Københavns historie

Grundtvig på Christianshavn

Skriften på muren: Fra slutningen af 1822 til april 1840 boede Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) på Christianshavn. Dog ikke det samme sted. Grundtvig havde adresse fire forskellige steder.

Af Sune Hundebøll

6. november 1822 udnævnes Grundtvig som hjælpepræst (kapellan) ved Vor Frelsers Kirke og 1. december blev han indsat i embedet. 5. december overtog Grundtvig en lejlighed i Torvegade 25. Huset var et 3-etagers hus og Grundtvig boede på 1. etage. Ejendommen er siden nedrevet.

Inden Grundtvig blev præst ved Vor Frelser Kirke var han sognepræst i Præstø. De første dage efter hans tilbagekomst til København, overnattede han hos sin svigermor i Vingårdstræde.

Allerede i foråret 1823 flyttede Grundtvig igen. Det nye hjem var i Prinsessegade 52, stuen (dengang Prinsensgade). Her boede han i fire og et halvt år.

I 1826 tog Grundtvig sin afsked fra embedet ved Vor Frelsers Kirke. Foreløbig blev han dog boende i den forholdsvis store lejlighed i Prinsessegade 52.

I oktober 1827 flyttede Grundtvig ind i nabobygningen, Prinsessegade 50. Grundtvig byttede lejlighed med den nye sognepræst. A. P. Bregendahl, der var flyttet ind i nummer 50 i 1825. I lejligheden i nummer 50, logerede en ung Frederik Barfod, som senere blev en kendt historisk forfatter og politiker.

I 1828 flyttede Grundtvig væk fra Prinsessegade, denne gang til Jacob Holms hus: Strandgade 4 (dengang: 56). Her boede Grundtvig i 12 år.

Grundtvig havde formentlig lært Jacob Holm (1770-1845) at kende før maj 1826 imens Grundtvig var ansat ved Vor Frelsers Kirke og de fik et venskabeligt forhold.

"I de sidste År af Tyverne og indtil Grundtvig blev Præst ved Vartov Kirke, boede han med sin Familie ude i den vestlige Ende af Strandgade (Nr. 56, nu Nr. 4) på Kristianshavn, helt oppe ved Frederiks tyske Kirke. Gården var det sidste Våningshus i Gaden, men efter det fulgte endnu et Par temmelig store Pakhuse, der nåede lige ned til Kirkens meget lave Indhegning. Lige over for var en Mur med en respektabel Indgangsport, der førte til Skibsværfter, Reberbaner, Sæbesyderi og Himlen må vide, hvad mere, der altsammen gik under det fælles
Navn "Pladsen", og som tillige med den omtalte Gård tilhørte "Kongen på Kristianshavn" - d.v.s. Handelskongen Jakob Holm."
(citat: Marie Blom i: "Minder fra gamle grundtvig'ske Hjem" : bind 1-2)

Holms ejendom var et herskabshus på 3 etager med kælder og kvist. Han havde købt ejendommen i 1819. Familien Holm anvendte selv de to nederste etager. Grundtvig flyttede ind på 2. sal i bygningen.

"Den Aften vèd jeg, at jeg fik Dagligstuen at se, således som den næsten uforandret var til 1840. Væggene lyseblå, oliemalede, men efter den Tids Skik af Lærred, slået på Rammer mellem Panélværk; tre Fag Vinduer ud til Strandgade, og på de to Murpiller mellem dem to, så
vidt jeg husker buede, men ikke svejfede, Mahognikommoder på höje, tynde Ben. På den lange Væg nærmest Brogade stod Sofaen af temmelig lyst Birketræ; den var, som alle Sofaer dengang, beregnet til at give Plads for tre Personer. Betrækket var ganske mørkegront, af et
klædelignende, formodentlig hjemmevævet Stof. Seks Stole, svarende til den, og foran den stod et Mahogni-Klapbord, hvorover der om Söndagen og ved anden höjtidelig Lejlighed var bredt et mørkegrönt, fint Klædestæppe, prydet med en stiliseret Blomsterbort i Orange. Denne Væg var delt i tre Felter, og i hvert hang et temmelig stort Oliemaleri, Portrætter af Husfaderen og hans Kone på Flöjene, og den sidstes Moder, gamle Fru Blicher i Midten. Ved Væggen nærmest Kirken stod Kakkelovnen og dens Appendiks: en vældig Brændekurv med
Bøgebrænde. Der var dernæst Dören ind til "Faders Stue" og nærmest Vinduet et Chatol af Mahogni med en buet Skydeklap og øverst tre buede Skabe som Opsats."
(citat: Marie Blom i: "Minder fra gamle grundtvig'ske Hjem" : bind 1-2)

I 1839 blev Grundtvig udnævnt til præst ved Vartov Hospitalskirke og han flyttede i 1840 til Vimmelskaftet i Indre By.

Mindetavle i Strandgade.
Mindetavle i Prinsessegade.

Mindetavler

På to mindetavler erindres det, at Grundtvig har haft bolig på Christianshavn.

Prinsessegade 52 - Grundtvig
Tavle for N. F. S. Grundtvig, 1783-1872, der boede i ejendommen 1824-1827.
"NIKOLAJ FREDERIK / SEVERIN GRUNDTVIG / BOEDE HER / 1824 TIL 1827"

Strandgade 4B - Grundtvig
Tavle for N. F. S. Grundtvig, 1783-1872, der boede i ejendommen 1829-1840.
"HER BOEDE / PRÆSTEN OG SALMEDIGTEREN / N. F. S. GRUNDTVIG / 1829-1840"

Grundtvigs bopæle på Christianshavn

  • Torvegade 25, december 1822 til forår 1823
  • Prinsessegade 52, forår 1823 til oktober 1827
  • Prinsessegade 50, oktober 1827 til april 1828
  • Strandgade 4, april 1828 til april 1840

Gennem sit liv boede Nicolai Frederik Severin Grundtvig mange steder i København. En komplet oversigt over Grundtvigs adresse i København, finder du i Steen Johansens to artikler "N. F. S. Grundtvigs bopæle (adresser) i København : I. Indtil 1821" (1960) og "N. F. S. Grundtvigs bopæle (adresser) i København : II. 1822-1872" (1963) trykt i Grundtvig Studier.