Litteratur og lyrik

Ny bog - blidere mig

Drop ”nyt år – ny mig”, og praktiser i stedet ”Ny bog – blidere mig”. Den slags nytårsforsæt og forvandling kan man faktisk godt holde. Vi giver dig fem blide boghandel-romance-anbefalinger til din januar.

Af Nana Nina Rosine Thejll Jakobsen

Ny bog – ny mig?

Kalenderåret siger 2026, og vi er officielt trådt ind i sæsonen for “new year – new me”. Det er tiden, hvor vi alle forsøger at optimere sig selv: mere motion, mindre sukker, flere rutiner, mindre doomscrolling. Men måske er det i år, at vi lægger de ambitiøse nytårsforsæt på hylden og vælger noget, der faktisk virker – og som ikke kræver hverken løbeture i slud eller en ny notesbog. For nogle mennesker er det en frisk træningsplan, der ændrer livet.
For os bogmennesker er det en frisk bog fra biblioteket. 

Opfordringen herfra lyder: Drop ”nyt år – ny mig”, og praktiser i stedet ”Ny bog – blidere mig”.
Den slags nytårsforsæt og forvandling kan man faktisk godt holde.

Giv dig selv en blød start

Og når vi så er ved bøgerne, hvorfor så ikke vælge noget af det blideste, blødeste og hyggeligste: Nemlig en boghandel-romance!

Boghandel-romancer er min personlige favorit undergenre inden for romance. Og specielt ved begyndelsen af et nyt år kan jeg godt lide at lade mig omslutte af lykkelige slutninger. I boghandel-romancer kommer er der oftest en lille butik på randen af konkurs, som må reddes, hvis ikke lokalsamfundet skal miste deres – eneste (!) – bogpusher. Og så er der (mindst) to ensomme mennesker som mødes mellem reolerne. 

I boghandel-romancer er det ikke fitnesscenteret eller en stram plan, der ændrer livet — men bøgerne selv. Boghandlen bliver stedet, hvor karaktererne finder ro, retning og i sidste ende sig selv. 

Her er fem af de fineste

I Veronica Henrys ”Hjertets boghandel”, Jenny Colgans ”Den lille butik med lykkelige slutninger”, Emily Henrys ”Bogelskere” og Johanne Billes ”Sommer i Boghandel Blåregn” mærker vi, hvordan bøger kan være starten på små, men betydningsfulde forandringer. Og i den varme brevroman ”Guernseys Litterære Kartoffeltærteklub” bliver det tydeligt, hvordan litteratur kan hele, forbinde og løfte os — også når livet gør det modsatte. Sidstnævnte er godt nok ikke en boghandel-romance, men det er en romance hvor kærligheden til bøger står helt centralt.