Da stenalderen blev opfundet i Rundetaarn

Det var ikke kun guldet, der glimtede i den danske guldalder i første halvdel af 1800-tallet. Også mere beskedne materialer fik chancen for at brillere. De udgjorde nemlig selve fundamentet for den systematiske ordning af fortiden, der i 1820’erne blev foretaget i Bibliotekssalen med indgang fra Rundetaarn, og som var af så høj karat, at den ligger til grund for det system, der stadig anvendes internationalt.

Der er tale om det såkaldte treperiodesystem, ifølge hvilket oldtiden kan inddeles i perioder opkaldt efter det materiale, der især blev brugt til fremstilling af våben og redskaber i et givent tidsrum. Først brugte man sten, så bronze og endelig jern. Først kommer derfor stenalderen, så bronzealderen og endelig jernalderen.

Oldsager fra alle egne

Det var ikke nogen ny tanke, at menneskehedens udvikling i de ældste tider var gået gennem tre aldre, og at disse aldre kunne navngives efter materialer. Flere græske oldtidsdigtere opererer for eksempel med de tre perioder, og både i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet bliver de brugt i historiske behandlinger. Det nye, der sker i Bibliotekssalen, er imidlertid, at inddelingen bliver andet og mere end en skrivebordskonstruktion og en forestilling baseret på sagnstof. Med andre ord: Inddelingen bliver empirisk begrundet.

Forvandlingen sker på grund af købmandssønnen Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865), der fra 1816 var udpeget til at varetage den samling af oldtidsgenstande, der befandt sig i det daværende Universitetsbibliotek på etagen over Trinitatis Kirke. Ti år tidligere havde universitetsbibliotekaren Rasmus Nyerup (1759-1829) slået til lyd for at sikre fortidsminder af værdi, og da han efterfølgende fik tilsendt oldsager fra alle egne af landet, gav han dem plads i bibliotekets østlige ende.

Uendelig gammel

Nyerups drøm var, at kulturarven skulle opstilles i det, han var den første til at kalde et "National-Museum". Baseret på skriftlige vidnesbyrd fra bibliotekets bøger udgav han et detaljeret forslag til, hvordan en række genstande og monumenter skulle fordeles på fire sale, to med ”Hedenolds Monumenter” og to med henholdsvis runesten og mindesmærker fra middelalderen.

Hvor dateringen af sidstnævnte er nogenlunde sikker, er Nyerup imidlertid på gyngende grund, hvad de tre øvrige sale og navnlig de to første angår. "Alt hvad der har sin Oprindelse fra et Old, der gaaer forud for Christnetroens Indførelse her i disse Lande, det kan med Føje siges at være uendelig gammelt", skriver han således og fortsætter: "Vi veed det er ældre end Christendommen, men om det er nogle faa Aar eller nogle hundrede Aar – ja maaske over tusinde Aar – ældre, det er moxen [omtrent] lutter Gisninger og i det højeste kun sandsynlige Hypotheser."

Fortrolighed med genstandene

Idéen om en institution, der kunne sikre den truede kulturarv, blev hurtigt officielt anerkendt, og i 1807 oprettedes Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring, der regnes for begyndelsen til Nationalmuseet. Først var Nyerup selv sekretær, men det var først, da posten overgik til Christian Jürgensen Thomsen, at der virkelig skete noget med samlingen.

Da Thomsen overtog sekretærposten, var der ifølge ham selv ikke styr på ret meget, men lidt efter lidt fik den nye sekretær ryddet op og opnåede på den måde den fortrolighed med genstandene, som var en forudsætning for udviklingen af treperiodesystemet.

Genstand efter genstand blev undersøgt med inddragelse af oplysninger om, hvor de var blevet fundet, og hvilke andre genstande de var blevet fundet sammen med. "De vil let indsee," skriver Thomsen selv, "at da jeg har haft ethvert Stykke, Commissionen ejer, ikke een men mange Gange i Hænderne, er der vel ingen, som saa nøje kjender, hvad Samlingen indeholder, som jeg".

Lidt efter lidt

Det står ikke helt klart, hvornår Christian Jürgensen Thomsens teori om tredelingen er så færdig, at han kan fortælle om den på sine berømte rundvisninger i samlingen, og der er heller ikke sikkerhed om, hvornår han ordner genstandene efter de nye principper. Begge dele er formentlig sket lidt efter lidt, men da den britiske turist frk. Frances Williams Wynn besøgte Rundetaarn i 1827, gav den præsentation af samlingen, som Thomsen gav hende, i hvert fald ingen tvivl om materialernes rækkefølge.

Treperiodesystemet sætter sig dog først fuldstændig igennem som ordnende princip i den opstilling, samlingen får i midten af 1830’erne. På det tidspunkt er museet flyttet fra Universitetsbiblioteket til Christiansborg Slot, blandt andet fordi der er kommet så mange besøgende, at det generer biblioteksbrugerne.

Mere end en formodning

Det er også, mens museet har til huse på Christiansborg Slot, at Christian Jürgensen Thomsen for første gang formulerer sin teori på tryk. Det sker i bogen ”Ledetraad til Nordisk Oldkyndighed” fra 1836, hvor han giver en oversigt over mindesmærker og oldsager fra den nordiske fortid og i den forbindelse kommer med nogle få siders bemærkninger om, hvor gamle tingene er i forhold til hinanden. ”For at lette Oversigten ville vi tillægge de forskjellige Perioder, hvis Grændser dog ikke kunne nøiagtig angives, særskilte Benævnelser”, skriver han. De benævnelser er netop stenalderen, bronzealderen og jernalderen.

Endnu var Thomsen forsigtig med at sætte årstal på de tre perioder, og i det hele taget mente han, at der skulle flere undersøgelser til, før teorien om de tre perioder kunne blive mere end blot en formodning. Men med Nyerups lutter gisninger var det i hvert fald forbi. Og det nybrud er da en guldalder værdigt.