Litteratur og lyrik

All You Read Is Love: Den svære toer

Har du også prøvet at læse en fantastisk bog, der bare insisterer på opfølgning, på meget mere af det gode? Du er gået i ét med plottet, med hovedpersonerne, du elsker det festlige galleri af personer, tonen og humoren. Du støvsuger internettet og biblioteket for mere – mere af samme forfatter, næste bind i serien, bare et eller andet, please?

Af Anita Tejlgaard Olesen

For forfatterne er den svære toer ofte en udfordring, men for læseren er det en gave! Der er mange måder, forfatteren kan komme læseren i møde på i en toer, når der først er hul igennem, og man er grebet af personerne og miljøet. Det er alt fra den klassiske toer, der fortsætter, hvor vi slap, til spin off-romaner og serier med en bredere rammefortælling, men hvor universet er genkendeligt, og hvor toeren opleves som at komme hjem. I romance og feel-good er der mange måder, hvor du kan få meget mere af det, du kan godt kan lide og allerede er fortrolig med.  

 

To be continued: Den direkte efterfølger 

Du har læst en skøn kærlighedshistorie med perfekt HEA-slutning (happily ever after). Eller var det alligevel ikke nok, hverken for dig eller forfatteren?  Nogle gange får personerne deres eget liv, som vi f.eks. kender det fra ‘Bridget Jones Dagbog’ og Sophie Kinsellas ‘Shopaholic’-serie. De er nyklassikere i romancegenren, fordi hovedpersonen fremstår knivskarpt, med egen sproglig tone og et elskeligt univers at spejle sig i. Den direkte efterfølger fortsætter, hvor den forrige bog slap, og fokuserer på hovedparrets rejse og udfordringer i deres forhold. Den svære toer udforsker, hvordan karaktererne udvikler sig og vokser som individer og som par, står over for nye forhindringer og styrker deres bånd. 

Spin-off: Sidekarakteren, der får sin egen historie 

Mange kærlighedsserier skaber spin-offs, der fokuserer på bipersoner fra de originale bøger, hvilket giver dem deres egne historier og romantiske ‘archs’. Disse spin-offs eksisterer ofte inden for den samme verden eller setting som den originale serie, hvor karakterer fra de tidligere bøger ofte optræder. 

Forbundne universer: Når rammen er sat  

Romantiske serier kan skabe rige og dybe verdener ved at lade elementer fra forskellige bøger interagere og flette sig sammen, hvilket skaber en følelse af kontinuitet og fællesskab. Nogle serier etablerer et delt univers, hvor enkelte karakterer fra forskellige bøger kan optræde i hinandens historier, hvilket forstærker følelsen af ​​kontinuitet og forbindelse. Andre er mere løst sammenkoblede fortællinger under en fælles overskrift eller en bærende ide. 

'Paris Daillencourt er ved at smuldre' er toeren i The Winner Bakes All-serien. Paris og Tariq møder hinanden i tv-bagekonkurrencen 'Smagfulde højder'. Ingredienserne i dette univers er to mænd, saftige søde stunder for åben skærm og kulturelle referencer strøet med let, humoristisk hånd. Det er 'Den store bagedyst' i romanform, bøgerne er teknisk set stand alones, men er man fan af konceptet, kommer man gerne tilbage efter et stykke mere.

Forfatteren Amy Daws har gjort sexede fodboldspillere til sit speciale. Hun har tidligere skrevet serien om de boldjonglerende Harris-brødre (i 5 bind) og den nye serie er en udbygning af dette univers af 'spillere' for fans af sexede britiske romancer. I bogen 'Revanche' slår det gnister, da Tilly møder fodboldklubbens advokat Santino.

Sophie Irwin skriver historiske romancer i et format genkendeligt fra f.eks. Bridgerton. I 'En ladys håndbog til skandale', som er toeren i serien 'A Lady's Guide' udspiller historien sig i den tidlige del af 1800-tallet, også kendt som Regency-perioden. Eliza er en ung enke, der med mod på mere i livet tager livet op til fornyet revision og forsødelse. Irwin skriver med humor og frisk energi i denne serie af stand alones, hvor tonen og tidsbilleder er det gennemgående tema. 
 

Dette er kun nogle af de veje, forfatterne af romance og feelgood rejser ned ad for at fastholde læserne og skabe et ægte engagement. Netop evnen til at skabe forbindelse og fastholdelse er måske en af de vigtigste grunde til, at vi er mange fans, der holder ved og af genren. Rigtig god læselyst med både ettere, toere og alle de andre bøger.