Historie

Monument, rejse og tumult

3 fra bogstakken: Der kommer hele tiden nye gode bøger på bibliotekets hylder. Her er tre anbefalinger til din næste læseoplevelse, som jeg anbefaler.

Af Sune Hundebøll

Ifølge Dansk Erhverv holdet 43% af os en del af vores sommerferie i udlandet sidste år. Og det at rejse, er noget vi alle har mulighed for. Sådan har det ikke altid været.

Turistrejsen opstod efter Napoleonskrigenes afslutning - og var dengang for de ganske få.

I Mikkel Venborg Pedersen nye bog "Med hertugen på rejse : turismens begyndelse i Europa", kommer du med på Christian August II af Augustenborgs 3 rejser sydpå. De destinationer Christian August II rejste til, er nogle af de samme, som stadig tiltrækker mange turister.

"Emnet er jo forfatterens arbejdsområde. Men hvor mange andre skriver på en måde, så man meget ofte risikerer at falde i søvn, så boltrer Mikkel Venborg Pedersen sig med sin viden og formuleringsmåde, så man som læser føler at blive båret gennem bogen. Billedmaterialet er nærmest et værk i sig selv. Længe kan man sidde og beundre kunstnernes evne til at fange stemningen. Det er godt nok storartet. Skabt i et samarbejde mellem forfatter og Julie Marie Falkentorp. Bravo", skrev Erik Ingemann Sørensen i anmeldelsen af bogen på Historie-online.dk.

Heksejagt

Det anslås at der blev brændt omtrent 1.000 hekse på bålet i Danmark. Ca. 60 % af sagerne forgik i åren efter Christian d. 4.s "Forordning om troldfolk og deres medvidere", som fastsatte dødsstraf for udøvelse af trolddom.

Det var ikke ændringer i lovgivningen, der stoppede galskaben. I "Den satans tumult : heksejagt i højesteret" skriver Maria Østerby Elleby om de sidste trolddomsprocesser.

"Men som tiden går, det vil sige frem til 1680"erne og derefter, begynder dommerne at dømme anderledes. Oplysningsprojektet er så småt ved at folde sig ud. Beviset får en anden betydning. Trolddom - uden at fænomenet selvsagt forsvinder - tillægges en anden vægt. Dødsdommene ophører," skrev Georg Metz i anmeldelsen "Heksejagt ord for ord" (Information, 1. april 2026).

Monumentet

Grønlandsmonumentet er en granitskulpturgruppe på Christianshavns Torv i København, skabt af billedhuggeren Svend Rathsack (1885–1941) og opstillet i 1938. Værket udgør et visuelt og symbolsk omdrejningspunkt for forholdet mellem Danmark og Grønland - og det pryder forsiden på Astrid Nonbo Andersen og Martine Lind Krebs bog "Monumentet : billeder af Grønland i Danmark gennem 100 år".

I bogen undersøger forfatterne monumentet og dets betydning i samtiden – og hvordan det stadig kan skabte diskussion i debatten om forholdet mellem Grønland og Danmark.

I anmeldelsen ""Monumentet" er et storværk om danske forestillinger om Grønland i 100 år" skrev Steen Beck (POV. International, 16. janaur 2026): "Værket får også tankerne på gled i forhold til den nærmest evigt nærværende skurren i det dansk-grønlandsk forhold på politisk niveau. Som dansker kan man måske synes, at de grønlandske politikere indimellem er en kende for krænkelsesparate.
Når man læser Monumentet, må man så bare se i øjnene, at der er dybe historiske grunde til, at grønlandske politikere kan føle sig overset og talt ned til, og det er god grund til at gøre noget ved dette, hvis danskere og grønlændere – som forfatteren til denne anmeldelse egentlig ønsker – skal have en frugtbar fremtid sammen i rigsfællesskabet."

God læselyst!