Ladegårdsåen dengang og i dag
Jeg har været forbi Det kongelige Biblioteks hjemmeside og Kbhbilleder.dk. Der har jeg fundet fem fotos fra før Ladegårdsåen blev lagt i rør. Billederne kan du se nedenfor, samme med fotos fra samme lokaliteter optaget forleden weekend.
Af Sune Hundebøll
Billederne er suppleret med citat fra Københavns Stadsarkivs erindringssamling.
Der var engang
I store del af Københavns historie, har det været en udfordring af få rent drikkevand til byens borgere. Fra middelalderen og frem til 1800-tallet leverede Ladegårdsåen fersk vand til københavnerne.
Ladegårdsåen er et resultat af tidlig byudvikling. Den blev anlagt som en rende til Gjeveåen for at føre vand i til byens voldgrave.
"Bispeengen, den gamle Gjeveholm, var i historisk Tid en fugtig Eng eller Tørvemose, hvis Overflade laa omtrent i Kote 5.65. Den rummede Væld og dybe Vandhuller, blandt hvilke Dammen ved Borups Allé var det største, og dens Bund laa dybere end Kote 4,40. Oprindelig var vel Mosefalden ubrudt, men det Tidspunkt kom. Da Grøndal Aaen, Lygteåeen og Gjeveaaen blev gravede som Skelgrøfter for Solbjerg, Utterslev og Seerslev, hvis Jorde havde "Markemøde" i Engens Midte. Afløbet fra Vældene i Engen skete gennem Gjeveaaen og gennem flere Smaabække, der sivede sig gennem Tuerne af Græs og Rør, før de mødtes i Aaen."
(citat: "Københavns Historie og Topografi i Middelalderen. 3 : Byens Befæstning ; Bygninger og Anlæg i Byen ; Byens Grunde" af H. U. Ramsing)
I 1896 blev den første del af Ladegårdsåen lagt i rør. Rørlægningen forsatte gennem flere etaper, ind til slutningen af 1960'erne, hvor den sidste åbne bid af åen forsvandt under Bispeengbuen.
Før og Nu
"Det helt store for drenge og piger var også Ladegårdsåen som vi fra vor bopæl gik til ad Esromgade og Fredensborggade, og der mødte vi andre børn fra kvarteret. Vi soppede i åen og efter nutidens begreber har det nok været en sundhedsfarlig sag, men i åen var der småfisk, frøer, haletudser og salamandre, sidstnævnte i forskellige flotte farver, så helt umuligt har vandet vel ikke været, den største ulempe for os børn var igler i vandet som sugede sig fast på vores bare ben. Vi fangede nogle af disse dyr med en hjemmelavet ketsjer eller en dåse sømmet på en trægren, så tog vi dyrene med hjem og puttede dem i et akvarium eller syltetøjeglas hvor de naturligvis døde efter et døgns tid."
(citat: Svend Barmer. Københavns Stadsarkiv, Erindringer, 1995)
"Vores hus lå langs med Muddergrøften og Ladegårdsåen, der løb parallelt med hinanden med en sti imellem, der var mange rotter ved Muddergrøften, der var en mand, der boede i samme nummer som os, han havde en bøsse. Når han fra sit vindue på 3. sal så en rotte ved åen, så havde han et mål for sin skydefærdighed, vi drenge var hurtige til at finde døde rotter, for oppe på Frederikssundsvej boede rottefar, som vi kaldte ham, han sad i et lille hus lige over for, hvor brandstationen nu ligger, han havde to blikspande. Når vi så kom med rotten, klippede han halen af og puttede den i den ene spand og rotten i den anden, så fik vi 10 øre og travede glade hjem og håbede så på, vi snart kunne komme igen, det skete ret tit."
(citat: Carl V. M. Enemark. Københavns Stadsarkiv, Erindringer, 1995)
Vi boede i Rabarberlandet, sådan hed det dengang, i en sidegade mellem Nordvestvej, nu Rantzausgade og Ladegårdsåen, nu Åboulevarden. Denne å løb forbi disse fattiggader og et hav af børn tumlede sig her i deres fritid. Man kunne soppe i det mudrede vand og fange hundestejler, som blev bragt hjem i et glas, jo det var en fryd.
(citat: Astrid Gath. Københavns Stadsarkiv, Erindringer, 1969)
Til daglig legede vi børn også en del ved Ladegårdsåen, der kun lå 150 m fra Præsteenkehjemmet og iøvrigt dannede grænse mellem Frederiksberg og København. Vi sejlede med små hjemmelavede træskibe og lavede også tømmerflåder af svellerne fra byggepladserne ved Ågade. Vi var mægtig bange for Åmanden med den guldtressede kasket, der jagede os væk. Vi kunne gemme os i de store spidsbundede kloakrør, som var ført under Tisvildegade, den senere Kronprinssesse Sofiesvej. Om vinteren løb vi på skøjter på åen, og ved forårstid, når isen brød op, var det vældig spændende at springe rundt på de store isf1ager. Så 1øb vi over isflagerne fra den ene bred til den anden.
(citat: Søren Friis. Københavns Stadsarkiv, Erindringer, 1995)
