Den, der skriver d i gjort…

Bolleå

Måske husker du ikke alle de ovenstående stridspunkter, men sproget og dets udvikling debatteres løbende og inderligt af mange danskere. Sådan har det været længe.

Det danske bolle-å kom til verden i 1948. Dets tidligste optræden på tryk havde å allerede i to svenske bøger, der blev udgivet i 1526: Det Nye Testamente og en katekismus af Olavus Petri. 

Bogstavet blev også debatteret i Danmark så tidligt som i 1743, og da sprogforskere, som et led i den på det tidspunkt allestedsnærværende skandinavisme, mødtes i 1869 for at forsøge at skabe en fællesnordisk retstavning, blev det officielt en del af svensk og finlandssvensk. Norge kom med på vognen i 1917. Men først efter Anden Verdenskrig blev det besluttet at afskaffe det dobbelte a på dansk. 

Det skete som led i en større sprogreform, hvor navneord heller ikke længere skulle staves med stort, og man afskaffede datidsformerne kunde, skulde og vilde, der havde voldt mange stavende besvær. Truslen mod det dansk sprog blev af nogle vurderet som alvorlig, de tre ændringer ’ville gøre danskerne til analfabeter og dermed gøre det af med al dansk kultur i løbet af et halvt hundrede år’ blev det fremført i debatten.

Men dobbelt a forsvandt ikke helt. Man kunne fortsat vælge mellem at hedde Østergård og Østergaard fx, og i 1984 besluttede undervisningsminister Bertel Haarder (med dobbelt a) og kulturminister Mimi Jacobsen, at kommuner som Aalborg og Århus selv kunne vælge stavemåde. Hvilket både Stednavneudvalget og Dansk Sprognævn mente var en dårlig idé. Men sådan blev det.

Tak for bjørnetjenesten!

7 år efter reformerne af skriftsproget i 1948, oprettedes Dansk Sprognævn. Nævnet skulle ikke beslutte, hvad der var rigtigt og forkert, de skulle følge sprogets udvikling og derfra fastlægge retstavningen. 

Sprognævnet meddeler jævnligt, hvilke ord, der nu indgår i danskernes sprogbrug og hvilke ord eller udtryk, der har skiftet betydning. Det vækker jævnligt opsigt og til tider forargelse, når fx bjørnetjeneste pludseligt tolkes positivt eller ’egenkærlig’, der oprindeligt betød at man var en, der udviser overdreven optagethed af én selv og egne behov, men fra sommeren 2024 også bruges positivt om selvtillid og accept af en selv. Man kan godt se, hvordan mennesker kan komme til at tale forbi hinanden.

En af de første opgaver blev en ny udgave af Retskrivningsordbogen. Og da den skulle udkomme i midten af 1980’erne, lød samtidig det første skud i majonæsekrigen.

Konjak, rostbøf, paj, majonæse

Sprognævnet meldte i 1985, at man i den kommende udgave af Retskrivningsordbogen ville inkludere staveformen majonæse for den populære, oprindeligt franske delikatesse. Majonæsen var blot et ord ud af en række fordanskninger, der kom med i Sprognævnets første udgave af Retskrivningsordbogen, der skulle afløse den, der var udkommet i 1955.

Majonæsen og dens fordanskede ledsagere som konjak, krem, risalamande og vanilje skabte røre i andedammen. Egentlig var det den logiske konsekvens af en bekendtgørelse fra 1892, der slog fast, at ’Fremmede Ord, der ere fuldt optagne og indgaaede i Sproget og i Udtalen have tabt de fremmede Lyde, skrives efter Sprogets almindelige Regler Ansjos, Kaptajn, Kontor, Løjtnant, nervøs, Tempel, Ur, Trone. – Dog ombyttes aldrig ch, g, j eller ti med sj (undt. Ansjos).’

Men de knap 100 år, der var gået siden den bekendtgørelse, havde ikke været nok til at overbevise danskerne om, at majonæse ikke var en fadæse. Debatten var heftig og blev døbt majonæsekrigen. Krudtrøgen lagde sig efterhånden, men krigen var ikke uden tab. Krem, som fordanskning af creme, røg ud af ordbogen i 2001 sammen med bl.a. konjak og paj, mens fordanskningen vanilje sejrede over det oprindelige vanille. Majonæse måtte vige endeligt for mayonnaise i 2012.