Sæt dig selv i spil

Interview med Sissel Bergfjord

Hvordan bruger du erindringer, minder, egne erfaringer og oplevelser som “brændstof” til dine skriveprojekter? 

Jeg bruger dem, hvis det er spændende og nødvendigt for mig at skrive om, men også interessant for andre end mig selv. Når man bruger sine egne erfaringer i fiktionen, så kan man ikke altid bruge det direkte, altså bare skrive det som man følte det og oplevede det selv. Indre følelser er ikke nok drama i sig selv. Så man er også nødt til at digte og finde på og skabe en ydre handling, så dem der læser kan følge det man skriver om, og så det bliver til skønlitteratur.  

I dine bøger er erindringer tit tæt forbundet til specifikke steder. Hvorfor det?  

Det er altid rigtig godt at have et konkret sted, som man kan beskrive, så man netop undgår at alting foregår i dialogen eller på det indre følelsesplan.   Jeg elsker selv at læse bøger med gode beskrivelser af hvordan der ser ud, nogen ser ud, dufte, fornemmelser og visuelle og helt specifikke ting.  

Hvordan hjælper det at tænke på konkrete steder, når man skal skrive om erindringer?  

Det giver ens fortælling en slags ramme, der er forankret i noget konkret virkelighed. Som forfatter er du jo nødt til at have en ide om, hvor din karakter er, og hvordan der ser ud, men det kan sagtens være et sted der opstår i fantasien.  

Hvordan sætter man sig selv i spil, uden at det bliver autobiografisk?

Det gør man netop ved at bruge sine erindringer i fiktion dvs. ved at dramatisere og finde på. 

I romanen Sortedam er Sigrids mor så fuld at stroppen på hendes kjole falder ned og blotter det ene bryst, og det hele bliver endnu mere pinligt end hvis hun bare var fuld. Jeg har bevidst dramatiseret en beruselse ved at tilføje noget mere for at den skal føles lige så pinlig for læseren som den føles for Sigrid. I I love Louise bruger jeg nogle af mine egne erfaringer med at have haft to stedmødre i mit liv, som ikke var særlig begejstrede for at have fået et papbarn med i købet. Begge papmødre har i flere tilfælde opført sig grænseoverskridende og ikke særlig voksent. Her er det den situation – at være uønsket - der er selvbiografisk, men det er fiktion, hvordan Louise, stedmoderen i bogen opfører sig. Hun ligner mine stedmødre ved at rumme den samme ambivalens overfor Mirjam, som mine stedmødre rummede over for mig som barn og som ung. 

Hvordan skal man forholde sig, hvis man gerne vil skrive autobiografisk?

Man skal skrive det ud fra et behov og være forberedt på at kunne blive misforstået af dem, der kender til ens liv og måske har været en del af erfaringerne. Selvom man har omskabt det oplevede.  

Har du nogle gode skriveøvelser eller råd til at få erindringer og minder bragt frem i skrivningen?  

Man kan begynde med at skrive nogle minder ned som scener. Og man kan prøve at huske at beskrive rummet, stedet, lyset, de personer der var til stede, ikke kun hvad de sagde men også måden de stod på, eller så ud på. Derefter må man tænke over, om det kan bruges og sættes ind i en længere fortælling. Måske skal det skrives om og ændres en del.

Skriv løs

Dette interview er en del af serien "Skriv løs". Serien giver dig tips og tricks til skrivning og forfatterskab fra fem undervisere på forfatterspirernes skriveklub. Serien er skabt i forbindelse med festivalen Vi elsker bøger og henvender sig til unge skrivende. "Skriv løs" ser på temaerne plot, dialog, karakteropbygning, tabu, at sætte sig selv i spil og hvordan man får tid til at skrive.