Johanne Petersen – en ildsjæl
Det er en kendt sag, at mænd er overrepræsenterede på mindetavlerne i København. Til gengæld er en af de flotteste mindetavler for en kvinde. På den erindres forstanderinde Johanne Petersen.
Af Sune Hundebøll
Johanne Petersen (1847-1922) var kvinden bag det moderne danske vanførearbejde og skabte i praksis det miljø, der blev til Samfundet og Hjemmet for Vanføre. (Vanføre er et gammelt udtryk for en person med fysiske handicap, især bevægelseshandicap.)
Johanne Petersen voksede op i en velstillet håndværkerfamilie. Som ung var Johanne svagelig og fik ingen egentlig uddannelse.
Under en indlæggelse på Diakonissestiftelsen omkring 1870 mødte hun præsten Hans Knudsen. I 1872 stiftede han ”Samfundet og Hjemmet for Vanføre" med formået at hjælpe bevægelseshæmmede med proteser og uddannelse m.m. Målet var, at de kunne føre en selvstændig tilværelse. To år senere begyndte Johanne Petersen at arbejde i "Samfundet for Vanføre".
Hans Knudsen døde i 1886, hvorefter Johanne Petersen overtog forstanderjobbet på "Hjemmet for Vanføre" og hun blev drivkræften i skolens udvikling.
"Alle er enige om at det i afgørende Grad er Frk. Johanne Petersens Dygtighed, Uselviskhed og Forstaaelse af Gerningen, som har gjort "Samfundet og Hjemmet for Vanføre" til det, det nu er. Det skyldes den Aand, der lever indenfor dette Hjem og dette Samfund - den var der i Frk. Johanne Petersens Dage og er stadig til Stede hos de Mennesker, der fører hendes Gerning videre. Det er Kærlighedens, Taalmodighedens og Tillidens Aand, der er i Stand til at føre over de allerstørste Vanskeligheder og skabe de smukkeste Resultater."
(citat: "Et Samfund, hvor der skabes Undere!" i Nationaltidende, 21. oktober 1922)
I 1922 døde Johanne Petersens. Samme år fejrede "Samfundet for Vanføre” sit 50-års jubilæum. Ved jubilæet blev der afsløret en mindeplade for hende, og elevernes arbejder udstilledes for offentligheden.
Det princip, hun og Hans Knudsen grundlagde – lægebehandling kombineret med oplæring – vandt international anerkendelse og bredte sig til lignende institutioner verden over, omtalt som det danske princip.
Johanne Petersen har Hovedæren af at have gjort "Samfundet og Hjemmet for Vanføre" til det, som det er blevet, og hendes Navn er uløseligt flettet sammen med Institutionens Historie.
J. P. har indlagt sig en uvisnelig Fortjeneste af Vanføresagen hele Verden over og ikke mindst i de nordiske Lande, og hendes Navn er kendt alle Vegne, hvor der er Interesse for Vanføre. Alle, som har deltaget i "Abnormskolemøderne", ved med hvilken ærbødig Opmærksomhed hendes Bidrag til Forhandlingerne bliver paahørt, og at Vennernes Antal er Legion.
(citat: "Forstanderinde Frk. Johanne Petersen" af P. Panum. Nyt Tidsskrift for Abnormvæsenet, 1917.)
Mindetavlen
Tavlen for Johanne Petersen er opsat i gården til Esplanaden 34. Den er opsat ved Samfundet og Hjemmet for Vanføres 50-års jubilæum, 21. oktober 1922.
Teksten på tavlen: "[Relief af Johanne Petersen] /// 1874 /// JOHANNE PETERSEN / FORSTANDERINDE FOR SAMFUNDET OG HJEMMET FOR VANFØRE / FØDT 18 SEPTEMBER 1874 ✶ DØD 24 MARTS 1922 / VANFØRESAGENS BANEBRYDER / VANFØRES VEL HENDES MAAL, DERES KÆRLIGHED HENDES LØN / TAKNEMMELIGE SATTE DETTE MINDE /// 1922"
"Frk. Johanne Petersen var en udpræget Personlighed, med en kolossal Arbejdskraft. Hun gik fuldstændig op i sin Gerning og forstod at skabe Interesse for sin Virksomhed, og hun havde Evenen til at faa de rigtige Mennesker til at arbejde for sig.
Herhjemme var hun elsket og skattet af alle, som havde med hende at gøre, saavel af sine Elever som af sine Undergivne, og i Udlandet saa man op til hende som en Autoritet paa alt Omraade."
(citat: "Forstanderinde Frk. Johanne Petersen død" i: Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 24. marts 1922)
Dyk ned i Københavns historier – direkte i din indbakke
Er du interesseret i Københavns historie og byens udvikling? Med nyhedsbrevet "Bag om København" får du hver måned spændende artikler om byens kvarterer og historiske begivenheder. Vi giver dig inspiration til gode bøger, spændende arrangementer og bogkonkurrencer.
Tilmeld dig i dag og få byens historie leveret direkte i din indbakke.