Lidt historie om Rådhuspladsens juletræ
Af: Karen Sejerøe
Men hvad er historien bag dette juletræ, som hvert år trofast bliver tændt 1. søndag i advent?
Traditionen stammer tilbage fra 1914, hvor Henrik Cavling (1858-1933) fra Politikens avis i 1914 fik idéen om at opstille det store juletræ på Rådhuspladsen. Cavling var Danmarks første egentlige journalist og begyndte på Politikens avis i 1884. Senere blev han chefredaktør samme sted.
Juletræet på Rådhuspladsen anno 2012.
Juletræet var ikke blot et juletræ, men også en måde at dele det elektriske lys med de københavnske borgere på, da det ikke var alle der havde elektrisk lys i deres hjem. Træet blev hentet og hentes stadig hjem fra Grib skov og højden varierer fra 17-20 meter.
Nu har træet lyst på Rådhuspladen i næsten 100 år og mon ikke juletræet de næste 100 år stadig vil lyse smukt op lige netop dér på Rådhuspladsen i hjertet af København, til glæde for folk fra både nær og fjern?
Byens juletræ tændes. Mediestream/Aktuelt, 1961.