Mød Karin Cohr Lützen

Sent i livet opdagede Karin Cohr Lützen, at hendes egen familiehistorie var helt anderledes, end hun troede. Hun kastede sig over at folde den ud og analysere den – fuldstændig som hun tidligere afdækkede hovedstadens tæmning, da den private velgørenhed begyndte at gøre byen til et bedre sted for alle dens indbyggere. Også de faldne, de fattige og de fortabte.

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

Af mine bøger er det kun Byen tæmmes, der handler om byen København. Men lidt københavnerhistoriker er jeg nok, for en del af personerne i 'Hvad hjertet begærer' er københavnere.

I januar 1876 afholdt Harald Stein, præst ved Diakonissestiftelsens kirke, en række foredrag over emnet kærlighedens gerninger – og hvis jeg kunne tage en tur i en tidsmaskine, ville det være dertil, jeg ville rejse.
Det blev en form for vækkelse for den københavnske middelklasse. De blev engagerede i deres næstes vilkår og i samfundet – på en helt ny måde. Foredragene kom med konkrete forslag til at gøre en forskel, og det var der mange, der gerne ville.

I datidens København og i landet generelt diskuterede man prostitution, sædelighedslovgivning og behovet for hjem for faldne kvinder. Nu begyndte lægfolk at oprette hjem – som netop skulle være hjem; ikke asyler eller anstalter. Det skulle være trygge, favnende steder, hvor både de faldne kvinder og de børn, der var til gene på gaden, kunne opholde sig. De skulle lære flid og skånes for byens fristelser og farer.

Denne idé – at missionen ikke kun var ordet, men i høj grad gerningsmission – fascinerer mig.

Måske lykkedes det ikke altid at skabe en hjemlig tone og stemning, men de prøvede, kan jeg se i kilderne til min bog Byen tæmmes, der fortæller historien fra middelklassens eller aktørernes vinkel.
Det er ikke modtagernes synspunkter og oplevelser, jeg bygger på, for det kildemateriale er sjældent og svært at finde. Det, jeg har kunnet bruge, er fx kilder fra dem, der udtalte sig om den nye måde at bygge samfundet på. Der findes også tiggerbreve og ansøgninger om understøttelse, men jeg har valgt at bruge kilder fra aktørerne.

Middelstanden begyndte at se på sig selv som en distinkt samfundsgruppe omkring 1830; de begyndte at kræve rettigheder og myndighed. Det fik de også – men jo slet ikke alle og på ingen måde på én gang. De begyndte at sige: "Vi kan ikke lade så mange gå til i fattigdom."

I 1866 blev Understøttelsesforeningen på Christianshavn stiftet på et verdsligt, ikke et religiøst grundlag. Man ønskede også borgere med mosaisk baggrund som støtter, og behovet var enormt på Christianshavn, hvor der var megen slumbebyggelse.

Efter grundlovens indførelse i 1849 blev retten til offentlig understøttelse faktisk stadfæstet, men det var meget små beløb – og tog man imod hjælpen, mistede man borgerrettigheder. Man kunne fx ikke flytte frit eller gifte sig uden videre.
Derfor ønskede velstillede borgere at spænde et sikkerhedsnet ud under "hæderlige arbejdere’" som kunne være god arbejdskraft – men ikke under alle.

Vi kan i dag synes, at det var hårdt og uretfærdigt at skelne mellem værdige og uværdige, men i samtiden var det faktisk progressivt. Det var dog også gennemsyret af pragmatisme og hjælp til selvhjælp-tankegang.

Hvad skriver du om?

Efter 'Byen tæmmes' syntes jeg, at jeg var færdig med den private velgørenhed. Bogen slutter omkring 1890, og jeg overvejede en fortsættelse – men det virkede for kedeligt.

Så jeg skrev i stedet om min families historie. Min mor var fra Paris – men hvor kom hendes forældre fra? Jeg trævlede historien op, og det viste sig, at de kom fra Rumænien. Det havde jeg aldrig hørt om, men vidnerne på min mors fødselsattest var skræddere og buntmagere, og de havde såkaldt jødiske navne. Det var en helt ny verden for mig – og det var fantastisk spændende!
Det blev til bogen 'Mors hemmelighed', som jeg i 2010 fik Dansk Forfatterforenings faglitterære pris for.

