Velkommen på hylden: Mød Aske Viuff

Aske Viuff debuterede i august 2023 med romanen ’Terminaler’. En fortælling om en mand i midten trediverne, som forsøger at finde sin vej i livet. Gennem sit arbejde som servicemedarbejder på en afdeling for alvorligt syge kræftpatienter danner han relationer til andre mennesker, mens læserne får et indblik i hospitalet som en slags miniatureudgave af samfundet.

Hvornår og hvordan opstod idéen til ’Terminaler’?

Jeg havde i lang tid haft en drøm om at skrive og blive forfatter. Men hvis jeg for alvor skulle gøre noget ved det, indså jeg, at jeg måtte satse mere på det. Så jeg droppede ud af universitetet, og samtidig fik jeg arbejde på Rigshospitalet. 20 timer om ugen.

Dengang havde jeg ingen planer om at skrive om, hvordan det er at arbejde på et hospital. Faktisk vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle skrive om. Så jeg begyndte bare at skrive en slags logbog fra hospitalet for ligesom at skrive mig varm, inden jeg kom hen til det, jeg rigtig ville skrive. Jeg skrev bare, hvad jeg så og oplevede. Fx de rum og det interiør, der er på hospitalet, og de roller, som forskellige personer indtager. Det var starten på ’Terminaler’.

Hvordan gik det så med at skrive ’Terminaler’?

Jeg opdagede hurtigt, at jeg på hospitalet fik stof at skrive om. Men der gik ret lang tid, før jeg indså, at det kunne blive til en roman. I begyndelsen troede jeg, at jeg skulle skrive mere personlige essays om, hvad hospitalet er for et sted. Men i nogle af teksterne sneg der sig en mere narrativ form ind. Så det manus, jeg først sendte til forlaget, rummede både essayistiske tekster og tekster, som mindede mere om den form, man finder i romanen.

Forlaget var mest interesseret i de dele, der pegede i retning af en fortælling med karakterer og udvikling. Jeg forsøgte at finde min måde at oversætte deres ønsker til mine egne. Det var en udfordrende og lærerig proces.

Hvorfor er hospitalet et spændende rum at skrive om?

Hospitalet er et slags miniaturesamfund, der spejler samfundet og dets strukturer. Fx er der et bibliotek og en intern post og et tog på hospitalet, og man kan man sige, at de sociale klasser fordeler sig efter bygningens struktur. I kælderen er portørerne, og her møder rengøringsmedarbejderne også ind. Dem med magten sidder længere oppe i bygningen.

Selvom folk har uniformer på, så de sociale klasser på den måde er tilsløret, er kommandovejene og hierarkierne alligevel meget klare. Servicemedarbejderen er lavt placeret i den hierarkiske struktur, men ”drifter” også rundt mellem de forskellige roller og lag, patienter og ansatte. Det var interessant at skrive derfra.

Hvad håber du, at læserne får ud af at læse bogen?

Det tænker jeg ikke så meget over. Men noget, jeg har tænkt på, mens jeg har skrevet på bogen, er det komplicerede forhold, der er mellem de professionelle omsorgsarbejdere og patienterne. ”Professionel omsorg” kan virke lidt paradoksalt. Hvad er omsorg værd i kroner og øre, hvilken omsorg er der råd til, og er det overhovedet omsorgsfuldt at tale om omsorg i økonomiske termer? Det bliver ekstra tydeligt, at omsorg også er økonomi, når sygeplejerskerne er så underbemandede og disrespekterede, som de er, i disse år.

I bogen kommer den interesse til udtryk ved, at hovedpersonen lidt uforvarende kommer til at levere et omsorgsarbejde for to kræftpatienter, selvom det er uden for hans ansvarsområde. Men han tager sig tid til at lytte og tale med de to patienter om deres sorger og tanker om at have kræft, og hvad er mere omsorgsfuldt end ”at tage sig tid”? Det er netop det sygeplejerskerne ikke kan, når de er så stressede i deres job.

Hvorfor skal man læse debutantbøger?

For at følge med i ny litteratur. Selvfølgelig er etablerede forfattere også med til at forny litteraturen, men debutantlitteraturen kan forhåbentligt bidrage med noget nyt.

Har du et godt råd til en, som drømmer om sin debutudgivelse?

Jeg tror, det er den norske digter Gunnar Wærness, der har sagt noget i stil med, at man skal skrive den bog, man kan, ikke den bog man vil. Dét råd ville jeg gerne have fået tidligere. Jeg løb i mange år panden mod en mur, fordi jeg målte mig selv op imod en litteratur, som jeg bildte mig ind, jeg gerne ville skrive. På et tidspunkt gav jeg slip på det, og så skrev jeg bare. Jeg skrev det, jeg kunne skrive.

Så hvis man kan genkende det med at låse sig selv med selvkritik og sammenligninger, synes jeg, det kan hjælpe at tænke: fuck politiet, saml mod til dig og så bare skriv om det, der falder dig ind og som føles vovet.