Erik Ejegod – helgenbror, helgenfar & horekarl

Også i Pafos på Cypern er en gade opkaldt efter kongen, der døde på øen. Hans gade er nok kort, men Erik Ejegod var en af middelalderens berejste konger.

To gange drog han på pilgrimsfærd. Og i disse måneder, hvor vores rejselyst ikke nødvendigvis kan få afløb, kan vi da drage med Erik sydpå, til Italien, til Konstantinopel og til Cypern. Datiden havde ikke som nutiden et fast centrum for kongemagten, kåringen af konger foregik på ting – og der var ikke en hovedstad i riget; Erik Ejegod boede fx i lange perioder på kongsgården i Slangerup, hvor hans efterfølger, Niels, valgte at bo i Roskilde. Vi er derfor i denne udgave ikke blot ’bag om’ København, men også ’før’ København. Byen fandtes nok som et fiskerleje ved Øresund, men fik først en plads i vores skriftlige historie med Absalon, der var nært knyttet til Eriks sønnesøn Valdemar. 

Erik Ejegod efterfulgte sin bror, Oluf, på tronen i 1095. Oluf, med det lidet flatterende tilnavn Hunger, havde hersket over landet i syv år ”hvoraf ikke et eneste havde været frugtbart” fortæller Roskildekrøniken. Saxo fortæller, at kong Olaf af kærlighed til landet og folket ”villigt gav sig selv hen for at løse landet af ulykke.. (og) ofrede da sit liv for sine Landsmænd”, hvilket satte en stopper for hunger og misvækst.

Erik Ejegod eller Egode kom på tronen i 1095, hvorefter vejret blev bedre og jorden så frugtbar, ”at en lille skæppe korn ikke var mere værd end to penning i gangbar mønt” beretter Ryd Klosters Årbog. Roskildekrøniken er mere kritisk overfor spørgsmålet om, hvorvidt de gode år skyldes Erik, der ”fandt på mange urimelige og uretfærdige love”, men den ikke-navngivne munk fortæller os desværre ikke hvilke love.

Erik Ejegod rejste udenlands flere gange, ifølge Saxo først til Rom for at tale paven fra at lyse ham i band, som ærkebispen i Hamborg ønskede på baggrund af ”løs snak” hævder Saxo, men antageligvis også for at få broderen Knud helgenkåret, hvilket skete i 1100, og for at få løsrevet Norden fra ærkebispesædet i Hamborg.
Den ’løse snak’, som Saxo hentyder til, kan have været rygter om Eriks udsvævende liv. Selv Saxo - der gerne ville iscenesætte Erik som en retfærdig konge; ”han tålte ikke, at de rige og mægtige af havesyge og Overmod bøjede retten og sløvede loven…”, men skaffede ”hver mand hans ret” - måtte indrømme, at kongen var en horekarl. Saxo benyttede Eriks eskapader til at fremmane dronning Bodil som et lysende og umådeligt overbærende eksempel på kvindelig tålmodighed, der pyntede sin mands friller og var som en ’kærlig moder for dem’. Erik fik mindst 4 børn udenfor ægteskab og med det in mente, kan man måske godt tænke, at det havde været passende om Erik Ejegod havde lagt navn til en af de mere ’frække gader’ i København.

Et par år senere ønskede kongen igen at drage udenlands. Saxo lægger ikke fingrene imellem, men udpensler hvordan mængden på Viborg Ting græd og bønfaldt kongen om at blive, da hans ”bortfærd var en ulykke for landet”. Men Erik lod sig ikke rokke. Han ville gøre bod for drabet på fire hirdmænd, han havde dræbt i ’ustyrlig vildskab’, fortæller Saxo. Det var sket ved i et afsind, fremkaldt af strengeleg. En ’mester i toneleg’ havde besøgt kongsgården og spillet ”vildere og vildere og drev dem alle fra sans og samling”. Og det var endt med fire mænds død, inden huskarlene havde fået overmandet ham ved at kaste dyner over ham.
Nu måtte kongen på pilgrimsfærd, dronningen rejste med, men delte ikke hans seng, så ”hun øgede ved sin kyskhed rejsens løn”, understreges det af Saxo. Han beretter dog ikke, om kongen havde friller med på rejsen, men dronningen har antageligvis ikke rejst uden sine terner, så måske kongens kyskhed havde det lidt sværere.

