Velkommen på hylden: Mød Mathilde Moestrup

Mathilde Moestrup debuterede i februar 2023 med romanen ’Elektras breve’. En bog om to kvinder, der på trods af at tilhøre forskellige generationer og være meget forskellige steder i deres liv, deler visse skæbnesammenfald, som fører dem sammen.

Hvornår og hvordan opstod idéen til ’Elektras Breve’?

Når jeg taler om ’Elektras breve’, glemmer jeg ofte at fortælle, hvor lang tid jeg faktisk forsøgte at skrive den. Jeg vidste længe, at jeg ville skrive om en traumatisk familieoplevelse – at blive forladt af sin bror – men jeg havde svært ved at finde måden, bogen skulle skrives på. Så jeg har skrevet på mange forskellige udkast.

Jeg gik for alvor i gang med at skrive det, der resulterede i den endelige roman, i foråret 2020. På det tidspunkt gik jeg på den svenske skriveskole Biskops-Arnö, men var blevet hjemsendt på grund af pandemien. Jeg flyttede ind i en stor, tom lejlighed på Østerbro, ligesom den ene kvinde i ’Elektras breve’. Undervisningen fortsatte over Zoom, så jeg kunne hurtigt få feedback på det, jeg skrev. Jeg skrev romanen på cirka et år, da jeg først var i gang. Den tomme by og al tiden, jeg fik foræreret i kraft af Corona-nedlukningen, fungerede godt for mig.

Formen i ’Elektras breve’ er særlig. Hvad ønskede du at opnå med formen?

dele med en slags spejlingsform, dels have tre fortællestemmer: Ene, Elektra og E. Men den endelige form, den symmetriske form med fem dele, kom løbende. Det var et meget intuitivt arbejde, hvor jeg forsøgte at fornemme, hvad der fungerede og ikke fungerede, og så udsprang der idéer fra arbejdet undervejs.

Formen er blandt andet et forsøg på at skabe spænding. Spænding behøver ikke komme fra handlingen, men den kan komme af sproget, stilen eller opbygningen. Fx i spørgsmålet om, hvem der fortæller. Jeg var meget interesseret i de forskellige stemmer, og hvordan de fortæller om sig selv. De kan udtrykke noget og vælge ikke at udtrykke noget andet. I de valg og fravalg findes et stort drama. Mens jeg skrev, stillede jeg mig selv spørgsmål om, hvem der egentlig fortæller bogen, og hvem der samler de forskellige dele. Jeg synes, det var sjovt at give de spørgsmål videre til læseren.

I bogen indgår den græske myte om Elektra. Hvad har det givet dig at skrive dig op imod den?

Jeg havde svært ved at finde en måde at skrive om en søster, der længes efter sin bror på. Men til det passede myten om Elektra godt. Her er søskendeforholdet det betydningsfulde, og forældrene står lidt i baggrunden. Det synes jeg, er smukt. Jeg havde brug for Elektra, ligesom karaktererne i min bog har. De bruger Elektra som en stemme, de kan tale igennem, for at skabe plads til at tale sammen om deres længsel. Det er fascinerende, at myterne kan vække så meget genklang i én så mange tusind år efter, de er skrevet. Det er en oplevelse af almenmenneskelighed, som kan gå på tværs af tider og steder.

Hvorfor skal man læse debutantbøger?

Fordi det er spændende ikke at vide, hvad man kan forvente af en debutant. En debutant kan slå noget nyt an og udpege en ny retning for litteraturen. Tænk på Sabitha Söderholm eller Amina Elmi, som beskriver nogle flersproglige erfaringer og finder nye former til det. Det er vildt interessant. Det bliver også spændende at se, hvilke spirende forfattere og digtere, de kommer til at inspirere.

Har du et godt råd til en, som netop nu sidder og skriver og drømmer om sin debutudgivelse?

Hvis man allerede har en fod inden for det litterære miljø, skal man bruge sit netværk. Hvis man ikke har foden indenfor, skal man presse på og være modig. Det er også en god ide at opsøge andre skrivende, fx på et skrivekursus.

Derudover vil jeg fremhæve en pointe af forfatteren Rachel Cusk. Hun har sagt, at skrivning har meget lidt med talent at gøre. Det handler langt mere om disciplin og om at øve sig. Mange har en forestilling om, at man skal være et geni for at blive forfatter, men det kan være meget hæmmende for at få skrevet, hvis man synes, at alt, man skriver, skal være genialt. Hvis man vil skrive en god bog, skal man have en stærk drift efter at skrive og arbejde hårdt for det. Hvis man vil, så kan man godt. For mig er den tanke frisættende, fordi ingen er dømt ude på forhånd.