Brugbyen.nu viser dig vej til kulturen i København

19.12.19
Når du opretter en profil på Københavns Kommunes portal, Brugbyen.nu, får du et skræddersyet overblik over kultur- og fritidstilbud i byen.

Vil du lære at lave keramik, på strikkecafé, i romersk dampbad, til koncert, museum, eller møde din yndlingsforfatter, er det en god ide at lave en profil på Brugbyen.nu.

Portalen er nøglen til kultur- og fritidstilbud i København for børn og voksne i alle aldre. Her kan du gå ind og holde dig orienteret, hvis du vil vide hvad der sker i byen, og hvornår du skal have din næste kulturoplevelse. Brugbyen.nu samler nemlig kulturevents og arrangementer, og serverer dem til dig baseret på din personlige smag.

Når du opretter en profil, vælger du, hvilke områder du gerne vil holdes opdateret på. Jo oftere du klikker ind på Brugbyen.nu, jo bedre lærer platformen dig at kende – og dermed får du præsenteret de tilbud, der matcher lige netop dine interesser. Du kan samtidig vælge, om du vil opdateres via sms og/eller mail. Du kan også bruge sitet som et online arrangementskatalog, som du kan klikke dig igennem og finde inspiration i, til nye oplevelser.

Brugbyen.nu henvender sig også til turister og expats, der kan læse om de engelsksprogede arrangementer, på engelsk.

Netop nu kører Brugbyen.nu juletema, så klik dig ind og bliv inspireret. Med en profil på Brugbyen.nu, venter juleeventyret måske lige rundt om hjørnet.