Storbylyde
Fra bogstakken: Jeg sidder i en sofa i en lejlighed i Husumgade og læser. I hænderne holder jeg en co2-neurraliseret bog fra Gads forlag. En hund gør i baggården og trafikstøjen fra Jagtvej ligger som en konstant lydbagtæppe, mens jeg læser de sidste sider i bogen.
Af Sune Hundebøll
Bogen er Jakob Ingemann Parby seneste værk "Lyden af hovedstaden" med undertitlen "Støj, nerver og naboer i 1800-tallet". Jakob Ingemann Parby er historiker og museumsinspektør ved Københavns Museum.
Jakob Ingemann Parby har skrevet flere artikler og bøger om byhistorie med hovedfokus på København. Blandt værkerne er "Den grænseløse by", der var en del af serien København og historien, og “Storbystrømme” om københavnernes vand, lys og latrin.
Fra 2019 til 2025 har Jakob Ingemann Parby stået bag forskningsprojektet "Lyden af Hovedstaden", så den nye bog står på et solidt grundlag.
Lyden af hovedstaden
Historien startede tilbage i guldalderen, hvor Adam Oehlenschläger og Heinrich Steffens spadserede gennem byen – en vandring der af eftertiden er ophøjet til begyndelsen af guldalderen. Som de to på vandring, der blev mødt af en "mylder af sanseindtryk", er "Lyden af Hovedstaden" en lang vandring gennem Københavns lydunivers.
I Politivennen, der udkom frem til 1845, klagede det bedre borgerskab over larmen – der i datiden ofte blev defineret som skrålen, hujen, skrigen og spektakel. Larmen kom f.eks. fra gadedrengene, de gadehandlende, vægtere, hestevogne og dyr.
Støj, larm og andre lyde har der altid været i byen. Men lydene ændrer sig med historien gang og i særdeleshed med teknologiens udvikling i anden halvdel af 1800-tallet.
Lydende ændrer sig
En nabo på vej op ad trappen forstyrrer kortvarigt læsningen. I Københavns ældre boligmasse hører vi hinandens liv.
Vejarbejde og pilotering, Distortion, demonstrationer, trafik og fulde folk er elementer i nutidens lydbillede. Kilderne til lyde i byen er mangfoldige. Som bybo er de en del af livet.
Det er et andet lydbillede Henrik Pontoppidan skildre i Lykke-Per, end de lyde som Adam Oehlenschläger og Heinrich Steffen hørte på deres spadseretur.
Voldene faldt. Byen voksede. Der kom hestesporvogne, som senere blev elektrificeret. Fra midten af 1800-tallet tog industrialiseringen fat. Fabrikkerne kom med nye lyde fra deres dampmaskiner. Fabriksfløjten markerede arbejdsdagen begyndelse og afslutning - og lød i øvrigt også når der var pause fra fabriksarbejdet. De moderne lyde skrev sig også ind i komponisternes node, som H. C. Lumbyes "Københavns Jernbane Damp Gallop".
Lyd på historien
Det er på sin vis kendt stof der præsenteres i "Lyden af hovedstaden", og så alligevel ikke. Byens udvikling i 1800-tallet er skildret utallige gange. Vi har læst om gadelivet med fiskerkoner, sandsælgere og vægtere før. Men først nu har vi fået historien om det lydbillede de skabt i datidens byrum – og om hvordan københavnerne forholdt sig til lydende. Det var ikke så lidt, de måtte lægge øre til.
Mange af københavnernes klager over støj er gengivet, hvoraf er hovedparten fundet i Politivennen. Litterære citater fra Martin Andersen Nexø, Holger Drachmann, Herman Bang m.fl. underbygger forfatterens undersøgelse af fortidens lydbillede.
Som Jakob Ingemann Parby skriver i det afsluttende kapitel, "er lydhistorien en indgang til at gå på opdagelse i fortidens land og forsøge at forstå en anden tids hierarkier, fællesskaber, bekymringer og fremtidsforståelser. For selv om vi ikke kan genopleve fortidens lydlandskaber, kan vi gennem litteratur og kilderne få indblik i den værdi og betydning, de blev tilskrevet."
Bogen er rigt illustreret med fotos og malerier. Er du sådan en type som mig, der her flere hyldemeter med københavnerlitteratur stående, er ”Lyden af hovedstaden” et musthave. Ellers kan du lånes bogen på biblioteket.
