Karl Peder Pedersen

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

København har en lang og spændende historie, og den kan man anskue med mange forskellige briller. I min første bog 'Kontrol over København' fra 2014, undersøgte jeg, hvordan der i 1800-tallets første halvdel blev opbygget et helt nyt hemmeligt politi, der vågede over sikkerheden i den danske hovedstad. Det kom som en kæmpeoverraskelse for mig, da jeg opdagede, hvor meget interessant kildemateriale fra Københavns Politi, der i tidens løb var blevet afleveret til Rigsarkivet.
Her ligger bl.a. den tophemmelige overvågningssag af den københavnske systemkritiker dr. Dampe, der i 1820’erne først blev dødsdømt men så benådet til livstidsfængsel på Christiansø.

I min seneste bog "Poul og kærligheden" fra 2021 interesserer jeg mig kun for enkelt københavner, nemlig juristen og forfatteren Poul Andræ (1843-1928). Han var den første herhjemme, som kæmpede for homoseksuelles ligestilling, og dermed et menneske, der i høj grad fortjener at blive husket som en pionér.
Jeg har haft stor fornøjelse af at skrive bogen, og jeg har fået gode tilbagemeldinger på den.

Og så er jeg en københavner historiker, fordi jeg i mange år har været arkivar og forsker på Rigsarkivet, med adgang til kilometervis af spændende kilder, lige midt i København.

Hvad skriver du om lige nu?

Lige nu skriver jeg på 20 minibiografier af mænd fra ca. 1870-1920, dvs. fra samme periode som Poul Andræ. I biografierne beskriver jeg dem som homoseksuelle, og man kan godt sige, at jeg ’outer dem’. For de er ikke alle blevet beskrevet på den måde før. Der er ikke mange kilder, hvor det står direkte, så det er på baggrund af indicier og tolkninger af ord og begreber, som jeg efterhånden har lært at ’genkende’, når de optræder i kilderne.
Der er en række fællestræk, det er næsten en form for profil, som jeg har afdækket: Det handler om deres ægteskabelige status (de er altid ugifte), deres karrierevalg, deres livsvalg. Og selvfølgelig sørger jeg for, at der er kilder i et omfang, så jeg tør konkludere. Det kan fx være materialer fra straffesager eller fra politiets registre. 

Hvorfor valgte du netop at skrive om Poul Andræ?

Fordi jeg fandt hans testamenter! De er højst specielle og blev min indgang til at skrive historien om et særligt menneskes liv. Der er mange historier, man kunne skrive om ham, men min historie om ham fokuserer på hans følelsesliv og seksualitet: Det kontrærseksuelle, som han kaldte det.

Poul Andræ var ganske velhavende, og han betænkte ikke mindst sine tidligere kærester i sit testamente, og det kunne han gøre, fordi han havde ført lister over dem: Hvor de boede, hvad de hed. Men også, og det er fascinerende: Hvad han selv havde kaldt sig overfor dem, fx 'Karl Larsen'.
Man kan forestille sig deres overraskelse 50 år efter, da de blev kontaktet med besked om, at de skulle arve. Og Poul Andræ satte ikke kun penge af til formueforvaltning af sit bo, men også til en opdager fra Københavns Politi, der skulle finde frem til alle de gamle kærester. Derudover blev der oprettet en fond til sociale formål og til at støtte kvindesagen.
Poul Andræ er et interessant og komplekst menneske at skrive om: Han var musikalsk, kunstinteresseret og selskabelig. Han var forfatter og skrev fx om sin egen far, Carl Georg Andræ, der var statsminister (1856-7) og Folketingets første formand fra 1850-2.
Selv gjorde Poul Andræ karriere som en konservativ embedsmand, men på sine gamle dage blev han radikal i både sine ytringer og i øvrigt også partipolitisk.
Han ønskede at påvirke samfundet og fx synet på kønnet: Det var ham, der (under pseudonym) i 1892 for første gang på dansk brugte begreberne ”homoseksuel” og ”heteroseksuel”: Det skete i artiklen ’Den kontrære Sexualfornemmelse’, der blev udgivet i lægetidsskriftet Bibliothek for Læger. Han ville altså ændre på tingene, og det fornemmer man også klart i hans dagbøger.

Poul Andræ var desuden meget bevidst om, at hans dagbøger ville kunne bruges i denne forandring – og han var optimist: Han troede fx at de ville kunne udgives 10 år efter hans død, fordi synet på homoseksualitet da ville have ændret sig. Så hurtigt gik det jo ikke. Samtidig var han ulykkelig, fordi hans seksualitet var ulovlig og ildeset, men han valgte at bruge sin position og intelligens til at påvirke eller forsøge at ændre tingene i en progressiv retning.
Som jeg skriver i bogen 'Rejsen fra 1860’ernes urninge (homoseksuelle) til nutidens LGBT-personer blev lang og kringlet, og den afspejler på godt og ondt den europæiske kulturs nyeste historie.'
Homoseksualitet, der engang var en sygelig, ulovlig samfundstrussel er nu almindeligt accepteret, og det er en menneskeret ikke at skulle retfærdiggøre sig som homoseksuel.  Poul Andræ var med på en vigtig del af den kulturelle rejse, og han påvirkede den med sine skrifter og sit liv.

