Ka de li Brahms?

Musik skal der til! En blandt flere kvaliteter i bestselleren ”Sommerfuglens stemme” er musikformidling på et overraskende højt niveau. Det er dejligt at læseopleve, løfter værket og spørgsmålet melder sig: Hvor er musikken i romanerne? Når nu musik betyder så meget for så mange, hvorfor skal så man bruge søgemaskiner og opsøge krinkelkroge i hukommelsen for at finde et par gode håndfulde titler? Svaret på dét spørgsmål må jeg nok alligevel lade ”blowing in the wind”, men her er et par håndfulde romaner med musik i – og gode indspilninger.

VERDENSKRIGENS MUSIK

Barnløshed, familietraumer og musik, det komponerer forfatter og saxofonist Benjamin Koppel sammen i ’Sommerfuglens stemme’. Tre musikalske værker dukker op flere gange og kommer til at være med til at give fortællingen form. Brahms’ Strygesekstet nr. 1, Mahlers Kindertotenlieder og Verdis Requiem*, følelsesladet senromantisk musik, som kan spænde sig op mod det forfærdelige personlige vidnesbyrd fra Verdenskrigen, som ’stemmen på båndet’ fortæller frem. Egentlig ikke langt fra de italienske operaer, kom jeg til at tænke, eller Sergio Leones berømte spaghettiwesterns. Musikken er med der, helt inde, hvor det gør allermest ondt. Men – og Koppel hjælper dygtigt – her skal læseren altså selv lytte musikken frem. UDOVER, at værkerne udgør en slags nøgler til de familietraumer, som det uforløste musikalske talent 40-årige Alexander kan mærke sidde i kroppen, fra Rigshospitalets fertilitetsklinik til Vesterbros caféer. På flere måder, ikke mindst musikalsk, en mere vellykket  bog end forgængeren ’Annas sang’, som dog har sin egen uspolerede charme – og som indledes med Brahms Requiem, som kører igennem hovedet på den purunge Hannah. 

Har man lyst til ren musikformidling af Benjamin Koppel, ja, så findes der jo ”Ud af musikken”, skrevet i samarbejde med psykolog Casper Rongsted.

To andre danske forfattere har for nylig også haft fat, med held, i kombinationen af 2. Verdenskrig og musik. Anne Lise Marstrand-Jørgensen viser endnu engang stor spændvidde i ’Sange om stilhed og hjem’, hvor hun på skift lever sig ind i en 12 snart 13-årig tysk pige på flugt fra russerne og en dansk konservatoriestuderende med idéen til et korværk, som skal give håb, men også opfylde hans ambition om at lave ny musik. De mødes i musikken – i flygtningelejren – og arbejdet med den hjælper dem med at bære traumerne. Og til allersidst, men ikke mindst, kommer en tredje stemme ind! ’Kvartet til tidens ende’ foregår under 2. verdenskrig i koncentrationslejren Görlitz i Tyskland og bygger på den virkelige historie om den franske komponist Olivier Messiaen, som under umulige omstændigheder skrev og opførte kvartetten af samme navn. Den danske forfatter Carsten Müller Nielsen lader de forskellige instrumentstemmer, det vil sige de 4 musikeres bevidstheder inkl. komponistens egen(klaver), veksle i tankestrømme, drømme, erindringer i et sindrigt og farverigt spil, som matcher den musikalske komposition.

SKØNHEDSFÆLDEN: SKYGGER I DEN KLASSISKE MUSIKKULTUR

Sød musik, måske lidt eskapistisk, men smuk og skøn. Kigger man en ekstra gang, så ser man måske skyggerne: Perfektionisme, gammeldags og utidssvarende pædagogik, elitært miljø, hvor vinderne trives og taberne knuses, krænkelser i skønhedens navn. 