Bogen blev en historisk opdagelsesrejse, men også en personlig fortælling, der gav mig en stor immigrantfamilie i Paris. Familien kom til Paris omkring 1900, og min lille del af familien havde senere brudt med den. Måske fordi de blev utroligt sekulære og havde ambitioner om at blive en del af den franske middelklasse. Det var måske også derfor, de overlevede krigen – de var mere franske end de Gaulle.

Kapitlerne i bogen veksler mellem kusine Karin og lektor Lützen – mellem det følelsesbårne, det personlige og det analytiske. Det var Leonora Christina Skov og Annette Nielsen, der foreslog den opdeling, og det gjorde bogen langt mere læseværdig.
Jeg måtte også folde min fars slægt ud. Det blev til Arvesølvet, om måske Danmarks største sølvvarefabrik med det skønne motto: "Dæk bord med Cohr."
Med den bog forlod jeg Paris og København – eller ikke helt, for Cohr havde en filial i Løvstræde, der hvor det grønlandske hus nu ligger.

Senest har jeg igen taget fat i 'Hvad hjertet begærer' fra 1986 – den første bog på dansk om kvinders kærlighed til kvinder. Da jeg gik på pension, foreslog min redaktør, at jeg reviderede den med den nyeste forskning.

Bogen udkom sidste år og rummer tekster fra romaner, breve, lægetekster og meget mere fra de sidste 200 år, hvor kvinders kærlighed er kommet til udtryk. Det er kærlighedens historie – ikke bestemte kvinder – og den rækker langt ud over landegrænserne og inddrager kilder fra Europa og Amerika.

Jeg undersøger følelsen gennem 200 år – både set fra kvindernes egen side og fra omgivelsernes.

Hvorfor blev det lige det emne?

'Byen tæmmes' handler om 1880’ernes København, og jeg skrev den som led i mit kandidatstipendium i slutningen af 1980’erne.
Egentlig faldt jeg lidt baglæns ind i stoffet, for jeg var interesseret i frøken-par. Jeg havde netop skrevet 'Hvad hjertet begærer', hvori fx Nathalie Zahle optræder. Hun boede sammen med en anden kvinde – og det ville jeg gerne udfolde, for det viste sig, at mange af disse ugifte kvinder var aktive i velgørenhed.

Måske arbejdede de som fx lærerinder, men ved siden af lagde de mange timer og kræfter i frivilligt arbejde. Så det var min vej ind.
Hvorfor var der behov for velgørenhed? Hvilke organisationer gik de ind i? Og pludselig åbnede der sig et stort social-geografisk felt.

Mine familiehistoriske bøger udsprang af gåder: Hvem var min familie?
Jeg havde længe ønsket at udfolde Cohr-fabrikken og familiens historie. Jeg havde tidligere arbejdet lidt med feltet i forbindelse med et projekt om den industrielle udvikling – og jeg kunne mærke, at der var mere at hente i Cohrs historie.
Ellers kan det faktisk være svært at gøre familiehistorie spændende og relevant for andre.

Hvis jeg skal beskrive mig selv med ét ord, bliver det nok engagementshistoriker, for jeg interesserer mig for, hvad der driver mennesker.
I 'Byen tæmmes' ville jeg rehabilitere de kvinder, der var engageret i det kristelige hjælpearbejde – de såkaldte hattedamer, som ofte er blevet omtalt nedladende. På mange måder har de fået et dårligt omdømme: idealismens renhed blev til tider forslidt – og måske ondskabsfuld.

Men udgangspunktet var godt. Det ser man, når man sætter det ind i sin rette, historiske kontekst. Fortiden kan være utroligt hård og streng – den skal forstås i sin egen tid, ikke i vores. Det, vi i dag ser som undertrykkende, kan have været fornyende.

Vil du dele en godbid fra én af dine egne bøger?

