Bibliomanti: Sommerens spådomstrend for bibliofile sibyller
Drop krystalkuglen – bøgerne er hvor det sker for den litterære spåkone m/k. Nyhedsbrevet Litterær Fluxus guider igennem bibliomantiens forjættende verden.
Af Litterær Fluxus
Det samme gælder faktisk for spådomsmetoder som for internetporno: Hvis du kan forestille dig det, findes det derude. Gennem historien er der taget varsler af alt fra ost til økser og hellige kyllingers adfærd. (Det hedder hhv. tyro-, aksino- og alektryonomantik, hvis du mangler en fræk lille bid trivia til næste parmiddag).
Allerede nu spørger den nysgerrige låner måske: Hvad med bøger? Og naturligvis: hvis du vil skue ind i fremtiden, så der det ned på biblo. Kunsten at spå i bøger kaldes bibliomanti – en ældgammel praksis, hvis berømteste udøver måske er Nostradamus. Og hvornår har han taget fejl, måske? (Albaniens invasion af Rom er lige på trapperne!).
Mannakorn og tommelfingermetode
Bibliomanti går i al sin enkelhed ud på at tage varsler fra en passage i en bog. Der findes forskellige metoder til at udvælge passagen, men fælles for dem er, at man må stole på tilfældet og de guddommelige kræfter. Per Olov Enquists “Lewis’ rejse” om den svenske pinsebevægelse beskriver to metoder. Den ene er såre simpel: man kigger ud i luften og stikker tommeltotten tilfældigt ind i bogen (som selvfølgelig er B-O-G-E-N, altså bivlen, ikk'å) for at finde den passage, der rummer et hint til ens dilemma. Den anden er mere omstændig og kaldes ’mannakorn’. Her trækkes en seddel fra en skål med gott och blandat fra Biblen. Fristet? Træk et digitalt mannakorn, næste gang du mangler lidt inspo til Netflix-bladringen.
Beyoncéansk lodkastning og lækkert lingo
Bibliomanti har været udøvet i mange forskellige former på tværs af tid og rum, men tager ofte udgangspunkt i en særligt hellig tekst. De gamle grækere brugte Homer, romerne Virgil og religiøse mystikere kastede sig over deres respektive hellige bøger – biblen, torahen, koranen etc. Varselstagning fra kanoniserede tekster kaldes rhapsodomantik og er en underkategori af det, man inden for spådomme kalder ‘sortilegium’ – det vil sige problemløsning ved lodkastning. Derfor kaldes det for eksempel Sortes Virgilianae, når man bedriver bibliomanti ud fra Virgils Aeneide. Alt dette blot for at sige: Bibliomanti-lingo er l-æ-k-k-e-r-t.
Man man kan dog også vælge en bog der måske ikke er hellig for ret mange andre end én selv. På nettet kan man for eksempel erhverve sig bogen ”The Word of Bey for Prayer, Hoodoo & Bibliomancy”; en samling Beyoncé-lyrics til den danselystne spåkone m/k.
Robinson Crusoe 4 life
When my spirits are bad—Robinson Crusoe. When I want advice—Robinson Crusoe. In past times when my wife plagued me; in present times when I have had a drop too much—Robinson Crusoe. I have worn out six stout Robinson Crusoes with hard work in my service. On my lady’s last birthday she gave me a seventh. I took a drop too much on the strength of it; and Robinson Crusoe put me right again.
Wilkie Collins: “Månestenen”
Et eksempel på en mere excentrisk tilgang til bibliomanti kommer fra 1868. Dengang var Beyoncé ikke opfundet endnu, og det var detektivhistorien knap nok heller, men da Wilkie Collins udgav den nu klassiske "Månestenen” fik vi både en proto-detektivnovelle og et skønt eksempel på bibliomanti. I romanen får en smuk ung kvinde stjålet sin (forbandede) diamant, hvorefter familiens butler gribes af ”detektivfeberen”. Bevæbnet med sit eksemplar af “Robinson Crusoe”, til hvilket han har et forhold, der grænser til det parafile, kaster han sig ud i bibliomanti for at finde svar på mysteriet. Det er skide meta, for Robinson praktiserer selv bibliomanti i Defoes roman – selvfølgelig med Biblen. Han havde dog ikke de store valgmuligheder, kan man sige.
Frem med rølliken, Dick!
Taler man om bibliomanti, må man også nævnte I Ching eller Forvandlingernes bog – en traditionel kinesisk orakelbog bestående af en samling hexagrammer med tilhørende vers, som adspørges ved hjælp af mønter eller røllikestængler. Selvom denne spådomsmetode har rødder i konfuciansk tradition, er den også blevet en go-to for blegansigternes kreative klasse. Har du overhovedet været på det Københavnske datingmarked, hvis du ikke er blevet tvangsindlagt til at høre John Cages I Ching-inspirerede kompositioner?
Ligeså i den litterære verden. Tag blot sci-fi-legenden Phillip K. Dick, hvis kontrafaktiske klassiker ”The Man in the High Castle” ikke blot flyder over med I Ching-spådomme -- den er efter sigende også skrevet med rigelig brug af mønter og røllikestilk.
Til slut er der vel bare at opfordre nysgerrige læsere til selv at forsøge sig med bibliomantiens forjættende kunst. Følg eventuel Litterær Fluxus’ egen guide til en okkult sommer. Men husk, at hvad end du bruger Biblen eller en falmet krimi fra sommerhusreolen, så er det forbudt at snyde!
