Det idylliske landsted Rolighed

Af Silas Nielsen Mercier

Når moderne øjne betragter Christen Købkes maleri ”Parti af Østerbro i morgenbelysning” (1836) eller Ferdinand Richardts ”Prospect af Fru Heibergs Villa i Rosenvænget” (1865), rammes de fleste af samme overrumplende indsigt: ”Hvor har Østerbro dog været landligt!”. Vi kan i dag vanskeligt forestille os, at der lige uden for byporten har ligget landsteder omgivet af fiskedamme og vild na-tur, ej heller at der på Øster Fælled græssede kreaturer.

Danmarks hovedstad var midt i 1800-tallet en fæstning klemt inde bag volde og byporte; en trang overophobning af mennesker i baghuse og baggårde. Den andedam som kaldtes København var slet og ret ved at blive for lille, og i 1857 besluttede man at nedlægge voldene og fritlægge Nørrebro, Vesterbro, Østerbro og Amagerbro til bebyggelse.

Det kulturelle samlingspunkt på Østerbro

Industrialiseringen greb hurtigt om sig i byens brokvarterer, men frem til 1898 lå der endnu et idyl-lisk landsted på Gl. Kalkbrænderi Vej på Østerbro, der i generationer var et af byens kulturelle sam-lingspunkter. Landstedet hed "Rolighed"; et passende navn til et hus med roser, vinløv og væksthus i haven såvel som balkon med udsigt over Øresund på første sal. Her boede forlæggeren Søren Gyl-dendal frem til sin død i 1802, og senere har Oehlenschläger, B.S. Ingemann og Ørsted-brødrene siddet under husets poppelpil og lyttet til ånden i naturen.

Besøger man Gl. Kalkbrænderi Vej nr. 16 i dag, hvor landstedet "Rolighed" lå, afslører en minde-plade, at én gæst har haft et særligt forhold til landstedet, nemlig H. C. Andersen. På en rejse til Rom havde landstedets daværende ejere, ægteparret Dorthea og Moritz Melchior, gjort bekendtskab med den danske eventyrdigter. Mødet udviklede sig siden til et nært venskab, og fra 1866 frem til sin død i 1875 tilbragte Andersen sine somre på "Roligheds" første etage, hvorfra både Malmø og Landskrona kunne skimtes i solskinsvejr.

Frem til 1872, hvor H. C. Andersen leversygdom tog til, kunne man i sommerhalvåret møde den promenerende digter på Østerbros gader. Den fynske flanør holdt især af at frekventere maleren P.C. Skovgaard og skuespillerinden og forfatteren Johanne Luise Heiberg, hvis villaer på Rosen-vængets Hovedvej endnu kan ses i dag.

H. C. Andersen har både i digte og i erindringsværket ”Mit Livs Eventyr” (1877) sat ord på sin glæde ved sit livs sidste somre på Østerbro. Vi har støvet digtet ”Rolighed” op, hvor det lyder således:

Rolighed

Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden,
Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer,
Hvor "Rosenvænget" naaer til Øresund,
Og Konstner-Navne lyse ud i Verden.

Her trives Roserne. Det vilde Viinløv
Udfolder Efteraarets Farvepragt,
Mens bag Kastanietræer og Hyld og Popler
Et Hjem sig løfter, minderigt fra Fortid.
Her Sangen lød: "Eleonora Ulfeldt,"
Her Tænkeren sad under Poppelpilen
Og lyttede til Aanden i Naturen.

Det Hjem er nu et lille "Rosenborg,"
Med Taarn og med Altaner ud mod Sundet,
Hvor Malmø og Landskrona sees i Solskin
Og Tycho Brahes Ø og Gyldenlund.
I Karavane Skibe gaae forbi,
Slig Svaneflok, saa stor, kun sees i Sundet.

Naar saa i Aftnen Himlens Stjerner blinke,
Og Fyret fra "Trekroner" lyser vidt om,
Hvert Fartøi ude tænder sin Lanterne,
Troer man at see et festbelyst Venedig,
En svømmende, illumineret By.
Dog skjønnest er her inden fire Vægge,
I Gjestfrihedens lykkelige Hjem.

Johannes Ewald sang udødeligt
Rungsteds Lyksalighed. O, havde han
I vor Tid levet og i dette Hjem,
I dette Hjertelag, hos disse Venner,
Han havde sjunget da en deilig Sang
Om "Rolighed" og Rosenvængets Roser.

Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!

H. C. Andersen sov stille ind d. 4. august kl. 11.05 på landstedet Roligheden, Østerbro, 1875.