Synkoperede helvedesrytmer - jazz i København
Sommeren summer af musik. Ikke mindst her i juli, hvor jazzen sniger sig ind på os, uanset hvor vi går og står.
Byen har været midt i en jazztid i omtrent hundrede år. Engang var det forundrings- og forargelsesskabende koncerter, der væltede byen og dens borgerskab. I dag er det store og små koncerter, der skaber en rytmisk puls, mens vi stadig nynner sammen med Leo Mathisen, at vi skal 'Take it easy'.
Af Mai-Britt Tollund
’Overraskelsernes musik, pulsen i kroppen, sødmen og smerten i melodierne, den dristige leg på kanten’
Christian Munch-Hansens bog ’By af jazz’ er en kærlighedserklæring til Københavns jazzfestival.
Ideen til festivalen kom i 1978. Poul Bjørnholt blev ansat til at skabe mere liv i byen og kom op med festivalen. For jazzspillestederne lå allerede tæt;
’man kunne lave en jazzfestival ved at kombinere torve og spillesteder. … Man skulle kunne gå ud om eftermiddagen og høre musik udendørs, og ud om aftenen og høre musik indendørs.’
København var på det tidspunkt allerede en jazzende by. Den første, danske jazz blev spillet i 1920’erne, hvor der både kom orkestre på besøg udefra og dannet lokale grupper.
’…synkoperede helvedesrytmer, dette flammende bål af vildskab’ var nogle af de fraser bladet Eva brugte i sin omtale af det amerikanske orkester Chocolate Kiddies under ledelse af Sam Wooding, før orkestret kom til København for at optræde en uge i Cirkusbygningen. Og det skal her nævnes, at bladet Eva så frem til koncerterne som
’efterårets store oplevelse – den syngende og dirrende rytme, der fik os til at huske på, at livet trods alt var værd at leve.’
Mange danskere var tilsyneladende ikke vante med hverken et stort orkester med sorte musikere eller jazzen. ’Bagvendt kolbøtteslående himmelspjæt med musikalsk takt og tone. Hønsegårds- og Zoologisk Have-symfoni. Smagløst rabalder’ er en del af Erik Moseholms opsummering af avisanmeldelserne i ’Da den moderne dansemusik kom til Danmark’. Publikum elskede det! Og BT skrev da også om en ’…hypnotisk magt, der fik folk til at le og græde på en gang og jazze i stolesæderne…’
De danske musikere kunne dog også: Leo Mathisen dannede sammen med Anker Skjoldborg og Otto Lington trioen ’We three’ i 1927, der ikke spillede dansemusik, men hot jazz, skrev Otto Lington i 1941 i sin bog ’Jazz skal der til:
’Desværre var vi lidt forud for vores tid, så nogen fabelagtig succes kan jeg ikke påstå, at vi fik.’
I Erik Moseholms bog opridses det, hvordan de danske orkestre og det københavnske publikum var vante med at høre moderne dansemusik, snarere end den amerikanske ’hotte’ jazz, der havde sit udspring i de sorte amerikaneres musikkultur.
Det ændrede sig dog over tid.
Min mand spiller saxofon
’Når jeg lukker øjnene og tænker tilbage, ser jeg for mig to ’verdener’. Den ene er et pulserende amerikansk 52nd Street miljø, som jeg synes Montmartres første mange år kom meget tæt på at ligne. Vingården ovre på Nikolaj Plads lignede mere et latinerkvarter i Paris … det havde hver sin kvalitet, synes jeg’
fortalte Palle Mikkelborg i bogen ’Montmartre’, der giver et medrivende blik ind i jazzhusets betydning for den københavnske musikscene i 1960’erne og 70’erne.
I marts 1959 spiste Anders Dyrup, der drev det nyåbnede Montmartre, frokost på A’Porta, da en svensk kvinde henvendte sig til ham. Om han var den Anders Dyrup, der drev koncertstedet? Ja, for hendes mand spillede saxofon.
