Mød Poul Duedahl

Flere af Poul Duedahls bøger hænger sammen med tv-serier som '1920'erne - festen der forandrede os' og han har netop deltaget i dokumentaren 'Skeletter i skabet', der afdækker kraniesamlingen på Panum Instituttet og dens indsamling i bl.a. Grønland.
Som den første har han fået Dansk Historisk Fællesråds pris for Årets Historiske Bog te gange.

Hvorfor er du en københavnerhistoriker?

I mange år var jeg præcis det modsatte. Jeg beskrev randområdernes historie og betragtede Slotsholmen som Danmarks mest eksotiske ø, hvad den jo også er. Den er i hvert fald det sted i landet, som får mest spalteplads per indbygger. Men der findes jo i grunden randeksistenser alle vegne, og i min seneste bog - Minutmillionærer – blev det ligefrem et dogme, at omdrejningspunktet var København. Rådhuspladsen faktisk. Det var her gullaschbaroner og aktiespekulanter mødtes, når de havde fri og skulle fyre de mange millioner af, som de havde tjent om dagen i Kødbyen og på Børsen. Nogle bevægede sig faktisk aldrig ud af byen. I hvert fald helst ikke længere end til et palæ eller et badehotel langs Strandvejen.

Hvad skriver du om? 

Afvigere i al deres mangfoldighed har altid været et omdrejningspunkt for mig. Lige nu færdiggør jeg en rapport for Kulturministeriet om de kvinder, der ganske vist fik stemmeret i 1915, hvad der ikke indebar retten til en stemme i danmarkshistorien. Så kvinder er i den forstand også en slags afvigere. Tæller man op, hvor mange kvinder der optræder i en danmarkshistorie fra 1980’erne og i en fra i dag, viser en simpel fremskrivning, at det tager yderligere 300 år før, der er rettet op på den kønsmæssige balance. Det duer jo ikke. Så nu skriver vi dem aktivt ind i historien og vi begynder med at give dem plads i kunsten i det offentlige rum. 
Sideløbende skriver jeg på en bog på de hundredvis af kranier, der ligger hengemt i en kælder under Panumbygningen i København. Det er en bog, jeg har skrevet på i mange år, men nu skal den være færdig. Nogle af bibliotekets lånere fulgte måske den tv-dokumentar, ”Skeletter i skabet”, som blev sendt på DR2 i foråret. Bogen fortæller hele historien. Den handler om kælderen, dette lille hjørne af København, og alle dens beboere. Hvem var de og hvordan havnede de der?

Hvorfor blev det lige det emne? 

Interessen for randeksistenser skyldes, at jeg er opvokset på en åndssvageanstalt. Min mor var plejer på De Kellerske Anstalter, landets største anstalt for udviklingshæmmede, som havde hjemme mellem Vejle og Fredericia. Men faktisk blev anstalten til lige i hjertet af København. Den begyndte nemlig i 1865 en baggård i Store Kongensgade 59 under ledelse af teologen og pædagogen Johan Keller. Siden opkøbte han ejendomme på Nørrebro og anstalten blev landsdækkende. Filialerne på Sprogø og Livø har de fleste nok hørt om. Ø-anstalterne, for de såkaldt moralsk åndssvage, rekrutterede mange af sine indbyggere på den københavnske stenbro.

Har du en godbid fra én af dine egne bøger, du vil dele med os?