Vil du dele en godbid fra en af dine bøger?

Ja, det er nogle overvågningshistorier. Som beskrevet i min bog  'Kontrol over København' fik hovedstadspolitiet i begyndelsen af 1800-tallet en helt ny opgave: De skulle nu overvåge og kontrollere byens borgere langt mere intensivt end før, og her finder vi begyndelsen til det overvågningssamfund, som vi kender i dag. 
En af disse nye opgaver gik ud på løbende at registrere og overvåge alle byens borgere, ikke kun de kriminelle, og det krævede store ressourcer. Derfor blev Hovedstaden også inddelt i politidistrikter, så man kom meget tættere på folk end tidligere. Således skulle alle politidistrikter i 1820 udarbejde lister over samtlige mistænkelige personer i deres kvarterer, og heldigvis er nogle af disse lister bevaret. Her kommer et par uddrag af politiassistent Jens Wesenbergs indberetning:

43. Halvor Henriksen, Badstuestræde 117.
Marskandiser. Søger stadigt omgang med jøder, og driver manden selv om i Læderstræde. Befatter sig mere med at låne på pant end med marskandiserhandlen. Har ofte været stævnet til møde i tyvssager, og anses ikke uden grund som medvider, ja mulig hæler i flere tyverier. Bestemt ved jeg ikke, om han er straffet.

Fæstemand. Omtales almindeligt som pæderast [dvs. homoseksuel]. Det meget omvekslende bekendtskab han har med smukke, unge mennesker samt den tone, som hersker dér i huset, tilbagelader næppe tvivl derom. Forhen søgte han at stifte bekendtskaber på teatret. Den berygtede student Worm, løjtnant Høst af 2. jyske Regiment, afskediget underofficer Frederiksen m.fl. har været hans fortrolige. En kopist Møller logerer nu hos ham, som ofte benævnes som Jørgensens kone. For øvrigt er han en mand, der gør fattige folk særdeles godt. Mod hans husbeboere er han meget billig.'

Hvad læser du selv?

Jeg har lige nu stor fornøjelse af René Karpantschofs bog "De stridbare danskere". Han er en god fortæller, der formår at lave virkeligt spændende kombinationer af kilder, som måske ikke tidligere har været brugt i forbindelse med den politiske historie i Danmark efter enevælden. Han kan på den måde trække nye detaljer frem – som så belyser noget væsentligt i forhold til det store emne: At perioden slet ikke var så fredelig politisk. Der var masser af kampe, som forfatteren forstår at give et fremragende indblik i ved at spejle perioden i elementer, der måske har været oversete. Karpantschof har nemlig et sikkert blik for de gode historier. 
Som det måske vil være bekendt, så udløste provisorieårenes konflikt mellem Rigsdagen og regeringen en landsdækkende protestbevægelse. Og nogle steder fik den de mest uventede udslag. Således brød den jyske gårdmandsdatter Kirsten Simonsen og strømpevæveren Johan Kvorning om natten til den 11. maj 1885 ind i Løvel Forsamlingshus. Her bar de forsigtigt salens fine buste af Christian 9. ud i køkkenet, hvor Kirsten med et par rappe slag med en medbragte hammer, smadrede majestætens hoved. Således skamferet blev han sat tilbage på plads i forsamlingssalen forsynet med en seddel med teksten: ”Ned med ham, Vores frihed leve!”. Så kort kunne det jyske oprør formuleres! "Kongemordet" blev senere af domstolene takseret til hhv. 4 og 6 måneders fængsel til Kirsten og Johan, men da historien snart blev kendt gennem aviserne, forvandledes Kirsten til en folkehelt, og da hun løslodes fra arresten, blev hun modtaget af begejstrede Løvelborgere, der ovenikøbet overrakte hende et guldur som tak for indsatsen.

Har du et sted, en person eller en begivenhed, der betyder noget særligt for dig i København?

Næsten lige så meget som juleaften, elsker jeg Priden i København. Jeg elsker den karnevalsstemning, der hvert år i august er i byen. Det hele emmer af løssluppenhed, livsglæde og begejstring, det er så skønt!
Vandkunsten er nok min geografiske favorit. Det er måske en lidt anonym eller overset plads, den er midt i byen, men samtidigt lidt afsides, hvilket betyder, at der ikke er så mange turister. For mig er det en oase: Et klassisk københavnermødested med nogle skønne bygninger fra mange forskellige perioder af byens historie.

I serien Bag om københavnerhistorikerne taler vi med dem, der bringer historien til live for os andre. De historikere, der skriver i eller om København.
Hvorfor skriver de om de emner, de gør? Har de yndlingssteder eller -begivenheder fra det fortidige eller nutidige København? Hvad arbejder de med lige nu?