Litteratur og lyrik

En fængslende oplevelse: Krimiredaktionen på udgang

Krimiredaktionen deltog i den spritnye krimifestival Fængselsgangen i Albertslund, og tog derefter en snak med festivalleder Rikke Smith.

Af Laura Noszczyk

Krimifans fra Hovedstadsområdet har indtil videre måtte rejse langt for at deltage i en krimifestival, men det råder Albertslund Bibliotek nu bod på med Fængselsgangen, som blev afholdt for første gang i september. Krimiredaktionen søgte derfor om udgangstilladelse og drog med frivillig benlås til Vridsløselille Fængsel for at opleve en række af tidens hotteste danske krimiforfattere live. Efter en veloverstået dag bag tremmer tog Laura en snak med festivalleder Rikke Smith, som en del af jer sikkert genkender som vores tidligere kollega og skribent her på Krimispecial.

Fotograf: Kaare Smith

Hvordan opstod idéen om at lave en krimifestival i Albertslund?

”Det er noget jeg har drømt om i flere år, og nu opstod der endelig en mulighed for at prøve det af – og så endda på den bedst tænkelige lokation!”, udtaler Rikke Smith. ”Mine kolleger fra Albertslund Bibliotek har tidligere afholdt litteraturfestivalen Avisen Live i Vridsløselille Fængsel, så vi havde erfaringer at trække på, og med fængslet som venue fik vi skabt den helt rigtige stemning for det dedikerede krimipublikum.”

Fotograf: Kaare Smith

For rigets sikkerhed

Den første forfatter på scenen var Iben Albinus, som er aktuel med en bog, der er inspireret af virkelige hændelser. Anna Hartmann er føringsofficer i Forsvarets Efterretningstjeneste, og hun står overfor en ny operation, der virkelig kan få hende et par trin op ad karrierestigen. Det hele sættes på spidsen da en whistleblower beskylder FE for at aflytte danskerne, og Anna skal navigere i et giftigt magtspil, som også involverer en russisk spion, der siger, han vil hoppe af. 

Lyder det bekendt, det der med en whistleblower og aflytning? Ja, det syntes jeg også. Og det var noget af det, der var virkelig spændende ved at høre Iben Albinus fortælle om, hvordan hun har skabt sine egne karakterer og skruet på spændingsplottet, så det kunne fungere som en virkelighedsnær roman. Vi sad alle med følelsen, af at denne bog er værd at læse, og skrev os straks op til den.

Hvordan har det været at vælge og booke forfattere til festivalen?

”Det har faktisk været legende let, for både forfatterne og forlagene har vist stor interesse i at samarbejde og deltage, så vi har fået præcis de forfattere på programmet vi ønskede. Forlagene stillede også op med bogsalg, og publikum kunne få signeret bøgerne. Sidstnævnte skabte dog en del røre, da man en kort stund troede at der var udsolgt at Krefelds bøger om hunden Møffe!”

Fotograf: Kaare Smith

Guldgruber og gerningsgrise

Næst på scenen var Henriette Rostrup og Benni Bødker, hvis samtale var som skabt til at foregå i et fængsel fra 1859, da de begge skriver historiske krimier. De fik en snak om noget af det der er mest essentielt for genren, nemlig research. Begge forfattere finder det er utroligt spændende at dykke ned i historisk materiale, og ser arkiver som rene guldgruber. Ofte finder de meget mere information end historien kan rumme, så der må hakkes en hæl og klippes en tå for at få det til fungere godt narrativt, og samtidig skal der være øje detaljerne.  Vi lærte at gerningsgrise ikke kun er noget du kan støde på i den fiktive verden, da de inden for retsmedicinsk forskning spiller en central rolle som forsøgsdyr og biologiske modeller for menneskekroppen. Dette skyldes at grises anatomi, hudstruktur, organer og vægt minder meget om menneskets.

Bødker er aktuel med ”Endestation”, som er sidste bind i hans Komintern-trilogi om privatdetektiven Johannes Borum. Handlingen er sat i København under 2. Verdenskrig, med alt hvad dertil hører af mørklægning, rationering og tyske soldater i gaderne, og nettet strammes om Borum da han bliver viklet ind i en gammel mordsag. Som I måske kan regne ud, så var det ikke helt let at opklare mord på denne tid, og det gør ikke sagen nemmere at Borum er tidligere kommunist og helst skal undgå kontakt med Gestapo og det danske politi. Det er intens og hæsblæsende noir om at overleve i en verden, der ikke er til at stole på.

