Omkom 79 fjorden

Ekspeditionens mål var Nordøstgrønland, hvor man ville kortlægge den sidste del af den grønlandske kyst. Det viste sig at være en kyststrækning på 1500 km, der lå skjult bag et bredt isbælte, der mange steder gjorde kysten utilgængelig.
Og stemningen ombord var præget af, at besætningen var en blanding af søfolk og videnskabsfolk. De skulle desuden fungere under både en kaptajn og en ekspeditionsleder, der bestemt ikke så ens på tingene.

To ledere, masser af uenighed

’Det ’demokratiske’ system, der hersker her om bord, er noget af det mest mislykkede, jeg har oplevet.'

 skrev lægen Johannes Lindhardt i sin dagbog den 21. oktober 1906:

'Grundskaden ved det hele er imidlertid den, at søfolk og mennesker – havde jeg nær sagt – skal omgås hinanden som ligemænd. Det er faktisk umuligt. Jeg havde ikke tænkt mig, at sømandsstanden som stand betragtet på langt nær stod så lavt i kultur, som den gør. Jeg havde ikke forestillet mig noget så snæversynet, så traditionsbundet, så udviklingsfjendsk, som Det Danske Søofficerskorps synes at være.’

På det tidspunkt var ekspeditionsskibet Danmark fastfrosset i havisen ved Danmarkshavn i Nordøstgrønland. Og da skibet ikke længere sejlede, var det nu Mylius-Erichsen, der var leder. Så længe skibet sejlede, havde kaptajnen Trolle haft den øverste myndighed.
Trolle og Mylius-Erichsens forhold var vanskeligt og havde været det fra ekspeditionens start. Alf Trolle var søofficer og vant til klare kommandoveje. På ekspeditionen blev søfolk og videnskabsfolk blandet, og 

’Alfs unge alder indgød i udgangspunktet ikke respekt’, 

skriver Rolf Trolle Andersen i 'Som kaptajnen så det', der er en udgivelse af Trolles dagbog fra ekspeditionen. Mylius-Erichsen ville have demokrati som en ’grundlæggende bærebjælke i ekspeditionen’ – dog med ham selv som leder – og det førte til flere sammenstød.
Heldigt for eftertiden, men lidt besynderligt, set i lyset af skibets størrelse, kommunikerede de to meget af tiden på skrift. Måske havde de behov for at kunne dokumentere uenigheder, der eventuelt skulle fremlægges for andre senere?
Trolle skrev i sin dagbog den 5. juli 1906, altså knap to uger efter afsejlingen, om Mylius-Erichsen:

’…han kritiserer baade det ene og det andet og glemmer at tage Forholdene i Betragtning. Selvfølgelig er der mangt og meget, der burde være anderledes, men han maa dog huske paa, at det er hans og udelukkende hans Skyld, at vi har den uøvede og vanskelige Besætning, vi har… Koch er i det hele taget en brilliant mand – en, som man kan stole paa. De andre er mere eller mindre store Driverter. Knud kan jeg ikke lide – han benytter enhver Lejlighed til at gøre vrøvl og kritisere. Mylius … stikker sin Næse i en Mængde Smaating, hvor han burde holde sig væk. Men rigtig udrette noget, magter han ikke.’

Mylius-Erichsen vedblev at give ordrer, for han var dels ekspeditionens bagmand, dels den videnskabelige leder. Den 2. april 1907 skrev Trolle:

’Læste i Mylius’ Expeditionsdagbog, og det morede mig at iagttage, at Mylius, der hverken formelt eller reelt i praksis giver ordrer, overalt i sin dagbog omtaler sine anordninger som ordrer.’

Et værre hundeliv

Slædehundene var alfa og omega i grønlandsekspeditionerne, og i alt var der omtrent 100 hunde, der deltog i Danmark-ekspeditionen.

De fleste kom ombord på Færøerne, hvortil den erfarne slædefører Jørgen Brønlund havde bragt dem med skib fra Vestgrønland. Det nemmeste havde nok været at sejle dem til København, men Landbrugsministeriet foretrak, at hundene ikke blev sejlet helt til Danmark, da man var bange for hundegalskab. På Færøerne frygtede man for fåreflokkene, for hvad nu hvis de store og halvvilde hunde gik på jagt efter dem? Problemet blev dog alligevel tørret af på Færøernes Amtmand og løsningen blev, at hundene blev indkvarteret på et skib i Trangisvåg. Heldigvis er der ingen beretninger om hunde, der stak på fårejagt.

Der var dog hunde, der rejste med fra København, for kort inden afgang skrev direktøren for Zoologisk Have til Mylius-Erichsen

 ’Med Rædsel ser jeg nu, at De tager afsted uden at befri os for den Skare Hunde, som vi vilde have dræbt ifjor, hvis De ikke havde paalagt os det som en national Pligt at opbevare og fodre dem for Deres Skyld.’

