Anmeldelser og anbefalinger

Kærlighedens idioter

Hvis du trænger til et varmt kram, elsker biblioteker og bibliotekarer, fransk madlavning så anbefaler Julie fra Brønshøj/Husum denne bog

Af Julie Arndrup

Kærlighedens idioter? Hvilken vidunderlig titel! Og når der så ovenikøbet står bl.a. dette bag på bogen:

”Gertrud blev bibliotekar, dengang biblioteker var for introverte litteraturelskere frem for ekstroverte eventmennesker. Nu er hun gået på pension og ser frem til at læse bøger på fuld tid i skyggen fra sin sjæleven gennem 70 år: kastanjetræet Alice B. Toklas”

– så tænker denne introverte bibliotekar: Halløj?! Det er jo en bog om mig? Det er det så alligevel ikke helt, men det er en absolut vidunderlig og morsom bog, måske den bedste jeg har læst i år (indtil nu)?

Mennesker mødes i et lilleby-samfund i Sverige, og et kastanjetræ forsvinder sporløst. Hemmeligheder udrulles, bøger skifter hænder, og fire menneskers liv bliver aldrig det samme igen.

Det er en varm, festlig og virkelig velskrevet roman om litteratur, kærlighed og madlavning, og om hvordan vi alle sammen har muligheden for at forandre både andres og vores eget liv, hvis vi bare vil.

Læs den hvis du trænger til et varmt kram, elsker biblioteker og bibliotekarer, fransk madlavning og veloplagt, velskrevet, humoristisk litteratur. Den perfekte bog til din sommerferie.

Julie, Brønshøj/Husum Bibliotek