Så skal I da næsten have indledningen på kapitlet 'Motorbøller og rævepelse´' fra min seneste bog, Minutmillionærer. Den lyder sådan her:
'Rådhuspladsen var det moderne Københavns centrum og krigsmillionærernes foretrukne tumleplads. De monumentale røde bygninger og markante tagpartier – med tårne, kupler og gesimser – udgjorde byens profil, Rådhusets matte urskiver dens vartegn og klokkespillets malmtunge toner dens lydside. At man befandt sig i en international handelsby, blev understreget af den irgrønne tagglobus på Politikens Hus og lysreklamerne for margarine, chokolade og whisky. Den danske hovedstad rummede omtrent en halv million indbyggere og lidt over 300 millionærer. Rådhuspladsen var stedet, hvor de mødtes.
Allerede om formiddagen satte de første sig ved fortovscafeerne og gjorde indhug på isdrikkene og kagefadene under de hvide markiser og stribede solsejl. Nogle for at se, andre for at blive set. På pladsens gråsorte asfaltmarker og blinkende jernsveller ankom rumlende sporvogne og raslende hestedrosker med nye menneskesværme, og der var kareter drevet af olie, gummi og benzin. ’Det har vist sig, at noget af det første, d’herrer gullaschfabrikanter, og hvem der ellers kommer nemt til penge, anskaffer sig, er et stort flot automobil’, konstaterede Københavns Amts Avis i januar 1916. Importen af de mobile statussymboler fyldte da også godt i budgettet og ombord på oceandamperne, og København oplevede under krigen en veritabel bilepidemi. Størrelsen på køretøjet og nummerpladens tal afslørede, hvornår ejeren var kommet til penge.'

Hvad læser du selv af historiske bøger?

Jeg læser konstant. Morgen, middag og aften. Jeg er bl.a. optaget af miljøskildringer og af alt det, vi sanser med andet end øjnene. Lige nu nærstuderer jeg en bog, der udspringer af et virkelig interessant forskningsprojekt om Københavns lydside. Den hedder Lyden af hovedstaden. Støj, nerver og naboer i 1800-tallet, og er skrevet af museumsinspektør Jakob Ingemann Parby. Den fortæller om alt det, der ikke fremgår af tidens malerier og fotografier: skrålende gadesælgere, støjende naboer og skingre sporveje. Lyden af hestedrosker, fabriksfløjter og båthorn. Har man mod på mere, synes jeg, at man skal smutte en tur forbi Københavns Museum og lytte sig vej gennem den tilhørende udstilling.
Som det næste tager jeg fat på Magus. The art of magic from Faustus to Agrippa. Den er skrevet af Anthony Grafton der er professor i historie ved Princeton University i USA. Lige siden han skrev en bog om fodnotens historie har jeg haft et godt øje til ham. Bogen handler om magikere i 1400-tallet og 1500-tallet og om den rolle de spillede i et samfund præget af kirken og den spæde videnskab. Magi er ikke bare et gammelt og fremmedartet fænomen, men trækker også tråde til Danmark, hvor magi blev dyrket på landet langt op i 1900-tallet – og enkelte steder måske bliver det endnu.

Har du et sted, en person eller en begivenhed, der betyder noget særligt for dig i København?

Mit hoved rummer et kæmpemæssigt indre galleri af københavnere. Når jeg skriver, plejer jeg nemlig altid at følge i fodsporene på de mennesker, jeg skriver om, for at forstå, hvor de bevægede sig rundt og hvad de så. Det var særlig spændende, da jeg i bøgerne Forbrydelsens ansigt og Ondskabens øjne fulgte i fodsporene på en række kriminelle normbrydere. Politirapporterne redegør nemlig meget præcist for, hvor folk stod og hvad de gjorde, da de begik deres lovovertrædelser. 

Da jeg skrev om Jens Nielsen, der blev henrettet i 1892, glemmer jeg aldrig, da jeg en dag pludselig befandt mig i præcis den kælderskakt i Hyskenstræde, hvor han første gang blev taget og indledte sin kriminelle løbebane. Når man har stået sådan nogle steder, ser man byen med helt andre briller. Ellers har jeg altid holdt af Vesterbro. Især da området var lidt mindre blankpoleret end det er tilfældet i dag. Måske skriver jeg en bog om det en dag!

I serien Bag om Københavnerhistorikerne kan du møde de mennesker, der skriver om eller i København. Fælles for dem er, at de er historiefortællere: Det er dem, der undersøger og skaber de fortællinger om København, som vi bruger til at blive klogere på byen og dens lange og mangesidede historie.