Den sorte Moses - David Hamilton Jackson

'Hvem i alverden interesserer sig for Vestindien?' spurgte industrimagnaten Hagemann i Politiken i februar 1916. I Danmark var svaret: Få, som afstemningen om salget viste i december samme år. På øerne var det naturligt nok anderledes, og en af de fremtrædende skikkelser aflagde besøg i København i 1915. 

Kort tid efter sin ankomst fremlagde Jackson 28. maj 1915 i en kronik i Politiken en række ønsker til reformer og udviklingsmuligheder for befolkningen på Skt. Croix. Han foreslog bl.a.:

'at Valgretten i Kolonialraadet maa blive udvidet … at der maa sikres os Presse- og Forsamlingsfrihed … at der maa blive indført offentlige Domstole … at der maa gives en Del af vore unge Mænd Lejlighed til at nyde en højere Undervisning i Danmark … at der maa gives den farvede Befolkning paa St. Croix Adgang til at dyrke Jord for egen Regning … at Gendarmeriet paa St. Croix helt eller delvist afløses af farvede Folk … at der maa forundes os en ny Guvernør, der er mindre bureaukratisk og mere humant tænkende end den nuværende.'

Jackson var ankommet til København 13. maj, som repræsentant for ikke mindst arbejderne på Skt. Croix. Der var samlet ind til at finansiere rejsen, for på øerne oplevede man, at guvernøren Helweg-Larsen og embedsværket skød alle ønsker om reformer ned.

Der var ellers ikke megen tvivl om, at reformer var tiltrængte. I 1902 havde man for anden gang været i salgsforhandlinger med USA om øerne, og den daværende udenrigsminister og konseilspræsident talte om ’meget sørgelige, man kan næsten sige uudholdelige tilstande i økonomisk henseende’. Salget blev dog afvist ved Landstingets afstemning, og modstanderne greb til begejstringslyrik, der beklikkede æren hos de venstrefolk, der havde talt for salget: 

’Just Danmark har krav på Negerens Tak, 
Hvorfor skulle vi da glemme
vor Ære for Smør og for Flæskesnak,
hvorfor synke ned iblandt Madstræbets Pak,
nej, heller vor Hæder fremme.’

Men taknemmeligheden havde trange kår på øerne, fuldstændig som indbyggerne: Kloakeringen, vandforsyningen og renovationen var under al kritik. Dødeligheden var tårnhøj, både blandt børn og voksne. Dertil kom, at store dele af befolkningen stadig levede under slavelignende forhold med lave og utilstrækkelige lønninger. Og ingen af delene blev der rettet op på efter det aflyste salg i 1902.

Jacksons modtagelse i Danmark

Det var på denne baggrund, at Jackson i 1915 rejste til København for at tale øernes sag for kongen og regeringen. 7. juni var han i audiens hos Christian d. 10. og i en avis på øerne mente man at vide, at kongen havde udtrykt stor interesse i øernes trivsel. Der er dog ikke bevaret noget referat af samtalen.

Nogle dage før havde Jackson holdt sin første, offentlige tale i Danmark, arrangeret af Socialdemokratiet. Partiavisen Social-Demokraten berettede at nogle tusinde mennesker havde hørt talen på Langelands Plads på Frederiksberg d. 2. juni, hvor Jackson bl.a. udtalte, at hvis Danmark ikke ville hjælpe øerne, så ’skulle man hellere sende en ladning dynamit derud, så det hele kunne ryge i luften’ skrev Erik Gøbel i Personalhistorisk Tidsskrift i 2017.

Gøbels vurdering er, at den danske presse generelt var nysgerrig og positive overfor Jacksons synspunkter; man var godt klar over, at øerne længe havde været forsømt. Det hjalp dog ikke stort:  ’Finansminister Brandes ville ikke forhandle direkte med Jackson, men overlod sagerne til guvernør Helweg-Larsen’ pointerer Erik Gøbel, og netop Helweg-Larsen var Jacksons akilleshæl. De to havde et elendigt forhold til hinanden, og Jackson havde blandt andet kaldt guvernøren for hjerteløs og en løgner og blodtørstig tyran. Det havde derfor trange udsigter med reformer på øerne, for Helweg-Larsen ville ikke forhandle med Jackson.

Heltemodtagelsen på Skt. Croix

Jackson vendte hjem til Skt. Croix i september 1915. Han rejste via New York, hvor han mødtes med nogle af de dansk-vestindere, der var emigreret til USA. Her samlede han penge og støtte til at købe en trykpresse. Ved ankomsten til Frederikssted blev han modtaget som en helt af øens indbyggere. Herfra blev han kørt mod øens hovedby Christianssted, og undervejs blev han hyldet af landarbejdere og deres familier, før det gik løs i byen. I avisen St. Croix Bulletin forlød det, at

’husene var dekoreret med flag, blomster og buer af palmeblade. Mange huse flagede også med Dannebrog … (Der var) to orkestre, som tog imod ham … Optoget standsede på havnepladsen, The Native Band … spillede Loyalty March, som er et stykke, der er komponeret af bandmasteren og dedikeret til Mr. Hamilton Jackson … (han) talte og takkede dem for både moralsk og finansiel støtte, og til slut foreslog han et nifoldigt leve for kong Christian’

Folkemængden råbte ikke kun hurra, nationalsangen blev også spillet og hovederne blev blottet i respekt, hvilket skribenten fra St. Croix Bulletin udlagde som ’et sindelagsskift og en almindelig loyalitetsfølelse over for vort elskede fædreland.’

