Den amerikanske drøm i krise
Amerikanerne som fattige moderne nomader
Som ung var jeg på det klassiske ‘road trip’ i det vestlige USA og nød følelsen af frihed ved at køre ud ad smukke veje i det åbne landskab. Bilen symboliserer den amerikanske livsstil og mobilitet, men er for mange fattige amerikanere blevet det eneste holdepunkt, de har. "Nomadland. Surviving America in the Twenty-First Century" handler om de mange ældre, der er blevet nomader, fordi de har ikke råd til at bo i et hus længere. Forfatteren Jessica Bruder har fulgt disse ‘workampers’ rundt i USA, hvor de bor i gamle biler og må finde forefaldende arbejde. Jeg glæder mig til at se Nomadland, som netop er blevet filmatiseret med den stærke skuespiller Frances McDorman i hovedrollen, og som får premiere i efteråret 2020.
Trump-familien og drømmen om magt og penge
Donald Trump er de seneste år blevet hovedpersonen i mange fagbøger, som samlet set er brikker i forståelsen af hans personlighed og præsidenttid. Den seneste bog "Too Much and Never Enough - How My Family Created the World's Most Dangerous Man" af niecen Mary Trump har skabt stor opmærksomhed med sine insiderbeskrivelser af den dysfunktionelle familie. Mary Trump, der har en baggrund i klinisk psykologi, giver i bogen et dybdepsykologisk portræt af Trump-familien og dens kollektive neuroser. Med baggrund i egne oplevelser mener hun, at overambitiøse krav om succes i familien for at opfylde den amerikanske drøm har resulteret i neuroser, destruktive forhold og følelseskulde.
Amerikanske familier og værdier i krise
Blandt Trumps vælgere finder man bl.a. den hvide underklasse, som beskrives i "Hillbilly Elegy: A memoir of a Family and Culture in Crisis" af J.D. Vance. Bogen, der handler om en opvækst i Ohio, er en fortælling om udsigtsløsheden i depressionsramte småbyer og trailerparks og om familier, der har oplevet økonomisk nedgang og manglende jobmuligheder.
Bøgerne i denne liste er måske ikke just opløftende læsning - men de giver tilsammen en vigtig dimension af, hvorfor den amerikanske drøm er i krise, så man bedre forstår den amerikanske valgkamp.
Lone U./Vejle Bibliotekerne
Oprindeligt skrevet af Lone U., eReolen.