Rejsen gik via Rusland gennem ’Østerleden’ til Byzans eller Konstantinopel, hvor kejseren dog først ikke var til sinds at lukke Erik og hans følge af ”de højeste og rankeste mænd”, der var udvalgt, så Eriks egen usædvanlige højde ikke skulle gøre ham til grin i det fremmede, ind i byen. De danske i kejserens hær – væringerne – besøgte kongen og kejseren fattede tillid til Eriks planer om pilgrimsfærd. Ryd Klosters Årbog fortæller, at Erik blev modtaget med hæder af grækernes kejser, og Saxo fortæller om udveksling af rige gaver. Erik og hans følge var tilsyneladende gode og højtærede gæster, for Saxo mente at vide, at efter Eriks afrejse stod hans logi tomt, for ingen af kejserne ville sammenlignes med den hædrede konge. 
Erik fik af kejseren uspecificerede ’helgenlevninger’, som ifølge Saxo sendtes til Lund og Roskilde. Til Slangerup, hvor Erik og Bodil havde boet i kongsgården, blev sendt ”en splint af Herrens kors samt den hellige Nils’ ben”. Nils er muligvis Sankt Nicolaus, der i dag nok er bedre kendt under sit grønlandske alter ego: Julemanden.

Fra Byzans/Konstantinopel fik turen videre over Middelhavet til Cypern. Her blev Erik syg og døde, Saxo skriver, at det var en febersyge. Kogens dødsdag blev senere angivet som 10. juli, samme dato som hans helgenkårede broder Knud d. Hellige, hvilket kan pege i retning af, at der måske har været tanker om også at helgenkåre Erik, hvilket dog ikke er sket (endnu). Kongen blev begravet på øen – sammen med sin hustru kan vi læse i Ryd Klosters Årbog, der også hævder, at ”der endnu på strålende vis sker undere”. Saxo nøjedes med at pointere, at kongens lig havde en sådan kraft, at den cypriotiske jord holdt op med at udspy begravede kroppe. Hvilket må siges at være både underfuldt og praktisk for cyprioterne. Ifølge Saxo – der også tidligere havde fremhævet, hvilken pryd dronning Bodil var for både tronen og kvindekønnet – døde hun også på pilgrimsfærden, men hvor beskrives kun i en nu forsvunden udgave af beretningen om deres søn, Knud Lavard, skrevet af den engelske munk Robert af Ely. Ifølge Anders Sørensen Vedel (1542-1616), beskrev Robert af Ely, hvordan dronningen rejste videre til Jerusalem, hvor hun døde på Oliebjerget og blev begravet i Josafats Dal. Ikke den værste placering af en helgens mor eller en konges bedstemor, og et fint eksempel på, hvordan kongemagten under Valdemar d. 1 (også kendt som den store), aktivt brugte forhistorien til at konsolidere sig og hvordan kongens gode forbindelser til det himmelske; via faderen Knud Lavard, men også bedsteforældrenes pilgrimsrejser, blev fremhævet.

Valdemar forsøgte at etablere et dynasti med et arvekongedømme i stedet for det traditionelle valgkongedømme. Han præsenterede i Ringsted i 1170 såvel sin helgenkårede fader, der blev skrinlagt på alteret i Sankt Bendts kirke, som sin søn og arving: Knud. Det er i samme lys, vi skal læse Saxos beretninger om Valdemar, hans forfædre samt hans korstog og magtudøvelse i samarbejdet med Absalon; et historisk og stærkt funderet bud på en kongeslægt, blåstemplet af den allerhøjeste magt.