Det er jul, det er cool

I København står vores fælles juletræ på Rådhuspladsen, så her starter vi vores vandring forbi byens (måske) første juletræ, en kongelig adventskrans, en svinsk litograf og gratis julegaver. Og du behøver hverken vanter eller paraply, du kan følge med i julespøgen lige her.

Juletræet med sin pynt

Turen går først fra Rådhuspladsen til Gammel Strand. Når du står ved Kanalen, så kast et kig op på nr. 42. Vendsyssel hedder bygningen, opført i 1800 af en velhavende købmand.

I 1804 tændte én af hans lejere, den slesvigske jurist Johann Wolfhagen, Københavns første juletræ. Det siger i hvert fald én fortælling, en anden placerer det første juletræ senere og hos en anden slesvig-holstensk familie: Lehmanns i Ny Kongensgade i 1811.

Uanset hvem, der var først med det nyeste julepåfund i København, så er det dog sikkert, at skikken bredte sig ind i de københavnske borgerfamilier via de københavnere, der havde rødder i hertugdømmerne. Måske er det derfor juletræet havde lys netop i de slesvig-holstenske farver rød-hvid-blå stukket fast i grenene i HC Andersens eventyr Grantræet fra 1846. For juletræer havde længe været kendt i Tyskland og de baltiske områder. De første blev tændt i Reval (Tallinn) og Riga i 1441. 

Jesus bliver født på anden sal

Vi drager videre via Højbro Plads og Nikolaj Kirke til Kongens Nytorv, for ’Nu' det jul, og træet tændes på ny - Nu' det jul i land og by’, og i Magasin bliver Jesus som bekendt født på anden sal. Han griner endda, når man trykker på en fodpedal. Det påstod Shubidua i hvert fald i 1980.

6 år før havde teatergruppen Solvognen vakt opsigt samme steds, da 48 julemænd uddelte julegaver, der tilsyneladende blev taget direkte fra hylderne. Politiet satte til sidst en stopper for uddelingerne. Mindre anarkistisk var det, at gaverne var købt og betalt samt gaveindpakket dagens før. Det var teatergruppen Solvognen der stod bag Julemandshæren, der dels var et optog og dels aktioner udført af omtrent 100 folk udklædt som julemænd.

Skulle julemanden have en gave med, der bestemt ikke står på ønskesedlen, så husk på københaverinden Emma Gads gode råd: ’Naar De får noget, De finder forfærdeligt, brug da hele Deres åndsnærværelse for ikke at røbe det, selv med mindste trækning.’ Og Emma, der voksede op i Bredgade, beder os også huske, at genbrug af julegaver ’er behageligt og besparende, men farligt. Hvem kan i Juleundersøgelsen af Skabe og Skuffer huske, af hvem man har faaet en Tegnebog eller Krukke i Fjor. Men Giveren kan saa glimrende huske det, og en drilsk Skæbne vil undertiden lade det blive ham eller hende, man lyksagliggør med Tingen, og det er ikke Enhver, der kan tage det spøgefyldt.’

Vi krydser fingre for vellykket gavegivning og smutter ud af butikken!

En kongelig adventskrans

På den anden side af Nyhavn kommer vi til Amalienborg – og selvom det ofte var her kong Christian X og dronning Alexandrine holdt jul, så var det tilsyneladende på Sorgenfri i 1918, at der første gang var en adventskrans i kongehuset. I 1960 holdt sognepræsten Aage Bundgaard et foredrag om kransens historie, og arveprins Knud havde oplyst, at hans moder første gang havde en adventskrans i Danmark var på Sorgenfri Slot i 1918. Anledningen var, at hendes bror med med familie boede på Sorgenfri i en periode efter afskaffelsen af det tyske monarki i november 1918. Dronningen var født i Tyskland og både hun og hendes tyske familie kendte til traditionen, så dronningen ville gerne glæde dem. 

Flere steder kan man læse, at Billed Bladet i 1940 lavede en reportage om den kongelige families julegøremål, hvor læserne kunne se fotos af en adventskrans, som dronningen kendte fra sin tyske barndom.  Men det kan ikke bekræftes, når man ser i gamle numre, fortæller museumsinspektør ved Den Gamle By Anna Wowk Vestergaard. Traditionen kommer dog, som så mange andre julerier fra Tyskland, og nåede Danmark i tiden omkring Første Verdenskrig - og ikke mindst i Sønderjylland blev det populært under besættelsen at pynte den med røde og hvide bånd.

Nissen, studenten og grøden

Vi vender næsen mod Marmorkirken, og passerer statuerne af bl.a. salmedigterne Ingemann og Grundtvig, så måske nynner vi 'Julen har bragt velsignet bud' eller føler vi går på ’stjernetæpper lyseblå’ på den videre vej mod Kongens Have.

Østen for Legepladsen og Vesten for Marionetteatret finder vi statuen af eventyrdigteren, der er vist uden de børn ved sin side, som første idé til statuen havde. Illustreret Tidende skrev i juli 1880, da statuen blev afsløret, at den store forfatter havde været ‘ særlig stødt over at skulle have Børn ved sin Side, fordi han – som personlig langt mindre var en Børneven i Virkeligheden end i Fantasien-betragtede det som en halv Fornærmelse, at man ligesom vilde sige, at hans Forfatterskab væsentlig kun var en Digtning for Børn. Heri havde han efter vor Formening ingenlunde Uret; det Naive i hans Værker, selv i hans Æventyr, er i den Grad parret med en ofte skarp satirisk Reflexion, at Børn vel kunne le eller græde ved en stor Del af hans Æventyr, men tilfulde nydes disse dog kun af Voxne’.

