Hvor mange Potter holder en Fisketønde?

Tønden på Provianthuset udi Vor Kiøbsted Kiøbenhaffn

Det blev derfor ikke Christian 2., der fik gennemført en ensretning af mål og vægt i Danmark-Norge. Det kom først langt senere med Christian 5.
Længe var der derfor uenighed om, hvor lang en alen var – og hvad en skæppe fx rummede. Det var ikke mindst folk som generalpostmesteren Poul von Klingenberg, der i 1680’erne var interesserede i at vide, hvor mange skæpper en tønde indeholdt. Han blev nemlig betalt for sit arbejde med at befordre kongens og statsadministrationens post med 1000 tønder havre om året.

En tønde, ja, den skulle rumme det samme som den, der stod ’paa Provianthuset her udi Vor Kiøbsted Kiøbenhaffn’ befalede Frederik 3. i 1651 – og reglen gjaldt derefter i Danmark. Han gav dog ikke en kongelig bestemmelse om, hvor mange skæpper, der gik på en tønde. Det skulle være det antal, som ’udi huer (hver) Provintz ere brugelige’. Det var naturligvis en opskrift på uklarhed. Og en norsk tønde eller en islandsk var stadig noget andet.

Det ville Christian 5. gerne have styr på.

I 1681 var man allerede i gang i København; 13. april udsendte magistraten besked til "samptlig Borgerskabet oc særdeelis de vedkommende", det vil sige ikke mindst de handlende, at de skulle stille på Rådhuset inden 2 uger for at få tjekket deres "Maaletønder/Skepper/oc andet smaa Maalekar". Nu skulle der ensrettes. Og det blev indskærpet overfor byens bødkere, at de tønder, de fremstillede skulle "holde(r) lige med Stadens Maal".

Der var bare lige det, at der end ikke i København var enighed om, hvad "Stadens Maal" var. Så i november 1682 blev hr. Gyldenspar og assessor Aalborg af rigets Commercekollegie pålagt at finde ud af "hvormange Potter en Fisketønde holder, og hvad difference der imellem en Øltønde og en Fisketønde." Det viste sig at være vanskeligt, for nok havde Frederik 3. som nævnt allerede 30 år før besluttet, at den københavnske provianthus-tønde var standardtønden, men antallet af skæpper, som indholdet kunne deles i, var ikke fastsat.

"Os elskelige Oluf Rømer, Vores Mathematicus"

Commercekollegiet anbefalede i juni 1682, at tønden skulle deles i 8 skæpper, det svarede til det såkaldte Aaboemål, og "fremover (skulle) ingen Punder, Ørter, eller deslige bruges … for at undgaa al confusion i Handelen og at derefter skulle giøres en Tabelle".

Så langt, så godt. Nu kunne generalpostmesteren endelig være sikker på, at de tønder havre, han blev aflønnet med, holdt en bestemt størrelse.

Men hvad skulle sådan en tønde mon veje, for hvad nu, hvis der ikke var korn, der blev målt i skæpper, men øl i tønden? Der skulle udfærdiges standardmål til væske og vægtlodder, befalede Christian 5., og der skulle fremstilles officielt stemplede mål og lodder nok til, at man overalt i Danmark-Norge kunne få tjekket, at man fik det, man betalte for. Samt ikke mindst, at man leverede det, man skulle i afgifter; "dermed sheer Vor Villie, befalendes Eder Gud, Schrefvet (skrevet) paa Vort Slot i Kiøbenhaffn d. 23. juni".

Lodder og mål skulle, befalede kongen i juli 1682, udfærdiges af et ekspertudvalg, men der var i udvalget ingen egentlig ekspertise. Og der var fra kongemagtens side heller ikke afsat penge til opgaven, skriver Arne Hægstad i artiklen "Ole Rømer og Christian den Femtes danske alen, potte og pund i 1683", og han kalder det ’typisk for den tidlige enevælde (at der ikke var) taget stilling til finansieringen af den vældige opgave".

"Os elskelige Oluf Rømer, Vores Mathematicus" blev af kongen knyttet til udvalget, og han fik til opgave at indrette et "Prober-Cantor"; en instans, hvor man tjekkede måleredskaberne og fik dem ’med et sært (særligt) mærke fidemeret (bekræftet)’. Men opgaven var stor, og deadline ventede i maj 1684, så fabrikationen af de mange måleredskaber blev derfor bl.a. tilladt i København, hvor magistraten fik lov at omgå ekspertudvalgets monopol.

