Det forsvundne København

Du har ret. Torvet er der stadig. Men dets udseende, ja, dets hele eksistens har ændret sig gennem historien.

Et af Københavns få klostre, tilhørende Franciskanerordenen, lå her. De blev kaldt gråbrødrene efter deres kutter. Grunden blev skænket i 1238 af den rige grevinde Ingerd af Regenstein. I 1530 forlod ordenen København.
Københavns Magistrat anede en god forretning; det meste af klosteret blev revet ned og grunden udstykket. Hovedbygningen lå ud mod Klosterstræde, og i de næste omtrent 100 år var det latinskole og apotek indtil den også blev revet ned. I nutidens restauranter omkring torvet kan man flere steder se rester af klosterets kældre, men ellers var det kun munkenes fængsel, der overlevede udstykningsiveren. Det område, hvor torvet ligger i dag, var klosterets urtehave.

I 1636 købte Corfitz Ulfeldt en gård på pladsen. Han var øjeblikkets mand og havde adgang til rige midler. Ud mod den nuværende Kejsergade fik han opført en prægtig gård med tilhørende have. Men livet i den prægtige gård fik en brat ende, da Ulfeldt blev afskediget som Rigshofmester i 1651 og i 1663 fik en dødsdom for majestætsforbrydelse:

"Et af Corfitzes Huse, som hans Majestæt selv udvælger, skal nedrives og aldrig igjen opbygges. Men en Støtte skal paa Grunden oprettes, hvorpaa skal graveres Aarsagen…"

Frederik 3. valgte gården på den gamle klostergrund. Den blev nedrevet og haven blev brolagt og omdannet til en åben plads. Der havde ikke tidligere været så stor og åben en plads på det sted i byen. Midt på den opførte man den skamstøtte, der i dag kan ses på Nationalmuseet. Støtten, der er ’til evig Spot, Skam og Skjendsel’ blev beskadiget i branden i 1728, men restaureret. Ulfeldt-navnet overlevede som navn på pladsen frem til 1841.

Ved samme brand forsvandt de fleste af husene omkring torvet, og de blev erstattet af fine, såkaldte ildebrandshuse, som der stadig ses en del af.

For også denne plads er forandret igen og igen.

Bombardementet i 1807

"Nu begynder de! Råbte alle ... en bombe ramte ned i forhuset, rev et fag vinduer til gården med sig, faldt ned ikke langt fra folkene ved posten og sprang i mange stykker, som tillige med brostenene dansede om dem. De tog flugten, og en almindelig forfærdelse bredte sig, for nu blev den skrækkelige skydning uophørlig. De lysende bomber fløj i deres stødvise fart hvislende gennem luften og susede ned på alle sider. Alle var i den frygteligste angst og forvirring..."

Thomas Overskou var 9 år, da englænderne i september 1807 bombarderede København og skyd til måls efter Vor Frue Kirkes 120 meter høje spir. Et øjenvidne berettede:

"Jeg så tårnet styrte ind i tårnmuren og af denne, som af en uhyre skorsten, nej som et ildsprudende bjerg opstå en fontæne af ild, der af kobberet var blå og grøn, jeg glemmer aldrig det syn."

Også Ulfelts Plads blev hårdt ramt, hele den vestlige side blev raseret og bygningerne blev erstattet af nye i en blanding af nyklassicisme og bindingsværk. Efterhånden fik torvet et lidt skidt ry og en ildelugtende fremtræden som bl.a. fisketorv for salte sild og klipfisk, så i 1840’erne ønskede beboerne sig noget nyt.

Skamstøtten blev fjernet, navnet blev officielt ændret til Gråbrødre Torv og i stedet for de mange boder, der blandt meget andet solgte

"alle Slags mands- og Fruentimmer-Gangklæder, Spænder, gammelt Jern…"

blev der opført en stor slagterbod i støbejern, der stod de næste 50 år. I starten af 1900-tallet forsvandt også den, og der blev anlagt et grønt anlæg, hvoraf platantræet stadig står. Begejstringen var stor, og beboerne malede husene i de nu så elskede, brogede farver, der havde kendetegnet 1700-tallet.

Under besættelsen forsvandt det grønne område, og rundt om træet blev der anlagt beskyttelsesrum af Københavsn Luftværn. De forsvandt i slutningen af 1960'erne.

Det 2. Christiansborg

"’Magen til sammenhobninger af uheldige omstændigheder skal en arkitekt lede længe efter"

skriver Hakon Lund i C.F.Hansen – De byggede Danmark. Og det opsummerer meget godt den langsommelige proces fra det første Christinsborg brændte i 1794 og til den andet kunne indvies i 1828.

