Katrine vs. Laura: Kampen om den blodigste krimi

Mens foråret blomstrer op omkring os, begiver to bibliotekarer sig ud på en rystende rejse gennem krimiens snoede verden. Deres udfordring? At afdække de mest foruroligende, voldelige fortællinger, der vil få selv de modigste læsere til at gyse af uro. I et rige, hvor blæk spildes som blod og ord bider som hugtænder, opstår der en konkurrence for at være den bibliotekar, der får anbefalet den mest uhyggelige krimi – hvor skurken regerer, og hver sidevending hvisker af uudsigelig rædsel. Scenen er sat, og jagten på den mest rædselsfulde krimi er begyndt...

Laura: 
Hvad sker der når ansatte i socialforsorgen ikke har de anbragtes omsorg for øje, men i stedet udnytter de syge for at hytte sine egne skind?  Det erfarer vi på smertelig vis i Tine Gudruns Dragør-krimi ”Dukkesamleren”, hvor brændt barn ikke nøjes med at sky ilden, men også tager kniven i egen hånd for at maltraktere og skamfere nogle af dem som har svigtet. Efterhånden som lagene skrælles af (i overført OG fysisk forstand!) bliver det tydeligt at de udvalgte ofre ikke har været nær så ’gode’ mennesker som man troede, og nu er det tid til pay back! ”Dukkesamleren” er Tine Gudruns debutroman, og treeren i serien udkommer til juni.

Katrine:
Jeg lægger ud med en klassiker, American Psycho, som jeg første gang prøvede at læse som 15-årig for at imponere en dreng, som havde den som yndlingsbog. Men jeg måtte simpelthen opgive efter de klamme beskrivelser af både blod og vold, men ikke mindst psykopatien. Men bogen er en klassiker af en årsag, og den her rejse ind i en mands syge sind, er desværre stadig meget aktuel.

Laura: 
Ja, psykopater hører desværre alle tider til, og i krigstid kan forholdene endda være særligt gunstige for de syge idéer. I Frank Goldammers ”Luftalarm-morderen” indfanger morderen sine ofre under de natlige luftalarmer, mens alle andre er i beskyttelseskældrene. Inden ofrene flås og hænges op som skulpturelle kød-engle, må de grueligt meget igennem, og enkelte er endda stadig levende når de bliver fundet. Ønsker du at pifte dine daglige mareridt op med historier om nazister, russere og oplevelser fra koncentrationslejrene, så tag med kriminalbetjent Max Heller på jagt efter en nådesløs morder i et gennembombet Dresden i 1944-45 i denne nervepirrende krimi, som er første del i en serie.

Katrine: 
Det lyder da ret uhyggeligt, men hvad siger du til Kepler? Jeg har med nød og næppe fået læst denne bog. Men jeg måtte betale med et par mareridt, måske der sidder et par modige krimilæsere derude, der tør mere end mig. Duoen bag Lars Kepler skriver så brutalt, at man holder vejret, når man vender siderne. Den første bog i serien om Joona Linna, ”Hypnotisøren” handler om en læge med hypnosekspertise bliver inddraget i opklaringen af en brutal nedslagtning. Der er skruet op for blod, traumer og psykopati, og alle bøger i serien fortsætter i samme grufulde stil (Har jeg ladet mig fortælle – bangebuksen her turde ikke fortsætte).

Laura: 
Ja, Kepler har også spoleret min nattesøvn en gang eller to, men det kan blive værre! Lad os drage endnu længere tilbage i tiden, til dengang hverdagen lugtede at råd, tis og det der er værre. Jeg taler naturligvis om ”1793” af Niklas Natt och Dag, hvor vi trækkes gennem Stockholms ildelugtende gader, i jagten på en seriemorder som er så syg at du ikke kan forestille dig det. Her møder vi både pisk, sult, fordærvelse, helvedeshunde og personer der lever af at spise deres egen hud, og det er ikke kun romanens hovedperson der får brækfornemmelser undervejs – flere læsere har måtte opgive at færdiggøre denne klamme, men yderst velskrevne og spændende, krimi, hvis historie fortsættes i ”1794” og 1795”.

Katrine: 
Det er meget fint, Laura, men jeg har gemt den klammeste til sidst. Jeg finder bøger om seriemordere lige dele interessant og fuldstændig rædselsvækkende. Der er ingen som Chris Carter, der bevæger sig på kanten af ”For rædselsvækkende”. I flere af scenerne virker det som om, han beskriver volden for voldens skyld, og man sidder og tænker, at det kun er en syg hjerne, der kan udtænke det her. Det er fx tilfældet i ”Blodig jagt”, hvor en seriemorder får sine ofre til at skrive deres egne afskedsbreve og myrder dem på helt groteske måder. Det er lemlæstelse, parterede lig, kropsdele og blod ud over det hele. Fuld plade, hvis man er til den slags.

Og her står vi så tilbage med tre bloddryppende bøger hver uden at have fundet den ultimative vinder af ”Verdens uhyggeligste krimi”, men sådan er det jo med bøger – Måske har vi ikke engang de mest uhyggelige med, fordi de ligger ude i jeres natskuffer eller på bibliotekshylderne og bare venter på jer. Venter på at I vækker gruen til live i jeres hoveder.