Rundetaarn som fyrtårn

I december måned lyser Rundetaarn op med julelamper i Sneglegangens vinduer, og det er ikke første gang, der er lys i det gamle tårn. Faktisk har det engang optrådt som fyrtårn, og selv om det er hele 273 år siden, er historien nogenlunde godt belyst, om man så må sige.

Historien begynder i Skagen, der i 1747 havde fået sit første murede fyrtårn, Det Hvide Fyr, som dog til at begynde med var rødt. Oprindelig gav fyret lys med en såkaldt fyrpande, det vil sige en jernbeholder til brænde eller stenkul, som man var vant til det fra de tidligere såkaldte vippefyr og papegøjefyr.

Et nyt fyr skulle imidlertid have noget helt nyt at lyse med, tænkte man, og man producerede derfor et avanceret apparat, hvor der gennem 168 glasruder lyste 56 tranlamper, der gav genskin i lige så mange polerede messingplader. Hele anordningen var en to-tre meter bred, omtrent lige så høj og øverst forsynet med en forgyldt kugle.

Efter monarkens befaling

Apparatet blev lavet i København, og inden det blev skibet til Skagen, blev det afprøvet på Rundetaarn i marts og april 1750. Eller som det hedder den 2. marts 1750 i den første af flere artikler i avisen Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender, der dækkede forløbet, men endnu ikke havde fået helt fat i det rigtige antal tranlamper:

"Da det er befundet, at i Steden for den til Beste for de Søefarende hidtil med stor Bekostning underholdte Fyr ved Skagen i Jydland, kunde med bedre Nytte og mindre Omkostninger anlegges en saa kaldet Pharus eller Søe-Lygte, og saadant er Hans Kongel. Majestet allerunderdanigst bleven refereret: Saa er efter Monarkens Allernaadigste Befaling slig en stor Lygte, med nogle og tredive Lamper udi, bleven forfærdiget, og i Dag ophidset paa det runde Taarn her i Staden, for at proberes, om den kand præstere den forventede Effect."

Verdens syv underværker

Allerede i 1560 havde Frederik II (1534-88) bestemt, at tre af hans lensmænd skulle opføre fyr på Skagen, Anholt og den svenske halvø Kullen, der dengang var dansk. Årsagen var, at "dend søefarrinde mand og fremmede skipper" angiveligt havde beklaget sig over, at de stødte på grund, når de besejlede Kattegat og Øresund, som det fremgik af den kongelige skrivelse.

Fyrtårne opstod imidlertid ikke med Frederik II’s forordning, men går langt tilbage i historien med et af den antikke verdens syv underværker, fyrtårnet ved Alexandria, som det største og mest kendte. Fyrtårnet blev opført i 279 f.Kr. på øen Faros, der var forbundet med byen via en mole, og som gav navn ikke alene til tårnet, men også blev betegnelsen for fyrtårne generelt på flere sprog, heriblandt latin.

På et kort over området omkring Kronborg fra 1588 er "Pharus" således det udtryk, der bruges om Kullens fyr, og i en dansk-latin-ordbog fra 1626 angives ordet som svarende til det danske "Lyctetorn".

Verdens lys

Da grundstenen til Rundetaarn blev lagt i 1637, havde der tilsyneladende et stykke tid været en tradition for at afbilde fyrtårne og ikke mindst det berømte ved Alexandria med spiralformede opgange. 1500- og 1600-tallets forestillinger om fyrtårnet ved Alexandria, der på det tidspunkt for længst var blevet ødelagt af jordskælv, udgør derfor formentlig en del af baggrunden for Rundetaarns arkitektoniske udformning sammen med samtidige forestillinger om Babelstårnet og et væld af andre inspirationskilder.

Muligvis er det ligefrem blandt andet fyrtårnet, der tænkes på, når den latinske inskription på en af indskriftstavlerne ved Rundetaarns indgang nævner, hvordan Trinitatis-komplekset, som tårnet er en del af, "kappes med oldtidens pragt", som det hedder i oversættelse.

Men fyrtårne er ikke bare fyrtårne. Efterhånden blev de også tillagt en kristen symbolværdi, formentlig inspireret af, at Jesus i Johannesevangeliet henviser til sig selv som verdens lys. Også dette træk ved fyrtårnene har forbindelse til Rundetaarn, der i kraft af sin sidefunktion som kirketårn kan tolkes som et kristent fyrtårn.

Stor ståhej

Hvad angår Rundetaarns konkrete opgave som prøvefyr, varede den dog kun kort. Lygten til Skagens fyr fik tilsyneladende lov til at brænde ud over København flere aftener i træk, men efter godt en måned blev den fjernet.

"I Dag blev den tilforn ommeldte store Søe-Lygte, som hidtil har staaet opsat paa det runde Taarn her i Staden, taget ned igien", hedder det således i Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender den 13. april 1750. Senere samme måned får læserne at vide, at ”den oftomtalte Søe-Lygte, efterat den var bragt om Bord, [er] ført herfra til Skagen, for der at employeres [benyttes] til sit bestemte Brug”.

Det sidste blev dog ikke til noget. Trods det store arbejde kom lygten nemlig "aldrig til at brænde paa Schagen", som det hedder i en beskrivelse af Skagen fra 1780’erne, men blev "ført til Kiøbenhavn igien, og det formodentlig af den Aarsag, at man imidlertid har indseet, at Vinduerne udvendig maatte blive tildækkede med Iis og Snee om Vinterdage, og følgelig det vedbørlige Skin under slige Omstændigheder forsvinde, eller i det mindste fordunkles m. v."

Hvad der blev af lygten, vides ikke. Men den kom i hvert ikke tilbage til Rundetaarn, der måtte fortsætte sin fyrgerning på et rent symbolsk plan.