Velkommen på hylden: Mød Benedicte Huang

Benedicte Huang debuterede i marts 2023 med romanen ’Døtreskole’. Med en imponerende stilsikker pen og et smukt og billedrigt sprog udfolder forfatteren tilværelsen for en pige, der begynder i 8. klasse på skolen med det sælsomt klingende navn Edel Berthelsens Døtreskole. Pigen står på tærsklen mellem barndom og ungdom og pendulerer mellem begge verdeners forvirrende følelser og forventninger.

Hvornår og hvordan opstod idéen til ’Døtreskole’?

Det er ikke helt let for mig at svare på. Det føles, som om jeg i hundrede år har interesseret mig for og skrevet om relationer mellem piger og kvinder. Også om den konkurrence, der sommetider huserer i ungdomsvenskaber. Jeg har været opslugt af, hvor grænserne mellem venskab og romantisk kærlighed går. Og jeg har været optaget af, hvad der sker, når venskaber bliver så intense, at man begynder at overtage hinandens egenskaber.

Så hvis du finder Forfatterskolens afgangsantologi fra 2016, vil du i min bidrag allerede finde nogle af de karakterer, som optræder i ’Døtreskole’. Men hvor ’Døtreskole’ foregår i et realistisk folkeskolemiljø, er der langt mere mystik og surrealisme på færde i antologi-teksterne. På en måde har jeg altså været i gang med romanen, lige siden jeg gik på Forfatterskolen. Men det, der er endt bag omslaget til ’Døtreskole’ blev for alvor skabt fra foråret 2020, hvor Corona-nedlukningen gav mig mere tid til at skrive.

Hvordan gik det med at skrive ’Døtreskole’?

Det snakkede jeg faktisk med min redaktør om forleden. Hun sagde, at det jo gik så nemt for mig. Sådan tror jeg let, at man kan komme til at tænke, når bogen er udkommet. Men jeg synes virkelig, at det var uroligt og fuldt at tvivl at skrive bogen. Da jeg for alvor gik i gang, havde jeg jo allerede været i stoffet så længe, at processen aldrig rigtig føltes ny og frisk, men snarere som et gammelt, uvejsomt morads, der blev ved med at knopskyde. Jeg har mange gange været sikker på, at bogen aldrig ville blive færdig.  

Måske har du hørt, at man må ønske sig noget, når man taber en øjenvippe eller skralder en appelsin i én skrald? Hver eneste gang det skete for mig, ønskede jeg, at min bog ville blive til virkelighed. Ønsket har virkelig ligget som et smertefuldt åg. Men når jeg ser tilbage på den reelle skriveproces, har den nok kun varet et par år. Det er jo ikke usædvanligt lang tid.

Hvordan kom du videre, da det var svært?

På et tidspunkt i processen sagde min redaktør til mig, at jeg bare skulle skrive løs, når jeg syntes, det var svært. Hun sagde, at jeg skulle forsøge at skrive scener. I scenerne skulle der være personer til stede, og de skulle sige et eller andet til hinanden. Det råd tog jeg til mig.

Egentlig synes jeg, at det er vanskeligt at skrive scener, fordi jeg har svært ved replikker. Men opgaven var så konkret: Jeg skulle bare blive ved med at skrive, og når jeg havde skrevet i tilstrækkeligt lang tid, skulle jeg se, hvad jeg havde og forsøge at sætte det sammen. Det lyder banalt, men måske derfor var det en lille åbenbaring for mig. Jeg tager i hvert fald råddet med mig videre, når jeg skal skrive den næste bog.

Det er en meget stilsikker debutroman med smukke sprogbilleder og sammenligninger. Hvordan har du arbejdet med den sproglige stil?

For mig er det i sproget, at energien findes. For eksempel er jeg optaget af, hvordan fænomener også kan være noget andet end det, de umiddelbart ser ud til at være. Tingen er hele tiden i forvandling, undervejs med at blive til noget andet. På den måde kan ting stå og ’blinke’ mellem forskellige tilstande. Dét er der en skønhed i.

På samme måde handler ’Døtreskole’ jo om piger, som befinder sig mellem to tilstande – barndommen og ungdommen. Romanen har fremavlet sammenligner for at afspejle netop det forhold. Jeg er optaget af forvandlingen – men især er jeg optaget af, hvordan det kan lykkes én at blive i forvandlingen? Det er i hvert fald muligt i den sproglige sammenligning. Det er sælsomt og frydefuldt på én gang.  

Hvorfor skal man læse debutantbøger?

Fordi det er spændende at læse noget, man ikke kender på forhånd. Men også fordi det er lidt af en gave at følge et forfatterskab fra begyndelsen. Jeg synes selv, at det er sjovt at gå tilbage og læse etablerede forfatteres debutbøger. Det er jo der, det hele begynder.

Desuden er debuter jo tit mere eksperimenterende end de bøger, der kommer senere i et forfatterskab. Derfor er det også ofte i debuterne, at vi finder eksperimenter og brud i litteraturen. Og det er det vidunderlige!

Har du et godt råd til en, som sidder og drømmer om sin debutudgivelse?

Jeg tror, at det vigtigt, at man skriver om det, der interesserer en selv. Og så skal man være vedholdende og modig nok til at blive ved med at opholde sig i moradset. Men man skal også være tålmodig og sød ved sig selv, så det ikke kun bliver en hård kamp. Desuden må man være parat til at leve for meget få midler.