I tredje bog af sin trilogi om De fortabte tager Rostrup os med endnu længere tilbage i tiden, nemlig til 1. Verdenskrig, hvor lægen Louise Juhl arbejder på et hemmeligt forskningsprojekt om modgift til tyskernes biologiske våben. Desværre viser der sig at være grumme ugler i mosen, og Juhl bliver mere og mere mistænksom efterhånden som vigtige personer forsvinder, testpersoner forflyttes og hun nægtes adgang til dele af forsøgsanlægget. Handlingen i ”Det retfærdige blod” er ligeledes sat i København, og Rostrup formår at skrive et autentisk tidsbillede frem, og inkorporer samtidig et spændende plot med troværdige personkarakter. 

Hvorfor lige krimier?

”Vi synes det var på tide, at der blev sat mere fokus på genren, og med Fængselsgangen ønsker vi at give læserne mulighed for at opleve forfatterne tæt på og i længere samtaler end dem man fx kan opleve på Bogforum. En stor andel af danskerne læser krimier, og der udkommer hvert år mange gode danske krimier, så det føles helt naturligt at skabe et levende årligt forum for dette.”

Fængselsgangen Krefeld og Ahnhem
Fotograf: Kaare Smith

Ravn og Risk

Dagens tredje indslag var en samtale mellem Michael Katz Krefeld, som er opvokset på Vestegnen, og Stefan Ahnhem, som for ni år siden skiftede Stockholm ud med København. Udover at skrive krimier der foregår i vores nutid, så arbejder de begge med film og manuskripter, og ynder at flette musik ind i deres historier. Rikke Smith, der var moderator på samtalen, havde derfor medbragt en lille leg, hvor dansk og svensk musik skulle dyste mod hinanden, og det var yderst underholdende at se de to nationer kæmpe mod hinanden i et klassisk had-kærligheds-forhold.

Krefeld er aktuel med ”Mumien”, som er intet mindre end 11. bind i serien om Thomas Ravnholdt. Her kommer Ravn og hans team af specialister på en svær opgave, da de skal forsøge at stoppe en dommedagskult, som har planer om et nederdrægtigt virusangreb. Krefeld har i år også udvidet forfatterskabet med sin første børnebog, der sender Ravns populære hund Møffe på en børnevenlig mission. Normalt ånder alt fryd og gammen omkring Ravn og Møffes husbåd i Christianshavns Kanal, men en dag er alt vandet i kanalen forsvundet, og Møffe må i ledtog med sine venner sørge for at det kommer tilbage. 

Ahnhem, som er garant for nervepirrende og neglebidende spænding, er aktuel med ”Generation nul”, som er 7. del i serien om den svenske efterforsker Fabian Risk. Danmark spiller en central rolle i bøgerne om Risk, som har base Helsingborg og til dels arbejder med sager som trækker spor på tværs af Øresund og over til Station 1 i København. I ”Generation nul” bliver Skåne mørklagt af et blackout, og det bliver starten på en gådefuld efterforskning, som trækker Fabian Risk ind i et farligt spil med tråde til en højreekstremistisk organisation og sager om forsvundne børn. Ønsker du ikke at give dig i kast med en hel serie har Ahnhem også udgivet et par virkelig spændende enkeltstående krimier.

Kan vi se frem til flere fængslende krimioplevelser i Albertslund?

”Ja, det kan I, for vi var godt tilfredse med dagen, og tilbagemeldingerne fra publikum og borgere har været meget positive, så Fængselsgangen vender tilbage næste år. Desværre står fængslet over for en større renovering, så vi leder med lup og lommelygte efter nye rammer for festivalen. Et mysterium vi dog nok skal få løst i god tid inden september 2027!”

I Olsen Bandens fodspor

Mellem indslagene kunne publikum snuse omkring på fængselsgangene, besøge fængselsmuseet, hygge sig med en kop kaffe i luftegården eller lægge brikker i det store fællespuslespil bag tremmer. Arrangørernes største bekymring var om nogle af deltagerne ville fare vild i det labyrintisk anlagte fængsel, men så vidt vides blev alle løsladt og fængslet tømt efter sidste programpunkt. Ellers vil vi nok se nogle interessante overskrifter når man går i gang med renoveringen….. Og selvom Kjeld og Benny ikke kom kørende rundt om hjørnet i den ikoniske Chevrolet Bel Air da vi trådte ud af den grønne fangeport, så var det alligevel en særlig oplevelse at afslutte dagen med at skue ud over Egon Olsens Vej. 

Vridsløslille Fængsel
Fotograf: Kaare Smith

Relateret indhold