Kongen forlangte dog, at Københavns magistrat skulle fremstille "visse Originaler (dvs. måleredskaber) ... som paa Raadstuen i forvaring skal være". Københavnerne kunne nu få afgjort tvister, hvis der var uenighed om, hvad en øltønde rummede.

Og en kande, som øllet blev solgt i på værtshusene? Den rummede allerede fra 1281 1904, 5 cm3 eller en vægt svarende til 4 lybske pund á 484,4 g. En pæn portion øl, kan man sige, men den var skam fastsat af Roskildebispen, der mente, at Trave-øllet fra Lübeck skulle sælges i samme mål som i det nordtyske. For som der stod – og står - i Ordsprogenes Bog i Bibelen: To slags vægt og to slags mål er Herren en gru.

Det var svært at argumentere mod, og målet for ølkanden forblev det samme i århundreder. I 1671 målte professor Erasmus Bartholin det standardmål, der hang på Københavns Rådhus. Det var en kvadratisk beholder, der rummede en mængde øl, der i nutidens vægt næsten er 2 kg eller 2 liter.

Også dette mål blev ændret. Fra 1683 var enhedsmålet potte, når man havde med væsker at gøre. Vægten af en potte vand var 977,3 g, og med Christian 5.s forordninger, der dog ikke trådte i kraft i 1684 som først planlagt, men først i 1687, var en potte og et pund nu det samme over hele kongeriget.

Københavns Justerkammer

Men potten var alligevel ikke helt ude for denne historie, for som Arne Hægstad skriver i "Mål og vægt i Danmark": "Velbevarede lodder fra tiden 1687-1698 udviser forbavsende vægtdifferencer, så særlig omhyggelig kan justeringen (hos "Prober-Cantoret") ikke have været."

Ole Rømer overtog i 1688 salget af målebægre og vægtlodder, men det førte til en længere sag mellem ham og Københavns Magistrat, der jo allerede havde fremstillet en del til videresalg, som de havde fået lov til. I 1696 var Rømer så træt af hele miseren, at han foreslog kongen, at København samt Aarhus, Aalborg, Kristiania (Oslo) og Bergen fik retten til at justere, det vil sige tjekke og godkende måleinstrumenter. Senere fik Ribe, Odense, Trondhjem og Kristianssand samme ret – men det betød, at byerne nu ikke længere tjente helt så godt. Så der var få protester, da Frederik 6. i 1828 gjorde København til det eneste sted i Danmark, hvor man måtte justere, det vil sige godkende lodder på under 8 pund. Lodder på over 8 pund havde København hele tiden haft monopol på.

Styr på det havde de måske i mindre grad, for et nyt alenmål i stål fra 1820 blev fx stemplet i den ene ende, med et stempel, der blev slået ind i den ene ende af stålstangen. Desværre blev stangen ved den proces 0,4 mm for kort.

Det var københavnske håndværkere, som bødkere, smede og kandestøbere, der fremstillede måleinstrumenterne, der så skulle ’justeres’ inden salget. Men selvom der var indrettet et Justerkammer på Rådhuset på Nytorv, var stempler og brændemærker i realiteten ofte blot udlånt af Justermesteren til håndværkerne selv.

Alle uregelmæssighederne til trods anbefalede astronomiprofessor Thomas Bugge dog i 1798, at man i Danmark-Norge beholdt det enhedssystem, man havde fået skabt for mål og vægt. Regeringen havde sendt ham til Paris for at studere det nye metriske system, og han var begejstret for præcisionen, men fandt ikke at det var nødvendigt at indføre i Tvillingerigerne.

Det kom til at mere end 100 år, før det metriske system blev indført i Danmark i 1907.

Dyk ned i Københavns historier – direkte i din indbakke

Er du interesseret i Københavns historie og byens udvikling? Med nyhedsbrevet "Bag om København" får du hver måned spændende artikler om byens kvarterer og historiske begivenheder. Vi giver dig inspiration til gode bøger, spæTilmeld dig i dag og få byens historie leveret direkte i din indbakke.ndende arrangementer og bogkonkurrencer.

Tilmeld dig i dag og få byens historie leveret direkte i din indbakke