Ulla Kjær

Ulla Kjær har en brændende kærlighed til 1700-1800-tallets verdslige arkitektur og særligt til arkitekten Nicolas-Henri Jardin, der satte et stort og blivende præg på enevældens København.

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

Før jeg blev spurgt, havde jeg ikke tænkt på, at jeg er det. Men i de sidste tyve år har København også fået en central plads i min forskning, idet jeg er blevet mere og mere glad for arkitektur, kunst og kultur i den danske enevældes tid. I denne periode blev alle nye strømninger først og fremmest taget op af kongehuset og dermed i residensstaden. Så et studie i enevældens kunst har givet mig en dybere indsigt i en guldgrube af monumenter i København: Her er rigtig mange gode steder! 

Og så er jeg født og opvokset i hovedstadsområdet og cykler hver dag til min arbejdsplads, Nationalmuseet i Frederiksholms Kanal 12. Det betyder, at jeg ser byen fra cyklen året rundt og i al slags vejr - og jeg holder meget af alt det, jeg ser undervejs.

Hvad skriver du om lige nu?

Sammen med tre gode kolleger skriver jeg om bygningslovgivningens historie fra 1500-tallet til i dag. Jeg har ansvaret for perioden indtil 1880, så det handler blandt andet om den første del af den hektiske udbygning af København, der blev aktuel med industrialiseringens fremmarch og den massive vandring fra land til by. Nationalmuseet har endvidere søsat en forsknings- og formidlingssatsning omkring begreberne tro og viden i den bredeste forstand, og her er jeg også involveret. Vi håber meget at kunne få igangsat et projekt omkring troen på den helsebringende virkning af vand fra kilder – både når det drikkes og når det bruges til at bade i.

I mine seneste artikler har jeg på forskellig vis taget udgangspunkt i 1700-tallet, idet jeg både har skrevet om Nationalmuseets bygning Prinsens Palæ, skovridergården Dæmpegård i Tokkekøb Hegn, der blev bygget så tidligt som i 1788, og en herregårdsarkitekt, der elskede multebær. Forhåbentlig kan jeg inden for et par år også udsende en biografi om Frederik V’s anden dronning, Juliane Marie.

Hvorfor blev det netop enevældens kunst og arkitektur, du kom til at skrive om?

Da jeg for mange år siden begyndte som student på Nationalmuseet, troede jeg, at jeg ville specialisere mig i kirkebygninger. Men via Marmorkirken ved Amalienborg blev jeg interesseret i, hvad der skete i 1700-tallets sidste halvdel. Det endte med, jeg skrev både speciale og disputats om Nicolas-Henri Jardin. Han var fransk og levede 1720-1799, og han var én af de mange arkitekter, der var involveret i kirkebyggeriet.

Det var superspændende, for hans liv spændte fra den gamle til den nye verden: han blev født få år efter Louis XIV’s død og døde umiddelbart før Napoleon overtog magten. Det var i dette tidsrum, at den tid, vi stadig lever i, tog sin begyndelse. Mennesket blev et frigjort individ med alt, hvad det indebar af bekymring for dets egne valg. Historien fik en ny betydning – og det samme gjorde nationalitetsbegrebet: Jardin var i Danmark i seksten år og blev ophavsmanden til den danske nyklassicisme i den guldalderform, som danskerne er så stolte af.

Ikke desto mindre gjorde man i 1800-tallet alt, hvad man kunne, for at overføre æren til Jardins danskfødte elever for ikke at få en franskmand blandet ind i dette typisk danske. Det er en historie, som jeg aldrig bliver træt af. Og nu har jeg nærmest levet med Jardin som en del af familien, mens jeg skrev disputats, så jeg kommer heller aldrig til at slippe ham og alt hvad han stod for.

Vil du dele en godbid fra én af dine egne bøger?

'Rummet gør noget ved en...Ubundet af de materielle ting opstår der en stemning af både højt til loftet og hjemlighed. En stemning af store bedrifter begået som den naturligste ting, fordi det var det, der blev forventet, og derfor sådan det blev.' Citatet er fra 400-års-jubilæumsbogen om Holmens kirke, som jeg var med til at udgive i 2019. Og jeg var så stolt, da netop dette citat blev kaldt 'en dejlig lille digression midt i gennemgangen af kirkens historie. Så smukt kan et 400-årigt kirkerum fornemmes' i en anmeldelse af bogen.

En anden godbid er historien om Jardins arbejde på det første Christiansborg. Her ændrede han et fuldstændigt råt, 15 meter højt rum med en gulvflade på knap 800 kvadratmeter til en rigt udstyret riddersal. Og han holdt sin tidsfrist på halvandet år og var flov over, at han for én gangs skyld overskred sit budget, også selv om det var med sølle 2,5%. Det kunne mange moderne entreprenører godt lære af … Og samme sted etablerede han i et rum på 61,5 x 13,2 meter og en højde på bare 7,2 meter en teatersal med tre etager loger og et indbygget hejsesystem. Tilskuerrum og scene kunne derfor på et par timer ændres til en sammenhængende balsal! Desværre brændte riddersalen med resten af slottet i 1794 og skønt hofteatret overlevede, står det i dag i en udformning fra 1842.

'...en bolig, der ikke blot afspejlede sin ejers rang, men også, og især, sin betydning som … et kulturens tempel', sådan skrev jeg om et af Jardins andre værker i København: Facaden på Thotts Palæ på Kongens Nytorv, hvor jeg tolker hans udformning som et svar på et ønske fra bygherren om at få netop et sådant kulturens tempel. Og det passer jo også til palæets nuværende funktion som Frankrigs ambassade i Danmark.

Vil du dele en københavneryndling?

Ja, så skulle jeg være et skarn, hvis jeg ikke fremhævede Prinsens Palæ, hvor Nationalmuseet har sin hovedafdeling og hvor jeg har min daglige gang! De tre største arkitekter i 1700-tallets første halvdel, nemlig Johan Cornelius Krieger, Nicolai Eigtved og Lauritz de Thurah, har stået for hver deres del af en uregelmæssigt formet, men helstøbt bygning, der også blev til én matrikel allerede i 1700-tallet. Denne bygning er så i 1930’erne udbygget til et kompleks, der udfylder hele karreen.

Men jeg har mange yndlingssteder i København: Det kan fx være buegangene rundt om ridebanen ved Christiansborg eller Amalienborg Slotsplads med den enestående smukke rytterstatue af Frederik V. den blev skabt af Jardins jævnaldrende landsmand, Jacques-François-Joseph Saly. Og havnen! For det er jo fantastisk, at man kan arbejde i centrum af en millionby og på bare fem minutter gå fra sin arbejdsplads og ned til en badebro, hvorfra man kan hoppe i rigtigt havvand. Sådan noget kan kun lade sig gøre i ganske få storbyer.