Lorteland

I 1853 ramte koleraen København. Over 7.000 af byens beboere blev syge. Alene i København døde omkring 4.730 mennesker, men den særdeles smitsomme sygdom spredte sig, og ramte også en række byer både i ind- og udland, fx flådebyen Karlskrona i Blekinge, hvortil sygdommen kom med skib fra København i oktober 1853, og slog næsten 1.000 af byens 14.000 beboere ihjel. Koleraen kendte ingen grænser.

I datiden var man usikre på, hvordan kolera opstod og spredte sig. Civilingeniørerne L. A. Colding og J. Thomsen udgav i 1853 bogen "Om de sandsynlige Aarsager til Choleraens ulige Styrke i de forskellige Dele af Kjøbenhavn og om midlerne til i fremtiden at formindske Sygdommens Styrke". Heri fremførte de en populær teori om, at "daarlig Luft og Raaddenskab" var årsagen til sygdommen. Det var ikke korrekt, kolera skyldes en tarmbakterie, der spreder sig i forurenet drikkevand. Og bakterien havde kronede dage i det overbefolkede København, hvor også tuberkulose og lungebetændelse bredte sig i uhygiejniske boliger og gader.

Men Colding og Thomsens løsningsforslag pegede i den rigtige retning: Byens vandforsyning og kloakering skulle udbygges og sikre både rent drikkevand og mulighed for at lede kloakvandet sikkert bort. De første forslag til at sikre hovedstadens vandforsyning og kloakering var kommet allerede i 1845, men først 8 år senere, efter den store epidemi blev planerne til en realitet. Eller næsten. Adgangen til drikkevand, der blev hentet fra oplandets grundvand, blev realiseret fra 1850’erne og anlægningen af drikkevandsforsyning og regnvandskloakkerne forløb over ca. 30 år.

Planerne om separat kloakering af regnvandet og vand mm. fra byens toiletter blev stoppet i 1854 af den daværende premier- og indenrigsminister Anders Sandø Ørsted. Argumentet var simpelt: Der var politisk pres fra grundejere, som mente, at det var for dyrt, så der blev kun lavet kloakker til regnvandet. Københavnerne måtte derfor leve med natmændenes afhentning til ind i 1900-tallet.

Den langsomme og metodiske djævel

København var sluppet uden om koleraen to gange indenfor ca. 20 år. I 1831 hærgedes Hamborg, og grænsesoldaterne blev udstyret med mavebælter og geværer for at sikre, at sygdommen ikke slap over grænsen. Måske var det snarere truslen om skud end de uldne varer, der holdt de syge fra at krydse grænsen, men landet slap. I 1850 blev Bandholm på Lolland ramt, og 28 af de 600 indbyggere døde. Byen blev heldigvis hurtigt sat i karantæne af den tilkaldte, københavnske læge Panum, og igen slap resten af landet med skrækken.

I 1853 løb heldet ud. Den første blev ramt 11. juni. Han var tømrerlærling på Holmen, og han blev ikke holdt isoleret. I stedet blev han indlagt på sømandshospitalet, skriver Johnny Thiedecke i bogen "De sorte svaner", og herfra spredte sygdommen sig i byen.

1. juli skrev direktøren for Oldnordisk Museum C.J. Thomsen til arkæologen Worsaae: "Nu vender den djævel langsomt og metodisk terræn. Følgen har været, at apotekerne er halv belejrede og notarius publicus har hverken kunnet få ro til at spise eller tid til at sove for testamenter, han har at ekspedere… Meloner og agurker samt salater er halvt forbuden vare. Midlertid er der solgt mere portvin i én uge end i et halvt år."

Københavnerne afholdt sig fornuftigt nok fra madvarer, der skulle skylles i det vand, som byen fik fra Pebling, Sortedam- og Emdrup Sø. Overfladevandet blev ikke renset, og det havde det lidet flatterende tilnavn "lunken ålesuppe". Indtagelsen af portvin har nok snarere haft trøstende end helbredsmæssigt effekt. Et par uger senere skrev Thomsen "Det. som især er farligt og vanskeligt at skildre Dem, det er den skræk, ja rædsel, som har betaget så mange… Den eneste kur, jeg ved derfor, er: REJS BORT!"

Og det gjorde mange københavnere da også. Det betød, at sygdommen spredte sig til 24 af provinsens købstæder.

"De to eneste køretøjer jeg mødte fra Nørreport til Bredgade var Holmens Kirkes ligvogne. Hvad skal det alt sammen ende med?" Sådan spurgte godsejerinde van der Hooglant i bogen "En aften i koleraåret", der udkom i 100-året for koleraepidemien. Forfatternavnet var spøjst og ukendt: Alexis Hareng. Københavnerne mente, at de kunne genkende stilen og brugen af de mange, uoversatte citater på fx latin og fransk, og i de fleste gætterier pegede pilen på Karen Blixen.

Dét ville baronessen ikke have siddende på sig – hun blev rasende! Det hjalp nok ikke, at nogle af aviserne gav udtryk for, at hun aldrig havde skrevet bedre. Blixen truede med aldrig mere at ville udgive på dansk. Hun trak en novelle tilbage fra tidsskriftet Heretica. Og hun afsøgte endda muligheden for at politianmelde Carit Andersen Forlag.

Det endte med, at forfatteren Kelvin Lindemann indrømmede, at han var ophavsmanden. I november 1953 havde Information ladet Sherlock Holmes opklare sagen for læserne, og Holmes mente, at det fældende bevis var brugen af tilnavnet "Presentskibet" for en af figurerne. Det navn havde Lindemann brugt i en tidligere bog. Blixen råbte måske ikke som senere Buster Larsen "Lorteland" i den bedste sendetid. Men måske kom hun tæt på.

Lindemanns pastiche på Blixen er ikke det eneste spor, koleraen satte sig i litteraturen. Mest kendt er måske Vilhelm Bergsøes beskrivelser, der indgår i "Fra Piazza del Popolo" fra 1866. I den beskrives de leveforhold, der gjorde det så nemt for sygdommene at sprede sig blandt københavnerne: "Havde man sammensat en komité af pengegriske husværter og givet dem den opgave at bygge et hus, indrette til at sejgpine, forgive og besmitte det størst mulige antal mennesker på det mindst mulige fladerum, så tror jeg dog ikke, at de, med al deres opfindsomhed ville have kunnet konstruere noget så udsøgt skummelt, noget så Pjaltenborgsagtigt som den sorte kasse, der i dette øjeblik lå foran mig."

Der var, som det måske fremgår, god brug for de initiativer, der skabte bedre vandforsyning og kloakering i byen, ligesom der blev sat fokus på at forbedre boligerne. Noget, der kom til at gå langsomt, men dog fremad.