Deltagere søges til hygge og samtale om litteratur

26.11.21
Sætter litteratur gang i dine tanker og minder – og har du lyst til at dele det med andre? Så kig forbi til uforpligtende hygge og samtale med ligesindede på Christianshavns Bibliotek. Hver onsdag kl. 14.30-15.30 står de søde læseguider Kristine og Lea klar til at tage hånd om dig og de andre deltagere. Du skal ikke forberede noget og du bestemmer selv hvor ofte du ønsker at være med.

På Christianshavns Bibliotek elsker vi litteratur, og det understøtter vi nu ved at invitere til åbne læsegruppemøder for alle der har lyst til at dele deres umiddelbare læseoplevelser med andre. Takket være Læseforeningen har vi den luksus, at vi én gang om ugen kan tilbyde guidet læsning af korte udvalgte tekster i hyggelige rammer. Det eneste vi mangler er dig – for samtale kræver snakkelystne deltagere. Vi kan ikke love dig guld og grønne skove, men vi kan garantere at det er en berigende oplevelse. 

Alle læsegruppemøderne faciliteres af læseguiderne Lea og Kristine fra Læseforeningen. Lea og Kristine er begge passionerede læsere, der elsker at tale med andre om deres læseoplevelser. Hver gang medbringer de et par korte tekster, som er nemme og hurtige at læse på stedet, og herefter slippes samtalen løs. Samtalen styres af Lea eller Kristine, men du er som deltager med til at sende snakken i den ene eller den anden retning, alt efter din oplevelse af den læste tekst. Det er vigtigt at understrege at der hverken findes rigtige eller forkerte svar, da det er de personlige tolkninger af teksten der er omdrejningspunkt for samtalen. Der er hverken tale om terapi eller undervisning, men om et inspirerende møde med andre.

Tekstudvalget varierer fra gang til gang, og du vil møde tekster af både kendte og knap så kendte forfattere. Siden læsegruppemøderne startede op i november, er der blevet læst digte og noveller af Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Per Petterson, Pia Tafdrup, Anna Akhmatova og Mariana Enríquez. 

”Jeg er blevet introduceret for forfattere jeg ikke før kendte til, og har fået smagsprøver på tekster jeg ellers ikke selv ville have valgt at læse” udtaler deltager Anne Mette, der gerne ser at flere tager chancen og kigger forbi til en samtale med læsegruppen. ”Jeg er mere til stede og fordyber mig mere i tekster efter at jeg har deltaget i læsegruppen nogle gange, men det er især dynamikken i samtalerne der er med til at gøre det interessant, og det at der bliver åbnet op for nye vinkler og input.” 
Anne Mette er også med i en mere traditionel læseklub, hvor den samme gruppe mennesker mødes en gang om måneden for at snakke om en udvalgt bog, men hun synes det er spændende at der findes to så forskellige måder hvorved man kan mødes om litteraturen.

Er du blevet nysgerrig på det hele så kig endelig forbi en onsdag efter eget valg. Onsdag d. 15.12., byder vi på julespecial med klejner til alle deltagere i læsegruppen – hvis omstændighederne tillader det.

Tid: Onsdage kl. 14.30-15.30
Sted: Christianshavns Bibliotek
Gratis. Ingen tilmelding. Ingen forberedelse.