All You Read Is Love: Monstre, magt og mørke længsler
- Tid
- 17:00 - 18:30
- Sted
-
Hovedbiblioteket
Krystalgade 15,
1172 København K - "LIVE, 4. sal
Bibliotek
HovedbiblioteketI samarbejde med
Golden DaysHar du et hot take på romantasy? I samarbejde med Golden Days inviterer Hovedbiblioteket og Københavns Bibliotekers romance-nyhedsbrev All You Read Is Love til en eftermiddag sammen med en dansk stjerne inden for genren, der har taget BookTok, bogreolerne og vores følelsesliv med storm!
Romantasy er langtfra en guilty pleasure – genren er grobund for stærke oplevelser og fællesskaber.
Oplev
Sammen med C.A. Wolters, der med serien 'Det røde daggry' er en af de første forfattere til at tage romantasy til Danmark, skal vi dyrke begæret, lysterne, længslen og magien i Wolters bøger.
Wolters får selskab af to redaktører fra Københavns Bibliotekers romance-nyhedsbrev 'All You Read Is Love' – og vi vil også gerne høre din stemme!
Sammen skal vi nørde de to første bind af ’Det røde daggry’ og alt det, vi elsker ved genren: Farligt begær, forbudte længsler, tvivlsomme kærlighedsinteresser, voldsom passion og karakterer, der måske burde gå i terapi, men i stedet vælger krig, men også magien og hinanden.
Deltag i samtalen og send os dine spørgsmål eller tanker på forhånd ved at besvare seneste All You Read Is Love-nyhedsbrev eller til vores litteraturformidler Mathias. Du kan selvfølgelig også tage dine spørgsmål med til arrangementet og selv stille dem.
Men husk: Efterlad dit moralske kompas derhjemme!
Arrangementet er en del af Golden Days 2026.
Om C. A. Wolters’ Løgneralliancen
Om bøgerne skriver forlaget:
Bind 1
Siden barndommen har Shiroin levet med en stemme i sit indre – en hvisken, hun kalder ormen, som snor sig gennem hendes krop og kræver lydighed. Som datter af Storkejseren længes hun efter magten og sin retmæssige plads på tronen, men kejserens liv står i vejen. For at vinde magten må hun overbevise imperiets ti konger om, at hendes køn ikke gør hende uegnet til at herske.
Da ormen opfordrer hende til vold, må hun lægge en ny og mere risikabel plan. Samtidig truer en profeti om dommedagskrig, og mørke kræfter rejser sig fra Ødelandet. Sammen med den hengivne livvagt Kiel krydser Shiroin krigsramte riger, hvor både politiske intriger og dæmoniske trusler venter. På rejsen tvinges de til at konfrontere deres egne hemmeligheder – og hinanden.
Bind 2
Kejserinde Shiroin har besejret Blodfyrsten og vundet sin trone, men kampen er kun lige begyndt. Det røde daggry er vågnet. Imperiet vakler, kongerne konspirerer, og drømmeheksens mareridt river i Shiroins forstand. Samtidig samler fjenden sig i nord – stærkere og mere nådesløse end nogensinde før. I en verden, hvor løgne er lige så dødbringende som våben, og alliancer smuldrer hurtigere end de formes, må Shiroin balancere mellem pligt, sindssyge og løftet, hun afgav til sin elsker.
Det røde daggry er en mørk og blodig romantasy-serie om brutale intriger, mørkt begær og længslen efter kærlighed og magt. En dyster og sanselig fortælling, hvor kys kan være lige så dødelige som sværd.
Mød
- C. A. Wolters har i mere end ti år skrevet alt fra undergrundspoesi til spøgelsesfortællinger, og deres mørke fantasy-serie ’Det røde daggry’ trækker på det bedste fra begge verdener. Til hverdag bor de i København, hvor de vlogger om livet som fuldtidsforfatter.
- Signe Marie Højlund Frøslev er litteraturformidler ved Københavns Biblioteker, herunder redaktør på nyhedsbrevet All You Read Is Love og podcasten Yndlingsbog.
- Lene Zibrandtsen er bibliotekar på Valby Bibliotek og skribent på nyhedsbrevet All You Read Is Love.
Praktisk info
- Arrangementet foregår på LIVE på Københavns Hovedbibliotek, 4. sal, Store Scene.
- Arrangementet er med gratis billetter via billetto. Bemærk, at udsynet til scenen er begrænset fra visse pladser.
Find vej
Fra Hovedbibliotekets Centralsal finder du sceneområdet på 4. sal på følgende måder:
- Tag elevatoren, som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Scenen er til højre, når du træder ud af elevatoren.
- Tag trapperne som du finder på din højre hånd, når du træder fra Krystalgade ind i Centralsalen. Følg trapperne op til fjerde. Scenen er til højre, når du træder ud på etagen.
- Følg rulletrapperne op til 3. sal. For enden af sidste rulletrappe går en trappe på din højre side op til 4. sal. Gå til højre for at komme til sceneområdet.