I bølgen blå – fra skrækbade til havnebade
Solen blinker i vandet. Det er sommer i København, og det betyder badeliv, vaffelis og gyset, når man hopper i havnens kølige vand. Som københavnere i mange generationer gjorde. Indtil havnen blev så beskidt, at man ikke engang ville bede skolebørn hoppe i længere.
Af Mai-Britt Tollund
Vi dingler benene over det dragende vand. Jeg har inviteret min litterært begavede kollega Tanne Schlosser Søndertoft til at tale om badeliv og vand. I havnen, i litteraturen og i historien.
"Havet bliver blødere i løbet af sommeren" skriver Luka Holmegård skriver i digtsamlingen Havet i munden og, fortæller Tanne, så er badeliv og de københavnske havnebade og strande en stor del af teksterne – vi bliver enige om, at det ser ud som om københavnerne bliver blødt op af vandet, når man cykler langs havnen eller over broerne om sommeren. Livet flytter udenfor. Selvom det er en kold og regnfuld sommer. Vandet drager alligevel.
Det er ikke noget nyt, at københavnerne bader i havnen. Fra 1800-årene blev badning og svømning noget københavnerne kastede sig begejstrede ud i. Ærkekøbenhavneren Kierkegaard skrev om ’det skjønneste Øjeblik i mit Liv, naar jeg staar nede paa Badehusene afklædt, Døren er aaben – den hvide Horisont – Luften er diset – jeg har intet mere med Verden at gjøre – jeg er splitternøgen – springer ud i vandet.’ Og splitternøgne var de ofte, de fortidige, badende københavnere. Mænd og kvinder badede derfor adskilt fra hinanden.
Lars Larsen hed en entreprenant bryggersøn, der selv holdt af at bade, og i 1786 anlagde han for enden af Citadels-veien – der dengang forbandt Sortedamssøen og Øresund - den første, københavnske badeanstalt. Her blev der mod betaling tilbudt ’skræk eller dyppebade’. Året efter blev badehusene og pontonerne flyttet til Applebys kølhalingsplads på Christianshavn, hvor vandet mentes at være renere. Ofte måtte københavnerne vente i timevis på, at det blev deres tur til at komme i de populære bassiner. I sommeren 1788 mindede lægen Johann Clemens Tode om, at ’de Skrantne og Svagelige … ikke lade denne fordelagtige Tid gaae forbi, og bade medens det var sikkert.’ For man burde ikke bade i kulde eller blæst, var holdningen. Der var endnu ingen københavnske vinterbadere.
I 1800- og starten af 1900-tallet blev havet eller havnen ofte brugt til dyppebade, beretter Tanne, der i 2019 var medforfatter på bogen Det badende menneske: Det var hurtigt i og op igen, enten fra badevogne eller platforme. Ved Skagen blev de badende rådet til ikke at være i mere end 5 minutter ad gangen, da virkningen så ville være indtrådt – og det uanset om man søgte lindring for søvnløshed, tuberkulose eller fx "Kvindesygdomme".
Men sideløbende bredte svømningen sig. Badebassinerne blev større, så der var mulighed for at svømme længere ture. Allerede i 1804 blev der afholdt svømmekonkurrencer i bassinerne ved Hønsebroen, der var en flydebro mellem Nyholm og Toldbroen. Og i 1902 kunne man i Illustreret Tidende læse om opvisninger, afholdt af gymnastikforeningen Hermes, der skulle ’vække Almenhedens interesse for Svømmeidrætten’. Både drenge og unge damer optrådte med svømning i flådens leje, men størst jubel vakte nok den danske mestersvømmer grosserer Lykkeberg, der i august 1902 ’tilbagelagde i 67 ½ Secund 68 Meter under Vandet’ – det mente man aldrig var sket før, og vandet havde endda kun været 11 grader varmt.
Fascinationen af svømmerekorder holdt. I dag husker vi ikke mindst svømmepigernes præstationer i 1930’erne, hvor Jenny Kammersgaard i 1937 svømmede over Kattegat fra Odden til Djursland. Det tog hende 29 timer og 5 minutter.
I sommeren 1937 blev der også arrangeret stafetsvømning fra København til Horsens, hvilket provokerede Bøjesen Barfod, der var formand for Københavns Atletik Forbund: "At vi ikke kan blive fri for Distancesvømninger, der ikke er andet end en af det ”civiliserede” Samfunds Galskaber, er vel givet, al den stund det for visse Mennesker er den eneste Maade at reklamere for sig selv og andre paa. … Nærmer vi os Svømningens Ragnarok?"
Men ikke alle københavnere var enige. Da Jenny Kammersgaard, dagen efter hun havde nået kysten nord for Grenå, ankom til Hovedbanegården, håbede hun at se sin veninde Ruth på perronen. Veninden var der ikke alene – flere tusinde mennesker var mødt op for at se Kattegatbetvingersken, som aviserne kaldte hende. "’Jeg maatte ud på Balkonen og vinke over Raadhuspladsen (avisen Politiken var sponsor, derfor stod hun på deres balkon, ikke Rådhusets), hvor Folk blev ved med at raabe mit Navn. ... Jeg var sørme saa glad, at jeg næsten ikke kunne trække Vejret."
På havnekanten taler Tanne og jeg om, hvordan vandet og havet i litteraturen og mytologien ofte er symbolsk ladede. Det var være symbol på overgange eller undergange, på livet såvel som på døden. Og vandets bevægelser og strømme inspirerer også ofte forfattere til tankerækker efter tankerækker, der fx Virginia Woolfs bog Til fyret, skyller ind over læseren og langsomt ændrer forståelsen, langsomt udhuler det, vi tror, foregår i teksten. Københavnerforfatteren Peder Frederik Jensen fortalte, da han var månedens forfatter på Hovedbiblioteket, hvordan han elsker at skrive om vand: Vandet binder os sammen, samtidig med, at det forandrer alt og kan være både skabende og ødelæggende. Det sidste er hans roman Rans vilje om stormfloden på Lolland i 1872 et gribende og velskrevet eksempel på.
Vandet har ikke kun destrueret, det blev også selv ødelagt. I fotobogen København Con Amore, som Søren Ulrik Thomsen og Jokum Rhode lavede i 2006, er havnen stort set fraværende. Det København fra 1970’erne og 80’erne, som de mindes, vendte ryggen til havnen. Den var industriel, tillukket, beskidt. Badeanstalterne i havnen blev lukket i 1950’erne og i 1954 forbød stadslægen al badning i havnen.
Først i starten af dette årtusinde blev ’hop i havnen’ noget københavnerne sagde til hinanden, som andet end et hånligt udtryk. Måske kommer vi også til at hoppe i åen igen?