Det er et sammenskrevet stykke fra 'Byen tæmmes', hvor jeg udfolder de foredrag, som Harald Stein afholdt i missionslokalet på Østergade i januar 1876:
"I sit andet foredrag talte Stein om den bevarende kærlighed over for børnene og understregede, at ‘et kristeligt Familieliv er af den største Betydning baade for Stat og for Kirke; thi i Familien skal Barnet paavirkes og opdrages saaledes, at det i Tiden kan blive en dygtig Borger’.
Ifølge Stein var det hele samfundets pligt at antage sig de børn, der ‘ere udelukkede fra Familielivets skærmende Magt’.
Gennem den private velgørenhed gik middelstandens velgørere ind i de fattiges huse og indprentede de fattige kvinder, mænd og børn, at de ville kunne hæve sig ud af armoden, hvis de indrettede sig ligesom en middelstandsfamilie.
Storbyen blev udpeget som faldets åsted, for ‘selv om vor By hører til de bedst stillede, saa synke dog ogsaa her Hundreder af stakkels Kvinder ned i Lastens Svælg, idet de begynde som forførte og ende med selv at forføre andre’.
Stein kårede sine tilhørere til Jesu stridsmænd. Det var ikke blot en pligt for dem at slutte sig sammen til fælles arbejde – det var også en nødvendighed.
Og nogle ville måske undskylde sig med, at de ikke havde tid, men det godtog Stein ikke, ‘thi Tiden er utroligt elastisk’."

Hvad læser du selv af historiske bøger?

Jeg læser meget på fransk og engelsk – og jeg finder mikrohistorie interessant.
Lige nu læser jeg om en bygning i Paris i 10. arrondissement på 209 rue Saint-Maur, hvor forfatteren, Ruth Zylberman, blev nysgerrig: Hvem har boet her? Og så skrev hun det, hun kalder en ’autobiographie d’un immeuble’, altså en beboelsesejendoms selvbiografi.

Jeg holder meget af Pernille Ipsens 'Et åbent øjeblik – da mine mødre gjorde noget nyt', fordi jeg kendte kollektivet, og det var en vigtig del af kvindebevægelsen. Hun bruger interviews med kvinderne og alt muligt kildemateriale, som de har gemt. Hun blander det virkelig godt, og det er vaskeægte københavnerhistorie.

Ulrik Langens bøger er gode – vi læser hinandens manuskripter inden udgivelse. Han er inspirerende og opfindsom, og vi deler et forbillede i den franske historiker Alain Corbin.

Sara Alfort skriver kvindehistorie på en anden måde. Hun tager udgangspunkt i personer og gør det læseværdigt ved at beskrive dem i kronologisk rækkefølge. Det styrker læserens forståelse af, hvordan samfund og vilkår ændrer sig fra kvinde til kvinde.

Jeg læser normalt ikke historiske romaner, men jeg har faktisk læst én skrevet af en af mine tidligere studerende: Pernille Schou. Bogen hedder 'Mord i delegationen', og det, jeg synes lykkes særligt godt for hende, er, at hun ikke lader sin research overvælde fortællingen. Hun får fortalt den faktuelle historie om den danske delegation ved fredsforhandlingerne i Versailles – uden at det bliver en historielektion. Det er en god gammeldags detektivhistorie.

Har du en københavneryndling?

Det må blive kvindehusene. Jeg har haft min gang i de tre kvindehuse efter tur: Åbenrå, Prinsessegade og Gothersgade. Jeg kom også meget i Dannerstiftelsen, dengang det endnu var et kvindecenter.

For mig var den gyldne tid nok min egen ungdom, der i høj grad foregik i Knabrostræde. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske havde et stort aktivitetshus dér. Der var liv og glade dage – og det var også dér, jeg fandt mit forskningsfelt.
Der har ikke været et samlingssted for det, vi nu kalder queer københavnere, på samme måde siden, synes jeg.

Dyk ned i Københavns historier – direkte i din indbakke

Er du interesseret i Københavns historie og byens udvikling? Med nyhedsbrevet "Bag om København" får du hver måned spændende artikler om byens kvarterer og historiske begivenheder. Vi giver dig inspiration til gode bøger, spændende arrangementer og bogkonkurrencer.

Tilmeld dig i dag og få byens historie leveret direkte i din indbakke.