Månedens debutant: Felix Thorsen Katzenelson

Sara Galbiati, 2025
Opdag den nyeste litteratur før dine venner, når Hovedbiblioteket inviterer til Månedens debutant. Den 26. august kan du opleve Felix Thorsen Katzenelson.
Date
Tid
17:00 - 18:00
Sted
"LIVE", 4. sal
Bibliotek
Hovedbiblioteket
Adresse

Krystalgade 15
1172 København K
Danmark

Det kan du opleve

Hvordan er det at være mand og desperat ønske sig at være mor? Hvordan føles det, når alle omkring en samtidig stifter familie – indimellem med provokerende, legende lethed? Og hvorfor har kulturjournalist Felix Thorsen Katzenelson skrevet en roman om netop det?

Skruk skurk står i kontrast til de fleste faderskabsromaner, som kredser om vrede, fravær og traditionel maskulinitet. Her er en bog, der afsøger nye måder at være mand på. Her er en bog om at være en sårbar og omsorgsfuld ung mand, som længes efter at gro et barn selv.

Hør mere, når Felix Thorsen Katzenelson er Månedens debutant på Hovedbiblioteket i august!

Om bogen

Romanens hovedperson drømmer om at stifte familie; han vil være gravid, han vil være mor. Udfordringen er, at han er mand og homoseksuel og derfor ikke ”bare” kan begynde at producere børn med sin partner, ligesom deres heteroseksuelle venner kan. Længslen bliver ikke mindre af, at venner og bekendte omkring ham får børn på stribe:

”Vi elsker hinanden så meget, og vores barnløshed er både naturlig og det frygteligste, der nogensinde er sket. Et barn er ikke kun noget, der fødes, men også et eventyr om at lade vores kød mødes i et nyt menneske.” 

I håb om at finde ro, sig selv og lære at være alene tager han over i sin mors svenske sommerhus. Han arbejder som freelancejournalist og skal skrive en tekst til avisen og en tale til en kommende barnedåb. I stedet syrer romanen mere og mere ud, som hovedpersonen går i hundene. Eller måske snarere i sneglene.

Man behøver ikke have læst bogen for at få noget ud af arrangementet. Vi taler om dem på en måde, så du forhåbentlig får lyst til at læse den, hvis du ikke har nået det endnu. Og har du allerede læst bogen, så giver samtalen dig forhåbentlig nye perspektiver på eller ny forståelse for den.

Om forfatteren

Felix Thorsen Katzenelson (f. 1993) er kulturjournalist, kritiker og brevkasseredaktør på Politiken.
Han debuterede som forfatter i maj 2025 med romanen Skruk skurk.

Om Månedens debutant

Hver måned inviterer Hovedbiblioteket en aktuel debuterende forfatter op på scenen på samme vilkår, som etablerede forfattere så ofte bliver. Her fortæller de om, hvad de skriver, hvordan de skriver og hvorfor de skriver. Vi giver debutanterne ordet, fordi de er er med til at flytte litteraturen og dermed vores forståelse af, hvad litteratur er og kan være.

Praktisk info

  • Arrangementet foregår på LIVE på Københavns Hovedbibliotek. 4. sal, Store scene.
  • Arrangementet begynder kl. 17.00 og slutter kl. 18.00
  • Arrangementet er gratis og uden pladsbilletter. Bemærk, at udsynet til scenen er begrænset fra visse pladser. 

Find vej

Fra Hovedbibliotekets Centralsal finder du sceneområdet på 4. sal på følgende måder:

  • Tag elevatoren, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren.
  • Tag trapperne som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Følg trapperne op til fjerde. Scenen er til højre, når du træder ud på etagen.
  • Følg rulletrapperne op til 3. sal. For enden af sidste rulletrappe går en trappe på din højre side op til 4. sal. Gå til højre for at komme til sceneområdet.