Astrid Saalbachs ’Fingeren i flammen’ fra 2005 kastede længe før #MeToo et lys på krænkelser i den klassiske musikkultur. Claire er den unge og blændende smukke violinist, som får rigeligt uønsket seksuel opmærksomhed fra underviseren på konservatoriet, eller er hun – i skønhedens navn - gået ind i en leg: ”Fingeren i flammen”?  Saalbach er nøgtern, men ikke minimalistisk og forstår at sætte et lille drama op.

Også i Knud Romers ’Pigen i violinen’ følger vi en pige, hvis jagt på perfektion ender i forkrøblethed. Alligevel er den lille, nærmest gotisk gysende roman, skrevet på en endog meget stor kærlighed til den klassiske musik og dens kultur. Ikke mindst den nyligt afdøde pianist Alfred Brendel, hvis historie parallelt udfoldes. 

Det synes som om skønheden kræver ofre, måske også i ’Flugt’ af norske Carl Frode Tiller. Vi møder et par juleaften, som virker sært forstenede. Hun er (nok) forhenværende koncertpianist og sætter sig nu ved klaveret i hjemmet, som ikke rigtigt er noget hjem længere og spiller fra Bachs Das Wohltemperierte Klavier og vi følger hendes tankeflugt (og hans). Og det er så frygteligt og frygteligt smukt alt sammen og tankerne væver sig sammen med den fraværende søns. Hvem har svigtet? Slugte jagten på den perfekte klassiske skønhed omsorgen? En julefuga i Oslo med tre stemmer, hjerteskærende og alligevel sært forløsende. 

KA DE LI’ BRAHMS? (OG MAHLER?)

Da Benjamin Koppel skulle snakke om Brahms i sin talk på Valby Bibliotek her i foråret, så var han inde på filmen ”Holder De af Brahms?” fra 1961 med Ingrid Bergman og Anthony Perkins. Det er den danske titel(også på bogen), som svarer ganske godt til bogforlægget ”Aimez-vous Brahms?”(1959) af Francoise Sagan – den engelske titel blev ’Goodbye again’. Og der er altså bare noget med Brahms – en magnetisme, som kan gå begge veje; i Koppels bøger står det for sublim følsomhed, i Marstrand-Jørgensens er det det, som den unge komponist Simon Winkler for alt i verden vil fri af (og Carl Nielsen) for at finde frem til en nutidig musik.

Brahms dukker op som et åndehul i amerikanske Michael Cunninghams ’Dag’, som foregår d.5. april 2019. Og 2020. Og 2021. En corona-roman, kommer vi nok ikke uden om, med al sin klaustrofobi. Den lille kernefamilie i den kreative klasse i Brooklyn bliver testet på alle mulige måder. Manden genfinder sin musikalske skaberglæde, ser det ud til. Kvinden, moren, familiens hårdt prøvede ankerperson kæmper sig igennem et monstrøst stramt program og her fungerer Brahms’ Requiem, som en åndelig oase. En sand lise. Vederkvægelse. Klassemarkør? Absolut, alligevel forstår jeg måske Brahms bedre på den måde – ligesom når Koppel rigtig tager fat på den begejstrede formidling i sin Anna-trilogi (jo, han har lovet det).

Det er Thomas Mann-år, så jeg slutter med Gustav Mahler, som måske, måske ikke, var en del af forlægget til den lille roman ”Døden i Venedig”, hvor digteren Gustav Aschenbach på en rejse til Venedig forelsker sig i en ung, alt for ung dreng. Vores egen Christine Hesselholdt har nyligt skrevet en slags parafrase over Manns lille tragedie: ”Til lyden af sin egen tromme”. Og den underfundige østrigske Robert Seethaler har med ’Sidste sats’ også fat i Mahlers tragiske, men også langtidsinspirerende livshistorie.

Og så må jeg vist hellere tjekke Max Porters hypede ”Shy”, som foregår på en enkelt nat i 90erne, tre timer fyldt, efter sigende, med Drum’nBass.