Mød Astrid Nonbo Andersen

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

Jeg havde ikke tænkt så meget over det, før jeg blev inviteret ind. Men det giver jo meget god mening.

Det er jo en genre i kolonihistorieskrivningen, at man ikke bare skriver om historien, som den udspandt sig i kolonierne, men også både kigger på, hvordan beslutningerne blev taget i metropolerne, og også hvordan kolonihistorien påvirkede metropolernes liv på alle mulige forskellige måder. 

Det kan jo  handle om fysiske spor, f.eks. hvilke bygninger der blev bygget. Det har der lidt fokus på i noget tid. Og så noget som monumenter, som vi kigger på i den bog, jeg har været medforfatter på, der hedder Monumentet - Billeder af Grønland i Danmark gennem 100 år. Men det er jo bredere end det. Det handler også om, hvordan det former kolonimagtens selvforståelse at være en kolonimagt.

I den forstand er det ikke en bog om Grønland. Tanken var at bruge monumentet som en anledning til at undersøge, hvilke billeder, ideer og fortællinger om Grønland, der udviklede sig i Danmark. Eller nærmere bestemt København. Så det gør mig vel til Københavnerhistoriker. 

I bogen zoomer vi ind på en historie, der ikke har fået ret meget opmærksomhed, nemlig den her lille bitte gruppe grønlændere, der boede i Danmark i mellemkrigstiden, som var ikke mere end 100 mennesker.
Man var meget tilbageholdende med at overhovedet tillade grønlændere at komme udenfor Grønland.. Så de, der kom til Danmark, var håndplukket af koloniadministrationen, fordi man havde brug for enkelte grønlændere med nogle helt bestemte uddannelser: kateketer, jordemødre og håndværkere. Og så skulle de tilbage igen, og de måtte endelig ikke blive danske eller moderne undervejs. 

Så det er deres historie, vi også kigger på. Men altså hele tiden set fra København. Hvordan var deres liv her? Hvilke forbindelser indgik de? Hvad så de? Hvad tog de med tilbage? Og hvilket aftryk satte de på byen?

Hvorfor skriver du om det, du gør?

I 2017 udgav jeg bogen ”Ingen undskyldning”, som er en omskrivning af min Ph.D.-. Den handler også om, hvordan vi har forstået vores koloniale fortid. Dengang viste jeg bare intet om Grønland. Men faktisk har det været et spørgsmål, jeg har haft siden jeg gik i gymnasiet.

I 1998, hvor jeg gik i 3. g så jeg på TV en festligholdelse for 150 året for slaveriets afskaffelse. Det var på Jomfruøerne, Kurt Ravn var til stede, og han skulle spille Peter von Scholten. 

Jeg kan huske, at TV-Avisen viste et klip, hvor der foregår et eller andet på scenen. Der blev vist kastet med et eller andet, måske nogle stole, og Kurt Ravn siger til kameraet, at han ikke vil på scenen. 

Så er der en, der udtaler sig til kameraet, og han siger, at ingen i Danmark kan blive en ven af ham, før Danmark har undskyldt for slaveriet. 

Og jeg sad med spørgsmålet om, hvad det var for en historie? Den der kolonihistorie var ikke noget, jeg var blevet undervist særlig meget i. Jeg har prøvet at rekonstruere og kigget i skolebøger fra min skoletid i 80'erne og 90'erne. Og jeg tror, vi havde noget om slavehandlen, selve trekantshandlen. Og jeg kan huske et eller andet med, at det var jo en god historie, fordi Danmark var de første til at afskaffe slaveriet – hvilket jo var forkert. Det var sådan, det havde fæstnet sig. Så derfor blev jeg overrasket over, at der var nogen, der var vrede på Danmark på den anden side af jordkloden. At der var nogen, der forstod samme historie på en helt anden måde.