I 1803 forelå der planer for slottet fra C.F.Hansens hånd, der genanvendte ruinens grundplan, og med kongens godkendelse. Men opførelsen trak ud i årtier, for det haltede med bevillingerne – og da tømmeret til tagkonstruktionen endelig ankom i 1807 brændte det efter englændernes bombardement.

Statbankerotten i 1813 gjorde pengene endnu mindre. Det lykkedes fx først at få et kobbertag til kolonnaden ud mod Ridebanen, da man i 1816 nedsmeltede kobber fra Vor Frue Kirke, som C.F. Hansen også var arkitekt på genopbygningen af. Arkitekten gjorde, hvad han kunne for at spare og genanvende fx sandstensrammerne om vinduerne fra det første Christiansborg. Og i 1809 fik han rod fra kongen, der

"have med Allerhøjeste Velbehag bemærket de i nærværende Forestilling (bygningsplan, red.) fremsatte umiskkendelige Beviser for den roesværdige Nidkierhed og Oeconomie som er brugt…"

Også i indretningen måtte der tænkes kreativt af hensyn til økonomien; marmorvægge blev i stedet til pudsede vægge – og tronsalens baldakin blev holdt oppe af et ’overskudsprodukt’ fra Thorvaldsens atelier, nemlig to karyatider, der egentlig havde været tiltænkt et Napoleon-monument i Warszawa. Trods besparelserne og genbruget skrev Hansen, at

"ved Composiotionen har jeg, Hansen søgt at forene en simpel, ren architektonisk Stiil med den… kgl. Værdighed".

Men Hansen forstod også at se fordelene, fx da kongetrappens trin blev udført i mahogni i stedet for sten, og han konstaterede:

"den Ulejlighed som Steentrinenes Kulde og Fugtighed i vaadt Veyr medfører derved undgaaes…"

Slottet stod færdigt i 1828 som et byggeri med en rytmisk facade med vinduer og udsmykninger i streng symmetri – den rene, simple stil, som nyklassicismen tilstræbte. Desuden havde nedrivningen af fløjen med Ridebanen, der nu var erstattet af en kolonnade skabt en lysere slotsgård.

Det blev dog aldrig kongefamiliens bolig igen. De havde fundet sig vel til rette på Amalienborg. Den eneste konge, der nogensinde boede på slottet, var Frederik 7. :Han holdt til i nogle år i beskedne gemakker i fløjen overfor Slotskirken.

Og i 1884 ramte katastrofen. Herman Bang skrev i Nationaltidende 4. oktober:

"Jeg vil forsøge at skrive saa rolig som muligt. Men naar jeg løfter Øinene, ser jeg en ustanselig
Ildregn af Gnister falde tæt udenfor Vinduerne, og de bestandige Knald fra det brændende Slot naar
mine Øren som Knald af en Tirailleurild [ild fra skydevåben]. Man skriver med rystende Haand og
sydende Hoved. […] Dagen, der kommer, vil vise en forkullet, takket Ruin. Det var Kristiansborg."

Fægtehallen, Østerbro

Vi runder af på Østerbro. Ved Gunnar Nu Hansens Plads ligger i dag et butikscenter og Teater Republique i bygninger, der blev opført som kaserne for Gardehusarerne. De havde haft kaserne mellem Store Kongensgade og Grønningen, men rykkede nu ud i arkitektegnede bygninger i palæstil.

Der var naturligvis stalde og ridebane til de beredne soldater, og hestene græssede på Østerfælled.

Både soldaterne og hestene er for længst forsvundet fra bybilledet. Men de er ikke de enste minder om den militære fortid, der forsvundne. Gardehusarerne flyttede i 1940 til Næstved. To lamper, som blev taget med i 1940, blev i 2009 leveret tilbage til porten på Østerfælled Torv, da regimentet ikke længere skulle bruge dem i Næstved.

Kaserneområdet blev efter 1940 anvendt til forskellige militære formål, fx til uddannelsen af sprogofficerer.

I 1993 blev området og Eugens Jørgensens bygninger solgt til Pædagogernes Pensionskasse og bygget om til butikscenter. I midten af det ellers symmetriske anlæg lå en bevaringsværdig og berømt fægtehal, som blev ulovligt nedrevet og erstattet af et boligbyggeri.

Og Gardehusarerne har ikke planer om at erobre deres tidligere kaserne tilbage, selvom fægtehallen på ærgerlig vis forsvandt, som oberst T.M. Paulsen sagde, da lamperne blev returneret:

"selvom man kortvarigt kunne være fristet til det, når man så hvor smukt det fremstår i dag. Derimod var det som Chef for Gardehusarregimentet en stor glæde at kunne give dem tilbage til området."