Et liv i sus og dus

At hente kraft og styrke

Udenfor hovedstaden fandtes der allerede fra 1820’erne haveforeninger ved købstæderne i Hertugdømmerne. Og i 1650, da Frederik 3. fik anlagt Frederiksodde, der senere blev til Fredericia, var der planer om havekolonier, der skulle forsyne byen med frugt og grønt i tilfælde af belejring. De blev ikke til noget. Men der fandtes havelodder for småfolk andre steder, fx ved København, hvor Christian 4. nedlagde 40 småhaver, så Rosenborg Slotshave kunne anlægges.

Ideen til det, vi i dag kender som haveforeninger eller kolonihaver, hvor byernes arbejderklasse kunne få jord under neglene, kom ikke oprindeligt fra arbejderbevægelsen. Den opstod i andre sociale lag. Haverne blev nemlig af 1800-tallets liberale også set som et udviklingsprojekt, der skulle løfte arbejderen fra lejer til ejer. Og i Aalborg Stiftstidende blev haverne i 1885 endog beskrevet som et sted, hvor familierne kunne ”hente den nødvendige Styrke og Kraft til at møde det ofte sundhedsnedbrydende Arbejde i Fabrikker og Værksteder eller Opholdet i mindre heldige Boliger”.

At man kunne ændre på arbejds- eller boligforholdene, blev ikke nævnt i artiklen.

Højres Kirkegaard

Ved Guldbergsgade på Nørrebro anlagde Arbejdernes Værn i 1891 en kolonihaveforening. Foreningen var en del af regeringspartiet Højres strategi for ikke at tabe arbejderstemmerne efter smedelockouten i 1885, hvor Venstre var gået sammen med arbejderne.

Kolonihaver og baller blev en del af tilbuddet, som fik ganske stor succes.

Haverne på Nørrebro, der i 1892 blev fulgt af endnu en forening vest for Assistens Kirkegaard med tilnavnet ’Højres Kirkegaard’, var mindre, end de haver, man havde i provinsen. De var på 100-200 kvadratalen, der svarer til omtrent 40-80 kvadratmeter. En have på 100 kvadratalen kostede 10 kr. i årlig leje, så der var ikke tale om, at det var tilgængeligt for alle eller ren velgørenhed.

Blandt medlemmerne opstod jævnligt konflikter, da bestyrelsen ”til stadighed blandede politisk agitation ind i haveforeningens arbejde”, som Inger Tolstrup skrev i 1980 i bogen Kolonihaven.

I 1892 brød nogle af medlemmerne derfor med Arbejdernes Værn og stiftede Det Kjøbenhavnske Haveselskab, der skulle være upolitisk. Deres første anlæg blev Vennelyst ved Christianshavns Vold i 1892.

Fra varieté til violer og vellevned

Vennelyst var i 1890’erne navnet på en restauration og varieté, der havde stor succes med forestillinger, der trak flere hundrede gæster. Bag den tidligere villa var der tivoli med forlystelser og skydebane. Og det var i området ved restaurationen, at der blev lejet jord af Københavns Kommune og udbudt havelodder til leje i en haveforening, der fik navn efter villaen.

Lejerne i Vennelyst var ikke alle sammen arbejdere, der dyrkede grønsager, selvom formålet for haveselskabet bl.a. var ”blandt Smaakaarsfolk at vække Interesse for brug og opdyrkning af Haveprodukter”. Lejen var nemlig forholdsvis høj: 10-20 kroner årligt for en have på 200 kvadratalen i en tid, hvor en almindelig ugeløn for en arbejder var omtrent 14 kr. Men for at blive lejer skulle man desuden tegne sig som aktionær for mindst 50 kr.

Derfor var mange af lejerne i Vennelyst fra det bedre borgerskab, og de havde snarere lyst- end nyttehaver med små, ofte pittoreske, huse. Beliggenheden tæt ved byen og de grønne omgivelser var attraktive, selvom en af foreningens naboer var den kommunale pumpestation. Den grimme lugt derfra var nok ikke så meget værre end lugten så mange andre steder i det dårligt kloakerede København.

Koks, kartofler og kærlighed til naturen

Antallet af haveforeninger steg voldsomt under og efter første verdenskrig, og ofte blev de anlagt på opfyldte lossepladser. I 1976 indsamlede Nationalmuseet beretninger om kolonihaverne, og herfra stammer denne erindring fra en have i den opfyldte Lersø. Også der skulle jorden graves godt igennem, før den egnede sig til havedyrkning: ”Far lavede to Rammer med Staaltraad og saa begyndte han systematisk at kulegrave Haven… der var jo en masse andre Ting, der skulle smides væk, og naar der kun var Koks tilbage… blev (de) oversprøjtet med vand, derefter kom de i sække, naar de var tørret lidt… Et Aar var der 30 Hl. … som vi havde stor glæde af om Vinteren.”

Haveforeningerne var populære, og de gav et godt supplement til mange husholdninger foruden frisk luft og ’et liv i sus og dus’. Stauning talte ved Kolonihaveforbundets Landsudstilling i 1925, og lagde vægt på, at ”En Kolonihave anlægger man ikke saa meget for Pengenes Skyld, som af Ideelle Grunde.”

At haverne havde en positiv indvirkning på både store og små blev ofte fremhævet: ”Den moralske Indvirkning, som Kolonihaverne kan bidrage til, vil være størst for Børnenes Vedkommende, derved, at de i første Række undgaar de ofte slette paavirkninger, som Livet paa Gaden i mindre godt Selskab kan medføre. … De faar efterhaanden Kærlighed til naturen og dens Frembringelser.”