Ægtemanden viste sig at være Stan Getz, der kom til at spille en række koncerter på Montmartre med fx pianisten Jan Johansson og bassisten Oscar Pettiford, der til Politiken i 1959 fortalte at
’disse dage i København sammen med Getz er for mig en musikalsk og menneskelig leg – som en tur ud i det danske sommerland.’
Getz og Pettiford blev fortroppen for en lang række amerikanske jazzmusikere, der kom på kortere og længere besøg – og for nogles vedkommende endte med at bosætte sig i København – satte deres præg på musiklivet, der blev meget internationalt anerkendt.
I really dig that
’Det var en fantastisk sommerdag. Der var tusinder af mennesker. Vi havde aldrig spillet så stort et job før, og jeg var jo bare en ung pige’
fortæller Cæcilie Norby i 'By af jazz' om Frontlines koncert ved jazzfestivalen i 1985 på Christiansborg Slotsplads. For det er ikke kun publikum, der får store oplevelser ved jazzfestivalerne: ’… jeg kunne se og fornemme på Jørgen Emborg og Ole Thøger, at det var et meget prestigefyldt job.’ Koncerten gik rigtig godt, lige efter Frontline skulle Gilberto Gil spille, og Norby husker, hvor stolte de blev, da Gil roste dem; ’I really dig that’.
Ikke alle musikerne var dog lige samarbejdsvillige, i 1987 skulle Nina Simone have åbnet festival, kan man læse i ’By af jazz’:
’…en uge inden festival begyndte der at tikke mærkelige krav ind på telefaxen i Nørregade: bestemte blomster i vaser, ægte tæpper på scenen, et hotel med swimmingpool, sodavand af en ukendt type, en massør til rådighed .. og congotrommer på værelset.’
Nina Simone blev afbooket igen.
I en helt anden boldgade fortæller Maria Carelse i bogen, at Wayne Shorter efter sin festivalkoncert i 2001 virkelig gerne ville have noget at spise. Shorter var buddhist og ret helsebevidst, så Carelse var overrasket, da han bad om pizza og grillkylling. Selvom det var efter midnat lykkedes det hende at skaffe begge dele.
I midten af 1980'erne vendte Niels Christensen plader på Montmartres diskotek. På det tidspunkt var spillestedet rykket til Nørregade, og der var fuld gang i dansegulvet en sen aften:
’Jeg lagde mærke til en sort mand i lang frakke, der diskret stod inde i skyggen, mens han vuggede i takt til musikken. … Gisp, det er Herbie Hancock!’
Hancock havde spillet med Chick Corea i Odd Fellow palæet, og i øvrigt lige udgivet en ny plade. Om Christensen ville spille den, hvis Hancock hentede den på sit hotel? Det var et solidt ja tak, og Hancock foreslog selv, at det skulle være nummeret ’Tell everybody’ der skulle spilles. Den satte gang i dansegulvet, fortæller Christensen i sin bog ’Montmartre i Nørregade: mig og Monten.
København var og er stadig midt i en jazztid, vi ved aldrig, hvor og hvornår musikken finder os. Bagefter kan vi gå ad Åboulevarden med Dan Turéll og synge om alt, hvad vi ser:
'Når den sidste tone den er spillet
og det allersidste ord er sagt –
Når klicheen er tilbage fra mit billed
og trommen standser midt i fjerde takt’
Mere fra Bag om København
Vis flere
Dyk ned i Københavns historier – direkte i din indbakke
Er du interesseret i Københavns historie og byens udvikling? Med nyhedsbrevet 'Bag om København' får du hver måned spændende artikler om byens kvarterer og historiske begivenheder. Vi giver dig inspiration til gode bøger, spændende arrangementer og bogkonkurrencer.
Tilmeld dig i dag og få byens historie leveret direkte i din indbakke
