H.C. Andersens kvistkammer
Besøg digterens bolig i Magasin: Der er ikke mange der ved det, men hvis man besøger stormagasinet Magasin på Kongens Nytorv er det muligt at besøge H.C. Andersens gamle værelse.
Af Jwana Loqman, praktikant, Magasin du Nord Museum
Fra Helsingør til København
I 1827 får den 22-årige H.C. Andersen overbevist sin velgører Jonas Collin om, at han må flytte fra Helsingør og tilbage til København. Digteren havde haft nogle frygtelige år i Helsingør, og ville gerne tilbage til hovedstaden. I sin søgen efter en ny bolig ser H.C. Andersen en annonce for et ledigt værelse til leje i Vingårdstræde: "Et lille, møbleret værelse med pulterkammer, velegnet til en studerende, er til leje fra den 19. april på Vingårdstræde 131, 3. sal."
H.C. Anderse reagerede på annoncen, og ugen efter kunne han flytte ind i kvistkammeret. Huslejen var 4 rigsdaler om måneden, og kammeret lå tæt på Det Kongelige Teater, hvor H.C. Andersen var en flittig gæst. Han nåede at bo på værelset i ét år og nogle måneder, inden ejeren af bygningen døde, og H.C. Andersen måtte fraflytte kammeret.
Værker fra kammeret
Selvom H.C. Andersen kun nåede at bo på Vingårdstræde i lidt over et år, fik det lille kammer stor betydning for ham. Mens han boede i kammeret, skrev han ikke mindre end ni værker, herunder ”Kjærlighed paa Nicolaj Taarn” og ”Fodreise”. Desuden fik kammeret så stor betydning for ham, at han omtalte det i sine værker op til flere gange. I "Levnedsbog fra 1805-1831" skriver han således om værelset:
Det var smukt malet, men ikke større end at 3 a fire Mennesker nogenledes kunne være der.— Væggene vare under Taget skraae, og Vinduet her gik ud, som andre Tagvinduer, men med en hvid Udsigt; jeg saae over Husene til Holmensgade og Slagterboderne, og lige midt for laae Nicolai Taarn, som jeg kunne see lige nede fra Grunden af. – Jeg havde et lille Skab i Væggfen, dette forsynede jeg nu med Brød, Smør og Pølse, havde saaledes min Frokost og Aftensmad selv…"
Kammeret genskabes
Magasin havde købt ejendommen Vingårdstræde 6 i 1917, og da der i 1935 udkom en bog med informationer om H.C. Andersens kammer, medførte det en stor interesse fra offentligheden. Magasin fik flere henvendelser fra folk, der ønskede at se kammeret. Ofte blev de besøgende dog skuffede over den manglende møblering og formidling om H.C. Andersens tid i værelset. På dette tidspunkt blev rummet brugt som arbejdsværelse, og det var ikke usædvanligt at træde ind i rummet, og finde en syerske i fuld gang med at reparere en kittel, mens hun nød den samme udsigt, som digteren engang gjorde.
For at imødekomme den store interesse for kammeret besluttede Magasin derfor, at rummet skulle møbleres. Med hjælp fra H.C. Andersen museet i Odense lykkedes det chefdekoratørerne at genskabe og indrette kammeret som det så ud i H.C. Andersens tid. Siden har der været flere udstillinger i Magasin om H.C. Andersens tilknytning til huset, senest i 2005 i forbindelse med 200-året for hans fødsel.
Besøg kammeret
Interesserede, der ønsker at besøge H.C. Andersens kammer, kan starte med at tage forbi Magasin du Nord Museum. Her kan man blandt andet se den trappe som førte digteren op til kvistkammeret. Derefter kan man via Magasin fortsætte turen op til 3. etage. Herfra er der adgang til kammeret fredag-søndag. Magasin du Nord Museums åbningstider kan findes på Magasin du Nord Museums hjemmeside.