10 vi glæder os til — uge 8 2018

27.02.18
Indkøbsteamet glæder sig til udslettende, ækle, symbolske, strikkede, melodiske og rutinerede værker.

Jeg glæder mig til

...at læse om den forh. nonne Katharina von Bora og Martin Luthers hustru, som jeg intet kender til.  Reformationens førstedame - Katharina von Bora Luther , en biografi af Hjørdi Winther Christensen. - Sonja

...Det rygende timeglas som er bind 2 i fantasyserien De ualmindelige og til at rejse med Ivy og Seb tilbage til Lundinor som er den parallelle ualmindelige underverden til London.  Bind 2  skulle være ligeså skøn som første bind med er masser af action og humor. Bøgerne er skrevet af Jennifer Bell.  - Pernille

...at stifte bekendtskab med og følge Udslettelse af Jeff VanderMerr. En uhyggelig fortælling om fire kvinder, der sendes ud på en ekspedition til et mystisk og afskåret område ved navn Område X. Bogen er første bind i VanderMeers 'Southern Reach'-trilogi, der handler om det antropocæne: at menneskelig påvirkning har bragt jorden ind i en helt ny geografisk epoke. Ved siden af det skønlitterære forfatterskab skriver VanderMeer videnskabsjournalistik, og han har været med til at definere den litterære genre "New Weird": En art dystopisk fantasy-litteratur. En filmatisering af bogen med Natalie Portman i hovedrollen udkommer iflg. Soundvenue.com direkte på Netflix i Danmark i marts 2018. -Cæcilie

...Det ækle, en samling af artikler om alle mulige aspekter af det ækle. Fra afskyen mod at slå ihjel over den lækkende krop til ækel ledelse. - Marianne

...Ode for St. Cecilia's Day af John Blow. Musikken er fra 1684 og lovpriser Skt. Cecilia som et symbol på og en muse for musikken. I 1600-tallet udnævnte engelske musikelskere d. 22.november til Skt. Cecilias dag og der blev afholdt messer og koncerter til hendes og musikkens ære, heriblandt hvert år et nykomponeret stykke med tekst af  en af samtidens berømte digtere. - Christine

... en ny strikkebog af Andrea Rangel: Moderne flerfarvestrik. Den indeholder, foruden teknikker og fif til at strikke ”pænt” -  200  helt nye og spændende opskrifter. Der er fine fotos og mønsterrark. - Lone

...det nyeste album fra ørkenrockerne Calexico, The thread that keeps us. En omgang melodisk indierock. Bandet er som sædvanlig mere interesseret i at fortælle en god historie end at spille for galleriet. Det handler om grænseproblemer og om de folk som ofte bliver glemt og holdt uden for i den politiske debat. - Bent

...at natten falder på og jazzen vil opstå; rutinerede Marcus Copland alene ved klaveret på  Nightfall: Oh yeah. – Mads 
 

Materialer
Spørg biblioteket