Spørgsmålet om hvorfor jeg ikke vidste mere om kolonitiden blev hængende, også i mit speciale, som tog udgangspunkt i et feltarbejde, jeg lavede for Nationalmuseets Tranquebarinitiativ. Da jeg skulle skrive ph.d., arbejdede jeg videre i det spor, den undren over kolonihistorien; hvorfor ved vi ikke så meget? Hvorfor forstår vi ikke det her? Hvad er det egentlig, den anden side tænker om os?

Hvad læser du selv af historiske bøger?

I forbindelse med mit arbejde læser jeg rigtig meget, så når jeg har fri, læser jeg mest skønlitteratur og tegneserier.

Men jeg har en svaghed for gamle specialiserede fagbøger, som ikke bliver læst mere, men som tit indeholder en hel masse information, man kan tage op igen. Tit kommer jeg frem til nogle andre konklusioner, end de gjorde dengang, men det kan være virkelig gode kilder. 

På det seneste er jeg begyndt at læse om Romerriget. Tanken var, at jeg ville læse om noget andet end kolonihistorie. Men de havde jo også kolonier, så det blev fagrelevant alligevel.

Det er et emne, jeg ofte sprang hen over, da jeg læste idéhistorie. Det interesserede mig overhovedet ikke dengang. Men det var klart en fejl. Jeg er begyndt at forstå nogle helt grundlæggende ting, om den måde, vi bygger stat og samfund endda kirke på, som går meget længere tilbage, end jeg egentlig troede.  I Monumentet har vi en sætning om Plinius d.y. med, for romerne hentede jo også dyr, flotte ting og mennesker i kolonierne tilbage til Rom. Det blev grundlaget for den videnskab, der opstod i Romerriget. Folk som Plinius katalogiserede og systematiserede og skabte videnskaber om verden ud fra iagttagelser af det, der blev bragt til Rom. Det samme skete i de europæiske kolonimagter ca. 1500 år senere. 

Så der er meget af den vestlige videnskab helt tilbage fra antikken, som faktisk bygger på Romerrigets kolonialisme. Jeg har bl.a. læst Tom Hollands bog ’Pax’, der er ret lettilgængelig.

En bog, der er fantastisk godt skrevet og virkelig god formidling af historie, er Andrea Wulfs ’Opfindelsen af naturen’ om Alexander von Humboldt. Det er sådan en bog, jeg ville ønske, jeg selv kunne skrive. Det er nok min største anbefaling.

Har du en yndlingskøbenhavner eller et særligt sted i København?

Det synes jeg er et svært spørgsmål, for der er så meget at vælge mellem – men det første, der faldt mig ind, det var faktisk Holberg. Nok fordi jeg er vokset op i Holbergsgade og vi gik jo tit hen over Kgs. Nytorv, hvor han sad med sine slangekrøller foran Det Kongelige Teater. Og jeg synes stadigvæk, hans stykker er sjove, og ser dem gerne i Grønnegårdsteateret om sommeren. Siden har jeg lært, at han var fra Norge og havde aktier i slavehandlen, så han er også del af den kolonitid, jeg beskæftiger mig med.

Det er ikke alle hans moraler, der er lige sympatiske, men jeg synes, at hans skildringer af folk i København er interessante. 

Og det fik mig til at tænke på en anden dramatiker, nemlig Erik Clausen, en rigtig københavner, som jo også har skildret København i sin film til forskellige tider, med fokus på arbejderklassen. 

Jeg genså for nylig hans film ’Tarzan Mamma Mia’, sammen med min søn: en film, jeg selv så som barn og var vild med dengang. Men da jeg genså den slog det mig, hvor fattigt et København det egentlig er. Det var jo det København, jeg kendte i min barndom, og dengang var det jo ikke noget, vi tænkte over. Det var sådan, det var. Det er en stor kontrast til nu.

Det er et København, der er forsvundet på mange måder. Men det er jo vigtigt at holde fast i, at sådan var det, det var en anden by dengang..