Narren, ypperstepræstinden og tårnet

Kom med på de første tre skridt af en rejse ind i dansk litteraturs tarotlandskab

Af Caroline Enghoff

Tre tarotkort med teksterne Bjørn Rasmussen Narren og Ida Marie Hede Ypperstepræstinden og Jacob Fischer Møller Tårnet

Narren

Ej ro på, det er jo ikke på den måde. Når vi trækker den skideskøre velourhat ned over ørerne på netop Rasmussen, skyldes det figurens særlige betydning i tarottens univers. Her repræsenterer narren den frygtløse dans på grænsen til det tilladelige, og vi spørger: hvem lyder dét som? Rasmussens forfatterskab giver ikke en bjælde for hvad man må og kan. En hestepigeroman a la psyko-Wendyblad noir? En bøsseroman om to mindreårige stedbrødre, der udforsker hinandens kærlighed og kroppe mens de leger dumme hunde? Rasmussen er den anarkistiske vagabond, der mesterligt ignorerer vores smag og alligevel giver os de bøger vi drømmer om. Naturligvis med en vovse for fødderne, som det hører sig til i kortets ikonografi. RIP Fiske. 

 

Ypperstepræstinden

In this economy har vi alle brug for en bro mellem det jordiske og åndelige plan. En klarsynet seer til at løfte en flig af det slør, fremtiden skjuler sig bag. Den gode nyhed: Vi har fundet hende, og hun hedder Ida Marie Hede. Den dårlige? Optimist er hun ikke.  I den fremtid som ypperstepræstinden spår os i nærfremtidsromamen Den første lidenskab er Europa splittet i små bystater med navne som Doggy bag, Suppe og Garn og det klodsede er på mode, så den skærm du får indopereret i hånden ligner en Commodore64. Til gengæld kan du blive lagt i kryodvale i en dejlig drømmekiste oppe i et træ i skoven og knælange underbukser med kvaster er kommet på mode. Hvad skulle kunne gå galt?

 

Tårnet

Med et brag slår den kosmiske energi ned i det strunke tårn. Chok! Omvæltning! Katastrofe! Jacob Fischer Møllers debutroman Paul dør om lystløgneren, partygirlen, nekromantikeren, ja simpelthen fænomenet PAUL, har med sin maniske magi smadret elfenbenstårnet og fået selv det mest macho spir til at dirre. Fischer Møller har en særlig akrobatisk skrivestil, hvor næsten alle sætninger slår en kolbøtte og ender i noget helt andet end man forventede. Det lyder gøglet og lowkey belastende, men vi lover at det er udsøgt. Lad os have en Paul-sommer alle sammen (uden at dø dog, men dør Paul overhovedet? Det eneste du skal vide, er at du ikke kan vide dig sikker på noget). 0% forudsigelighed. 100% slugefaktor.