Hundene var åbenbart ikke favoritter i Zoologisk Have, der til gengæld gerne ville have moskuskalve fra ekspeditionen. Om det nu var fordi hundene ikke havde været ønskede mange steder inden rejsen, eller blot fordi hunde er hunde, så kan man roligt sige, at de fik lavet hundestreger ombord.

Efter ankomsten til Danmarkshavn i august 1906 ønskede kaptajn Trolle at lave en bådmanøvre, hvor besætningen trænede at komme i redningsbådene og væk fra skibet.

Alle vidste, hvilken båd de skulle i, og hvad de skulle sørge for at få med af proviant og udrustning. Da de udlossede bådene på nærmeste iskant, viste det sig dog, at Achton Friis’ båd kun havde 320 pund pickles som nødproviant, hvilket der blev grinet en del af.
Ombord på Danmark igen var det dog slut med at grine. For i skyndingen med bådmanøvren havde ingen fået lukket af til kabys, messe og lukafer. Og det havde hundene naturligvis benyttet sig af:

 ’I kabyssen havde de fisket 25 pund kød op af en kogende gryde og ædt 20 pund smør, syltetøj, salt og stearinlys, messen havde de rakket til og i de enkelte lukafer havde de også rodet rundt og forrettet deres nødtørft i køjerne’ 

opsummerer Ole Ventegodt miseren i bogen ’Den sidste brik’.

Det affødte naturligvis en skriftlig henstilling fra Mylius-Erichsen til Trolle om at sikre, at skibet ikke igen blev forladt med åbne døre og luger. Trolle skrev en gengivelse af ’Forløbet af en Episode ombord i Danmark, der karakteriserer Ekspeditionslederens ubeherskede Optræden’. Tydeligvis forventede Trolle, at sagen ville få et efterspil. 

Vi vender alle tilbage!

I marts 1907 var isen fast, lyset var tilbage og tiden var inde til at sende slædeholdene mod nord. Fire hold med i alt 10 mand og cirka 80 hunde. Planen var, at slædehold 1 og 2 skulle nå Grønlands nordspids i løbet af sommeren, mens slædehold 3 og 4 skulle udlægge depoter til de andres hjemtur. Alle holdene skulle vende tilbage til vinterkvarter i Danmarkshavn. Mylius-Erichsen sendte dem afsted med følgende ord: 

’Det er så sikkert, som at jeg står her, at vi når Grønlands nordspids og vender tilbage hertil i sommer – alle!’.

Men Mylius-Erichsens eget hold vendte aldrig tilbage. 

Den sidste beretning fra slædeholdet blev fundet i en varde af den følgende Alabama-ekspedition, der blev sendt til Grønland for at lede efter Mylius-Erichsen, Brønlund og Høeg Hagen. Den 12. september 1907 havde Mylius-Erichsen skrevet:
 

’Danmark Fjorden, c: 81° 25 n. B. Hagen, Brønlund og Undertegnede forlader i Dag - alle raske - med 1 Slæde og 7 Hunde dette Sted, ’Ulvebakkerne’ kaldet, for at begynde Hjemrejsen til Skibet, paa det nye, fra i dag endelig sikre Islag’.

Det vides stadig ikke, hvad der blev af Mylius-Erichsen og den anden deltager Niels Peter Høeg Hagens lig. Måske lå de på isen og forsvandt i havet. Måske blev de føde for isbjørne. 

Kun en af de tre blev fundet, grønlænderen Jørgen Brønlund, hvis lig og dagbog blev fundet sammen med Høeg Hagens kortskitser over området. Brønlunds gribende og berømte afskedsord kan i dag læses på mindestenen ved Langelinie:

’OMKOM 79 FIORDEN EFTER FORSØG HJEMREJSE OVER INDLANDSISEN I NOVEMBER MAANED JEG KOMMER HERTIL I AFTAGENDE MAANESKIN OG KUNDE IKKE VIDERE AF FORFROSNINGER I FØDDERNE OG AF MØRKET ANDRES LIG FINDES MIDT I FJORDEN FORAN BRÆ (OMTRENT 2½ MIL) HAGEN DØDE 15 NOVEMBER OG MYLIUS OMTRENT 10 DAGE EFTER.’

Selve stenen blev fisket op fra Øresund, og det var billedhuggeren Kai Nielsen, der i 1912 skabte monumentet. Man ønskede at hædre de omkomne og efter det først var drøftet også at inkludere en isbjørn i relieffet, besluttede man sig for at hylde de slædehunde, der spillede så stor en rolle i ekspeditionerne.

Dyk ned i Københavns historier – direkte i din indbakke

Er du interesseret i Københavns historie og byens udvikling? Med nyhedsbrevet 'Bag om København' får du hver måned spændende artikler om byens kvarterer og historiske begivenheder. Vi giver dig inspiration til gode bøger, spændende arrangementer og bogkonkurrencer.

Tilmeld dig i dag og få byens historie leveret direkte i din indbakke