Gode romaner - Grys læseklub

P.t. ingen ledige pladser. Grys læseklub mødes hver fjerde tirsdag kl. 19:30-21:00 på Kulturstationen Vanløse

Om klubben

Grys læseklub har en intuitiv tilgang til samtalen og vores valg af bøger er lystbetonet, spontant og uden fastlagt tema.

To gange om året kommer medlemmerne af læseklubben med forslag til bøger, de kunne tænke sig at læse, og så stemmer vi om det.

I 2021 har vi læst bøger af Knud Romer, Mia Dall, Matias Faldbakken, Malte Tellerup, Tine Høeg, Auður Ava Ólafsdottir, Birgitte Kosovic, Peter Frederik Jensen og Niviaq Korneliussen.

Vi er en læseklub, der har bestået siden 2013. Vi er 10 kvinder i alderen 30 til 60 med en overvægt i den erfarne ende. Vi har en tovholder, som står for kontakten til biblioteket og andre praktiske ting, f.eks. virtuelle læseklubmøder under corona. Og så har vi en ordstyrer, som sørger for, at vi først tager en bordrunde om hver enkelts umiddelbare indtryk af bogen og tildeling af hjerter fra 1-6. Dernæst drøfter vi de temaer, nogen bringer på banen og vender de citater fra bogen, nogen har valgt at læse op. Når diskussionen om bogen er ved at være slut, er der en, som har forberedt en gennemgang af anmeldelser og information om forfatteren.

Pratisk information

Læseklubben er brugerstyret og har derfor en frivillig tovholder, der sørger for at hente assistance fra biblioteket til bl.a. inspiration og lokalebooking.

Har du lyst til at være med i denne læseklub eller være kontaktperson for en ny klub, så kontakt Københavns bibliotekers læseklubkoordinator, laeseklubber@kk.dk.