Jacksons rejse blev udlagt som en succes. Men tilbage i København kom der ikke mange resultater af hans besøg. Fire forslag fremlagde regeringen i oktober 1915 til forbedring af forholdene på øerne. Der skulle oprettes husmandsbrug, børnedødeligheden skulle bekæmpes, desuden var der forslag, der vedrørte embederne i Vestindien og de lokale romboder. Forslagene havde dog allerede været i støbeskeen inden Jacksons besøg. 

Grundlæggelsen af The Herald og arbejderforeningen på Skt. Croix

Det første ordinære nummer af den engelsksprogede avis The Herald udkom 1. november 1915. Jackson havde fået sin trykpresse til Christianssted, og den første, ucensurerede avis fortalte stolt, at den skulle være en avis for folket og at det var folket, der skulle styre, de skulle ikke styres af ’a few selected bosses’.

Fra starten var avisen kritisk overfor styret i kolonien, ikke mindst stod guvernør Helweg-Larsen for tur i spalterne:

’Ved han, at de sorte folk hader ham, som han hader dem?’

Men avisen havde også et uddannede formål, og Erik Gøbel påpeger, at den ’opmuntrede de sorte til at blive selvbevidste og opfatte sig selv som ligemænd med hvem som helst, uanset farve eller sociale position.’ 

Jackson havde i det hele taget travlt efter hjemkomsten, for i november 1915 var han den drivende kraft i dannelsen af arbejderforeningen på Skt. Croix. De koloniale embedsmænd blev nervøse for, om det kunne komme til oprør, når både arbejderforeningen og The Herald talte myndighederne imod og krævede forbedringer. 

Fra strejke til salg

Måske skulle regeringen have lyttet lidt mere til repræsentanten fra øerne, da han var i København. For i januar 1916 røg låget af trykkogeren, og landarbejderne på Skt. Croix gik i strejke. Den varede en måned, for plantageejerne ville ikke imødekomme kravene om højere løn og bedre arbejdsforhold. Mange tusinde blev smidt ud af de boliger, som fungerede som en del af lønnen, og Jackson var særdeles aktiv i arbejdet med at få dem indkvarteret i private hjem og telte ved Christianssted og Frederikssted. 

Plantageejerne var pressede af at få høsten i hus og havde desuden undervurderet arbejderforeningens strejkevilje, og da deres modsvar på strejken fx var den ovenfornævnte bortvisning af børn, voksne, syge og gamle fra arbejderboligerne, så samlede sympatien sig om Jackson og de strejkende. Det endte efter en måned med lønforhøjelser på op til 40 % for det hårdeste arbejde.

I marts 1916 forklarede Jackson i The Herald, hvorfor de strejkendes kampagne havde været nødt til at være så hård: 

’Billedligt skal hver eneste knibning, som en bundet slave har fået fra rødglødende jern, gives trefold tilbage til plantageejeren; for hvert ben tabt skal begge ben tabes; for hver forbrænding i panden skal der tages en skalp; for hvert hundrede striber skal der gives to hundrede; for ét tilfælde af hængning skal der være to; for hver eneste brændemærket slave skal ti sønner af slaveholdere brændemærkes. Tænk på det, der er endnu mere forfærdeligt, på slavefængslet, og tænk så på mulatternes oprindelse, og du vil få en klar idé om, hvorfor kampagnen var nødt til at være hård.’

På baggrund af Jacksons erfaringer med den træge villighed fra dansk side til at sikre bedre forhold på øerne er det måske ikke så underligt, at han besluttede sig for at støtte salget til USA. Forhåbningen var, at det ville føre til en forbedring af levevilkårene, selv om Jackson og flere med ham var bekymrede for den udprægede racisme i USA, skriver Erik Gøbel.

Jackson stod i august 1916 bag to uofficielle afstemninger på Skt. Thomas og Skt. Croix, hvor samlet 4.727 mennesker stemte for salget og 2 imod. Resultatet blev en del af argumentationen, da der blev udskrevet folkeafstemning om salget i december 1916 i Danmark. 46% stemte for og 36 % imod. 

Bull and Bread Day

På de tidligere dansk-vestindiske øer mindes man stadigt hvert år David Hamilton Jackson, det sker ikke mindst på den såkaldte Bull and Bread Day 1. november. Dagen hedder officielt David Hamilton Jackson Day eller Liberty Day – og den markerer udgivelsen af den første, ucensurerede avis The Herald i 1915.

Dagen fejres på Skt. Croix blandt andet med musik, taler og optræden, og så serveres der roast beef med brød og tilbehør. Da den første avis udkom, siges det nemlig, at et måltid med oksekød og brød blev spist af deltagerne i fejringen, og det er derfor dagen har tilnavnet Bull and Bread Day.