Når der kommer en båd med bananer

Sidst der havde været rationering under første verdenskrig, kom der hurtigt kaffe og te på hylderne igen. Tobakken havde været længere undervejs. Men denne gang varede det længere. Først i 1952 blev rationeringerne på fx kaffe ophævet.

Både under besættelsen og i årene efter blev der handlet med rationeringsmærker, selvom det naturligvis var ulovligt – og både desperationen og kreativiteten hos de kaffetørstige var stor: Ulovlige kaffemærker kunne købes for 2,50 kr., skriver Annette Hoff i Den Danske Kaffehistorie, hvilket betød en merpris på op til 400%. Folk som Johannes Linde og Svend Aage Hasselstrøm, der blev kendt som Edderkoppen tjente formuer på sortbørshandel og handel med rationeringsmærker.

Og svindleriet stoppede ikke med krigens slutning; ved en stikprøvekontrol i 1950 af kaffemærkerne, viste det sig, at nogle af dem var fra rationeringen under første verdenskrig.

Kaffen blev i det daglige spædet eller erstatte med fx cikorie og rugblandinger, mens der ved Sonja Thomsens konfirmation i Borgernes Hus i København d. 2. april 1944 blev serveret kaffe på ægte bønner. I sin dagbog skrev Sonja: ’Efter Desserten fik vi serveret rigtig Mokka’. Desværre fortæller hun ikke, hvor bønnerne kom fra. Men måske havde familien gemt dem med henblik på en helt særlig lejlighed, for eftersom familien var på modstandsbevægelsens side, var det antageligvis ikke fra tyske forbindelser.

Koen lægger æg

"Kælder Fælle no 1 – en praktisk Taske, der kan rumme alt det, De savner, naar De sidder i beskyttelsesrummet", sådan reklamerede varehuset Crone og Goldschmidt i september 1940 for en taske, der kunne rumme fx en termoflaske til kaffen. Termoflaskerne var en ny opfindelse, og tanken om en varm kop kaffe, når sirenernes hylen lød over byen har sikkert været rar. Annoncen i Mandens Blad fortæller dog ikke, hvordan man skulle nå at koge kaffen, inden turen gik til beskyttelsesrummet. Og i januar 1942 var det slut: Lagrene med kaffe var tømte.

Kåre Lauring fortæller i Københavnerliv Besættelsen, at hans far stod i kø hos Perchs Thehandel, da det omkring nytår 1941-42 var ved at være slut med rigtig te: "...der var en del, der brokkede sig over, at forretningen på en sådan dag ikke kunne åbne lidt tidligere, så folk kunne nå på arbejde til tiden". Men Hincheldey svarede kort: "I 106 år har denne forretning åbnet hver morgen præcis kl. 9."

Nej, der var ingen grund til ikke at opføre sig civiliseret, blot fordi butikkerne efterhånden løb tør for de ægte varer. Københavnerne blev gode til at stå i kø. Også efter erstatningerne. For fantasien kendte tilsyneladende ikke grænser. Man dyrkede bl.a. tobak flere steder i landet og bananer på Fyn. På Sojakagefabrikken på Islands Brygge blev der sat gang i en produktion af syntetisk æggehvide, der blev lavet af bl.a. skummetmælk, der blev solgt under det festlige slogan "Koen lægger Æg".

I Omøgade på Østerbro ansatte man en færing og en islænding med forstand på saltede sild. For med den stærkt nedsatte mængde af privatbiler på gaderne skulle pengene tjenes på en anden måde, så mekanikerne gav sig til at producere fiskekonserves.

De mange fiffige påfund krævede deres af fødevarekontrollen, så Steins Laboratorium blev sat til at teste lødigheden af de nye varer, skriver Dorthe Chakravarty i "Husmor i en rationeringstid" og i 1943 kunne laboratorieforstanderen fortælle, at "Vi har haft theerstatninger, som absolut ikke har været egnet til det, de var bestemt for. Jeg tror, det har været nedfaldent løv, hentet i skoven." Ikke alle de nye ideer var helt så gode eller sunde, når forbrugerne puttede dem i munden.

Kødløse tirsdage, kaniner og garagegrise

Spisevaner er notorisk svære at ændre, så selvom restauranterne måtte indføre kødløse tirsdage og Statens Husholdningsråd lavede oplysningsarbejde og opfordrede danskerne til at spise kanin og der desuden blev publiceret metervis af opskrifter på kaninretter, så var danskernes skepsis over de nye ideer stor. Der var ikke den storeappetit på vegetariske alternativer eller de mange kaniner, der efterhånden blev avlet i hjemmene. Langt hellere ville man fortsat have svinekød, der ikke var rationeret, men kunne været svært at få fat på.

Det var ikke tilladt private at holde gris, men altangrise, nattegrise og garagegrise levede i skjul rundt om og måtte slagtes hemmeligt. På Amager anskaffede en familie en pattegris i efteråret 1940, men foderkornet slap op og de måtte have fat i såkaldte harvekartofler – efterladte kartofler, som landmændene ikke tog op. "Børnene blev stablet på cyklerne; man mand var indehaver af en ladcykel, og så kørte vi ud. Det blev til adskillige tønder, som vi kørte hjem – dels til eget brug, dels til grisen..."

Jubelen over befrielsen i 1945 og håbet om et farvel til rationeringer og erstatningsvarer er forståelig. Frk. Persille skrev i Tidens Kvinder, at nu skulle der festes "Verden er fri for krigens knugende åg – alverdens husmødre glæder sig til snart at kunne sige farvel til de sidste restriktioner, men selvom dette synes at ligge ude i fremtiden, afholder det dem dog ikke fra at fejre verdensfreden på festlig vis".

Men nogle havde vænnet sig til de nye smage: "Jeg husker min egen kop rigtig kakao" fortælles det i "Husmor i en rationeringstid" om tiden, da de ægte varer vendte tilbage, ’Den smagte bestemt ikke godt. Jeg ville meget hellere have en kop Sanade, den velkendte erstatning.’ Og salget af kaffeerstatningsprodukterne fortsatte længe efter krigen, Richs blev fx solgt i danske butikker indtil 2009.

Skulle du have fået lyst til en kop, så serverer Arbejdermuseet stadig kaffe med Richs.