Penge er et satanisk mesterværk

Penge er dødsens farlige

Terningerne rullede på stortrommens skind. Falskmønterne raflede for deres liv.

7. oktober 1777 fandt en usædvanlig henrettelse sted på Københavns Vesterfælled. I Jylland havde myndighederne optrævlet et netværk, der fremstillede falske 50 rigsdaler-sedler. En lokal præst havde undret sig over, at almindelige bønder havde så mange af den slags sedler.

De seks anholdte var ankommet til København i februar 1776, og efter nogle af dem var blevet udsat for piskning, havde de indrømmet. Straffen for falskmøntneri var fortabelse af "ære, gods og liv", men Nicolaj Busch, søsteren Gertrud Busch og Hans Hansen blev idømt livsvarigt fængsel. En syvende, gørtleren Henrik Børgesen, der havde fremstillet stemplerne, fik tre måneder i Viborg Tugthus.

Dødsdommen blev først afsagt af en kommission i september 1777, og stadfæstet af Højesteret i juni 1777. Niels Lassegaard, Peder Børgesen og H.P. Schmidt skulle dø for forbrydelsen. Højesteretsdommeren fik dog medlidenhed med H.P. Schmidt, der var i starten af 20’erne. En usædvanlig fremgangsmåde blev derfor besluttet, der lagde sig op ad den militære straffelov, hvor man kunne benyttes sig af decimering.

Decimering var en skik fra Romerriget, hvor man henrettede hver tiende soldat i en gruppe i tilfælde af mytteri. På den måde undgik man at henrette alle, der blev statueret et eksempel – og tilfældigheden i, hvem der ville blive henrettet havde til hensigt at holde alle på dydens smalle sti.

I Danmark-Norge benyttede man sig af slag med terninger, når man skulle beslutte, hvem i en gruppe, der skulle tage straffen. 10 mand ad gangen slog med to terninger på en tromme, og den der slog lavest – eventuelt efter omslag, hvis flere havde samme antal, blev henrettet.

Den paragraf blev nu benyttet. De tre falskmøntnere gik først fra Stokhuset til Vesterfælled. Der havde været en del korrespondance mellem skarpretteren og regeringen om fremgangsmåden. Skulle de køres i rakkervognen? Skulle de henrettes med økse eller sværd? Og hvad skulle de have på?

Militær og vægtere holdt folkemængden på afstand, de tre var iført det tøj, de havde haft på siden de blev fængslet. Og på retterstedet rullede terningerne så. Først slog både Schmidt og Børgesen 9. Men Lassegaard slog 10. Og så skulle de to andre slå om. Børgesen slog 9 igen – men Schmidt slog 8. Det blev derfor hans hoved, som skarpretter Mühlhausen lod falde for sværdet.

De øvrige fem henslæbte livet i fængslet. Nogle af dem døde antageligvis bag tremmer. Hans Hansen blev benådet som den første i 1784 og efter adskillige ansøgninger blev Gertrud Busch benådet i 1786. Den sidste, vi ved, der blev benådet, var Lassegaard, der slap ud i 1798.

Så staten holdt hvad den lovede, for på rigsdaler sedlerne stod der fra maj 1775 "hvo som giør falske banco-Sedler straffes paa Ære, Liv og Gods, og den der beviisligen angiver en saadan Falskner, nyder til belønning Eet Tusind Rigsdaler, og Navnet forties."

Så Dan Turéll havde ret, da han i Drive-in digte fra 1976, skrev "pas på pengene – penge er dødsens farlige".

Penge er kun papir

Sådan sang Dodo i 1987. Men i langt det meste af den numismatiske historie var penge mønter.

Der er blevet slået mønt i København siden 1490’erne, men i starten var det blot et af flere steder i Riget. Også i Altona og i Kongsberg i Norge fremstillede man mønter. Kong Hans’ kongelige mønt blev muligvis indrettet i kongens vingård. Allerede efter Reformationen rykkede man dog produktionen til det nu nedlagte St. Klara Kloster, og det er det sted, der har givet navn til gaderne Gammel Mønt og Møntergade.

Senere rykkede produktionen til Helsingørgade, og det var der, der først blev brugt et hjerte på de danske mønter. Det har været et såkaldt møntstedsmærke, der viste, hvor den var slået. Mønterne fra Kongsberg var prydet af krydslagte hamre, mens nældeblade kan ses på mønter fra Holsten.

I 1618 indførte Christian IV kronemønter som tilføjelse til skilling, daler og mark. Det kan godt se ud som om han satsede på at forvirringen over den nye enhed ville skjule en fed fidus. For mønten indeholdt for lidt sølv, der skulle have været mindst 38,367 gram i. men der var kun 32,5. det skulle have skaffet penge i kongens slunkne kasse. Men da det blev opdaget, mistede befolkningen tilliden til mønten, og den pålydende værdi blev allerede i 1625 sat ned fra 1,5 daler til 1,3.

Oftest var der ellers penge i at lave penge. Og prestige, det kan vi se på den fantastiske Møntmestergård, Gotfred Krüger erhvervede i 1671. Han var møntmester fra 1664-80 og lagde navn til den statelige gård, der dengang var nabo til Mønten. Københavns Kommune pillede den ned i 1943, hvor den var stærkt forfalden, og i dag kan vi se den i Den Gamle By i Aarhus.

Charlottenborgs staldbygninger lagde fra 1749 rum til Mønten, der i 1873 endeligt flyttede til nye bygninger, der var opført til formålet i Holbergsgade. Allerede i 1923 var der så flyttedag igen, hvor Martin Borchs slotslignende bygning på Amager blev taget i brug. Og det var der, at den første tusindkroneseddel var med i den serie, der startede i 1972. Det blev den mest omfangsrige danske seddelserie.

Tikroneseddelen var den mindste, og da de viste sig at være så meget i omløb, at de blev slidt op, blev den i 1980 erstattet af en mønt. Det samme skete for tyvekroneseddelen i 1990. Tusindkroneseddelen var den største i 1972-serien og den kom i omløb i 1975. Et egern og forfatterinden Thomasine Gyllembourg prydede ’tussen’, som den kaldes.

I 2023 meddelte Nationalbanken, at fra 31. maj 2025 er tusindkronesedlerne ugyldige og kan indleveres til bankerne for omveksling. Tusindkroneseddelen fik 50 år og nu er det slut. Det skyldes del, at brugen af kontanter er faldet og dels, at politiets vurdering er, at især "tussen" er populær i forbindelse med økonomisk kriminalitet.

Møntprouktionen foregår ikke længere i København. I 1978 var det efter næsten 500 år slut, og Den Kongelige Mønt flyttede til Brøndby.