Langeliniepiger

Efter 1. verdenskrig blev Danmark et transitland for op imod 100.000 evakuerede krigsfanger, primært engelske og franske soldater fra tyske fangelejre, der ankom på danske og udenlandske skibe. Soldaterne fik mad, tøj, lægehjælp og kulturelle oplevelser, så de kunne komme til kræfter, inden de kunne vende hjem. To af de havne i København, der blev omdrejningspunkt i hjemsendelsen af krigsfangerne, var Frihavnen og Langelinie.

De mange soldater tiltrak de nysgerrige københavnere, men der var særlig én gruppe, der vakte bekymring. Det var ikke ualmindeligt at se engelske menige med en dame under hver arm eller udenlandske officerer, der var omsværmet af unge piger. En person, der underskrev sig A. i Social-Demokraten i 1919 var bekymret for de nyankomne soldaters møde med disse piger og dets konsekvenser:

"Krigerne kan bogstavlig talt ikke gaa ti Skridt henad Gaden, før et yngre eller ældre Kys-mig-straks-Ansigt smiler til dem. Og næste Aar ved denne Tid har vi sikkert ”Julegaverne”, smaa, hjælpeløse Væsener, som Mødrene har forbandet fra deres første Livsspire. Det lyder haardt, men det er sandt."

Soldater og sømænd i byen

Udover de mange danske og udenlandske skibe, der kom til landet for at bringe eller hente krigsfanger, ankom også en del udenlandske matroser og sømænd til København. Særligt i sommeren 1919 førte hjembringelse af tyske krigsfanger, men også underskrivelsen af Versailles-traktaten og spændinger i Tyskland til en strøm af udenlandske troppeskibe ved København, der skulle fungere som beredskab, hvis situationen eskalerede.

Det betød også en stor andel af udenlandske matroser, der ligesom soldaterne var populære hos det modsatte køn. Skibene lå ofte til kajs ved Langelinie og folk, der gik aftenture blev vidner til, at der rundt omkring i anlæggene langs Langelinie herskede et spektakel. Spektakler, der ifølge flere aviser trodsede enhver beskrivelse, når der lød skrig og skrål fra buskadser og krat til langt ud på natten, når de danske piger var i selskab med de fremmede marinefolk.

Hæmningsløs flirt

Aviserne kunne berette om unge piger, der flirtede hæmningsløst med matroserne med undskyldningen om, at de øvede deres sprogkundskaber, eller barnepiger, som efterlod barnevogne og småbørn alene på Langelinie i flere timer, for at more sig med soldaterne. Derudover modtog politiet flere anmeldelser om unge piger, der var løbet hjemmefra og havde sneget sig ombord på krigs- eller fangetransportskibene som blindpassagerer. Det største problem med de unge pigers samkvem med de udenlandske soldater var bekymringen for spredning af sexsygdomme, ufrivillige graviditeter og prostitution, men derudover herskede der også en underliggende frygt for, at byen ville få et tvivlsomt rygte, og hvad udlandet ville mene om de danske piger, der ikke kunne lade de fremmede soldater og matroser være i fred. Aviserne kunne konstatere, at der var taler om piger helt ned til 13 år gamle og fra alle samfundsklasser. Under en razzia på en udenlandsk krydser "Feruccio" havde sædelighedspolitiet fundet i alt 13 piger, hvoraf én var 18 år, mens resten var mellem 13 og 16 år, en ung pige på 15 år havde endda taget sin 2 måneder gamle baby med ombord.

Social-Demokratens eftermiddagsblad "Klokken 5" skrev, at:  "København er nu snart ved at blive et Sodoma og Gomorrha, og der gaar Ry i Udlandet af den Letsindighed, som hersker i vor kære By ved Øresundets Vover." De franske officerer og menige soldater, der havde gæstet mange havne, erklærede at: "Mage til den Frækhed, hvormed de københavnske unger Piger optræder, har de ikke oplevet noget Sted, hverken under kolde eller varme Breddegrader." En kaptajn og en læge fra de franske orlogsfartøjer udtalte, at de: "af Hensyn til deres Mandskabers Sundhed lovet, at Skibene fremtidig skal blive forankrede paa Yderrheden (ankerplads udenfor havnen, Red.) og at Besætningernes Landlov skal ophøre Kl. 10 Aften." Mens en fransk gesandt i forbindelse med Bastillefesten i det franske gesandtskab i Købehavn bad de gode husmødre om at: "lukke deres kyllinger inde, naar vore hanekyllinger gaar ud".

Forbud og razzia

Flere læserbreve var af den mening, at det pæne Langelinie var blevet værre end Nyhavn, mens kristne-, kvinde- og sociale foreninger rettede henstillinger til politimyndighederne om at gribe ind og gøre noget ved problemet. Der blev derfor igangsat flere tiltag for at holde pigerne væk, bl.a. foretog politiet razzia på de udenlandske skibe, mens skibschefer fik ordre på at passe bedre på deres mandskab, begrænse deres landlov og holde øje med om unge piger sneg sig ombord på skibene. Politiet satte herudover skilte op, der forbød uvedkommende på Langelinie, men det hjalp intet, så i juli 1919 blev der sat en spærring op og politiet patruljerede på molen om aftenen. Politiet begrundede det med vanskelige færdselsforhold og ønsket om at regulere trafikken, men i den brede befolkningen vidste man godt, at det alene var for at holde de unge piger borte.

Nogle piger var så ivrige for at komme ud til skibene at de forsøgte på kreative løsninger som forklædninger, og ifølge Social-Demokraten kunne man hver dag se:

"unge piger ro ud gennem Havneløbet og lægge til Skibssiderne, hvor de driver en livlig Flirt med Mandskaberne om Bord. Sent i Forgaars Eftermiddags drev tre unge Piger det endog saa vidt, at de i deres Baad iførte sig Badedragter, hvorefter de sprang i Vandet og under vild Begejstring fra Soldaterne om Bord entrede et Skib."

Havnepolitiet valgte at gribe ind og sendte en motorbåd ud efter pigerne og hentede dem i land, herefter blev de fragtet til politistationen og idømt en bøde, da de havde overtrådt forbuddet om at gå i vandet i havnen. Herefter fik de københavnske bådudlejere påbud om ikke at låne både ud til unge piger, der var uden selskab.

Trods de forskellige tiltag blev Langelinie først sig selv igen, da de udenlandske skibe forlod havnen i begyndelsen af 1920’erne, men ordene som Langeliniemoral, Langelinieskandale og Langeliniepiger var stadig klæbet til området som et efterkrigsudtryk og almenkendt skældsord, der blev brugt i offentligheden flere år efter.