Uanset alder eller om eventyret giver os lyst til at le eller græde, kan vi sende en tanke til spurvenes fortælling om grantræernes karriere som juletræ;

’de bliver plantet midt i den varme stue og pyntet med de dejligste ting, både forgyldte æbler, honningkager, legetøj og mange hundrede lys!’

I Andersens eventyr Nissen og Spækhøkeren er nissen først svært tilfreds, for hos spækhøkeren ’fik han hver juleaften et fad grød med en stor klump smør i!’ Men helt i tråd med delebørnenes jul, må nissen dog skiftevis være i kælderen og på kvisten. For hos studenten på kvisten er der godt nok ingen mad, men en vidunderlig bog – så vidunderlig er historierne deri, at nissen er lige ved at flytte ind. Men hverken mennesker eller nisser kan leve af historier alene, så nissen kigger dybt i sit (jule)hjerte: ’jeg vil dele mig imellem dem! sagde han: jeg kan ikke rent slippe spækhøkeren for grødens skyld!’

Posthuset i Købmagergade

Eventyret fortsætter, for hist lige hvor vejen har slået en bugt, lå et postkontor. I skyggen af Rundetårn, midt på Købmagergade. Her arbejdede en postekspedient, og i 1903 fik han en god idé. Alle de julebreve, tænkte han, om man kunne få bare to øre per brev, så ville der kunne skabes lys i vintermørket for mange børn. Og som sagt, så gjort. Einar Holbøll skabte Julemærket og siden har indtægterne hjulpet udsatte børn. Det er ganske vist!

Vi drejer om hjørnet og kommer til hjørnet af Store og Lille Kannikestræde, for her boede familien Faber. Vi synes næsten, vi kender dem: Lotte, der stolt holder garnet. Den lille Sine, der får sin julegave. Peter, der vil tromme og Hanne, der bare kan strikke. Sangen er skrevet til familiens julefejring i 1847, og nogle af ordene kan volde lidt kvaler for børn. Som nu denne skribent, der som barn troede de ’fire alen merino’ var Anna, der sagde ’mer’ endnu!’ og faktisk syntes, at hende Anna lød som en grådig type...

Julefred rimer godt nok på grådighed, men lad os komme videre. Rundt om Domkirken og ned på Gammeltorv og Nytorv.

En skurk i julekomedien

For i det daværende Nygade 4 (som i dag er nr. 94) på hjørnet af Strøget lå tidligere Wøldikes Forlag. Her blev manualen for al traditionel julefejring udgivet i 1866. Der er selvfølgelig tale om Peters Jul med vers af Johan Krohn og tegninger af Otto Haslund og forfatterens bror Pietro. Men det var ikke nogen nem tilblivelse. Førsteudgaven skulle udkomme op til jul, og som Johan senere skrev i et brev til en fru Conradsen: 

'...i Julen er det en travl Tid for Lithograferne og derfor kom Bogen i Hænderne paa et rigtigt Svin (undskyld Udtrykkket!) af en Lithograf. ... Kort og godt, dens Kjælderudseende gjorde, at vi nedlagde Protest og nægtede, at Bogen maatte se Dagens Lys i den Kostume.’ Bogen udkom dog, og senere, da forlæggeren var ved at gå fallit, fik Johan Krohpeters juln medlidenhed med ham og tillod salget. Som Johan Krohn skrev til fru Conradsen, så 'lukkede (vi) vore Øine og bleve enige om ikke at lade en Kat vide, at Pietro og Haslund havde tegnet den'. Udgaven så 'skrækkelig' ud, og fru Conradsen måtte ikke visen den til nogen eller fortælle, at Johan havde givet grønt lys for salget, men skulle gemme den ' i den brændende kakkelovn' og aldrig 'lade de to Tegnere erfare, at jeg har spillet Skurkerollen i denne Julekomedie!’

Rådhuspladsen

Julehelte og juleskurke, gåsesteg og risengrød, vi har efterhånden set det meste. Og nu er vi kommet tilbage til Rådhuspladsen, hvor det første danske udendørsjuletræ stod allerede i 1914. Træet tændes altid første søndag i advent, og det er en tradition, hvor mange møder op for at høre overborgmesteren tale og se julelysene og optoget. Kun to gange under Anden Verdenskrig har der ikke været juletræ på Rådhuspladsen.

Lad os tage en hurtig dans om træet, julen står igen for døren. Julen, der som Emma Gad skrev: …er en Ting, som Folk i de elleve Maaneder af Aaret ikke skænker en Tanke eller højst er enige om, er en meget besværlig Ting, men som den tolvte rejser sig som en Kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om.’ 

Kravler vi helt op i toppen af træet, hvor stjernen blinker, så kan vi se, at nissen har været med os hele vejen. Se, det var et rigtigt juleeventyr!