Et godt glas vand for foden af Rundetaarn

"Alligevel saa elsker vi Byen", sang revysangerinden Lulu Ziegler i 1937 om København, og det forbehold ville der også have været god grund til at tage et århundrede tidligere, i hvert fald når det gjaldt forsyningen af rent drikkevand i hovedstaden. Den var nemlig ikke værd at skrive hjem om, medmindre man da ville skrive en klagesang.

Det stod slemt til, så slemt faktisk, at københavnerne, der alle dage har haft sans for prægnante omskrivninger, døbte det vand, der kom ud af deres pumper, "Den bekendte lunkne Aalesuppe". Og det skulle tages ganske bogstaveligt.

Rådne fisk

Ifølge en samtidig beskrivelse kunne vandet ligefrem bruges til en demonstration i naturhistorie, for både myggelarver, igler, salamandere og haletudser kom med op, når københavnerne pumpede vand. Angiveligt hørte det heller ikke til sjældenhederne, at en fingertyk ål fandt vej gennem pumpen. Rådne fisk forekom også.

Repræsentanterne for dyreriget udgjorde imidlertid kun en del af problemerne ved vandet, der selv med filtrerapparat og vandkøler ikke kunne komme under mellem 14 og 17 grader. Og da man i 1844 tog de gamle render op i kvarteret omkring Bredgade, opdagede man tilfældigt et hul på fire tommer, altså over ti centimeter, fra kloakken oven over, der blandt andet modtog afløbet fra Frederik Hospitals lighus. Særlig læskende eller hygiejnisk har det ikke været. Tværtimod har det virket befordrende på periodens grasserende sygdomsepidemier.

Den kongelige kilde

Selv om vandet fra de københavnske brønde var lidt tåleligere end det, der blev transporteret til pumperne ad underjordiske trærender fra de omkringliggende søer, er det altså intet under, at driftige iværksættere i denne periode fandt på at importere drikkevand til københavnerne fra oplandets friske, kølige kilder.

Det gjaldt ikke mindst den tidligere helligkilde Helligkors Kilde i Roskilde, som i forvejen leverede drikkevand til kongehuset. Da Frederik IV blev syg i 1729, havde hans læger foreslået, at han fik vand fra kilden, og da kuren tilsyneladende virkede, fortsatte forsyningen. Transporten af drikkevand til kongehuset varede ved helt til 1840’erne, hvor den til sidst foregik med tog, efter at jernbanen mellem Roskilde og København i 1847 var blevet åbnet som den første i det nuværende Danmark.

Helt i ånden fra Grundlovens årti demokratiseredes forsyningen af det eksklusive drikkevand imidlertid, da den skomagermester, der havde taget sig af transporten af det kongelige vand, søgte om at få lov til at udvide forretningen, så også den almindelige københavner kunne få sig "et godt Glas Vand", som det hed i den oprindelige ansøgning til bystyret fra netop 1847. Samme år averterede Olsen, som skomagermesteren hed, med en indbydelse til abonnement på vand fra "den Kongelige Kilde i Roeskilde", som ifølge beskrivelsen "formedelst dets Fiinhed og Blødhed egner sig som sundt og behagligt Drikkevand".

Et tempel med stakit om

Et par år efter kunne skomagermesterens første udskænkningsbod indvies for foden af Rundetaarn på pladsen mellem tårnet og det nuværende Studenterhus. Der var tale om en sirligt indrettet anordning, hvor vandet opbevaredes under jorden med mulighed for isafkøling og blev pumpet op i endnu en beholder, som det blev tappet fra.

Vandudsalget ved Rundetaarn åbnede i januar 1850, men allerede i december 1849 kunne forbipasserende på Købmagergade se, at der var noget nyt på vej. "Ved Siden af Rundetaarnet bygtes et lille meget smuk Tempel, med et forgyldt Kors ovenpaa, og Stakitværk om", skriver den jyske bondekarl Hans Peter Jensen, der var i København i forbindelse med sin militærtjeneste, således i sin dagbog, og forsætter: "Imens det Bygtes, keeg mange over Fjel Stilladset, nysgjerrige efter at vide hvad det var, men ingen vidste det, Da det blev færdig, og Fjællene fratagne læste man paa det, Vandbeholder, for Drikkevand, fra Hellig Kors Kilde ved Rorskilde. –"

Jubilæumsvand

Udsalget af vand ved Rundetaarn blev efterhånden overflødiggjort af et egentligt vandværk i København, men indtil da var det angiveligt en glimrende forretning. Ifølge nogle beskrivelser fik vandudsalget ligefrem en aflægger på toppen af tårnet. En artikel fra 1913 i ugebladet Illustreret Tidende nævner således en plakat på Nationalmuseet, der reklamerer for en sådan ekstra bod, men plakaten er ikke at finde på museet, og der er muligvis tale om en misforståelse.

Selv uden en tur op ad Sneglegangen er skomagermesterens vandpost på Købmagergade da også en god historie. Så god, at Rundetaarn brugte den til sit 350-års jubilæum i 1987 og til denne lejlighed igen fik vand fra Roskilde, som på jubilæumsdagen den 7. juli atter blev solgt fra en bod ved tårnet. Denne gang var vandet dog ikke fra Helligkors Kilde, som i mellemtiden var holdt op med at springe helt så frit, men fra en anden af byens mange kilder.

Læs mere om Roskildes kilder i Lotte Fangs bog "Kilder i Roskilde" som kan bestilles via Bibliotek.dk.