Den lille historie i den store - eller er det omvendt? Anbefaling af Madeleine Albright: Vinter i Prag

Af Københavns Biblioteker
16.07.13
"Vi kan ikke vække de døde, men vi har pligt til at tilegne os alt, hvad vi kan, om, hvad der skete og hvorfor. Ikke for at dømme i bagklogskabens lys, men for at hindre, at historiens værste begivenheder gentager sig."

På en eller anden måde fremstår ovenstående citat stadig & altid lige gyldigt og lige aktuelt. Desværre. Citatet stammer fra den tidligere amerikanske udenrigsminister, Madam Secretary, Madeleine Albrigths seneste bog Vinter i Prag og med undertitlen “En personlig rejse gennem krigens Europa 1937-1948”. I bogen rejser vi med hende tilbage til tiden hvor de første keltere slog sig ned i det der senere skulle blive Bøhmen, Tjekkoslovakiet og Tjekkiet - og til hun og hendes familie, igen, må forlade deres land pga. et stadig mere problematisk politisk klima få år efter anden verdenskrigs afslutning. Måske især anbefalelsesværdig læsning hvis (ferie)rejsen går ud i verden lige om lidt...

Albrigths roman er mere verdenshistorie end personalhistorie, men de to historier, den store og den lille, krydser hele tiden spor. De fåtallige hverdagsbeskrivelser og personlige anekdoter og nogle flere skildringer af familiemedlemmers overvejende tragiske livsforløb gør den store historie nærværende og får den til at rykke tættere på. Der er nyt stof for den almindeligt historieinteresserede men selv, eller måske især, den velkendte krigshistorie gør indtryk og bundfælder sig på en helt ny måde, når den som her bliver fortalt af en forfatter som både personligt og “fagligt” har “noget i klemme” i historien.

Det som altid slår mig, om det er gennem meningsudvekslingerne i Matador om samme emne eller, sans comparison iøvrigt, Albrigths påmindelse i bogen til os, er den datidige gennemgående oplevelse “verden over” af Hitler: "Hitler var ikke til at komme uden om, men nazisterne var stadig et nyt fænomen og virkede på afstand en smule idiotiske. Ideen om, at det ypperste af den menneskelige race var repræsenteret af den jævne østriger og hans pæreformede kolleger, var grinagtig - og folk lo." Vi er i 1937 og også i andre eksempler viser Albrigth hvordan Hitler betragtes som et overgangsfænomen og med dette minder hun os om, hvor skæbnesvangert det kan være at lade som ingenting, at søge at undgå konfrontationen - også med det der i grunden ser for dumt ud til at være sandt. (Ny)nazisme, racisme og alle andre udtryksformer for og grader af nedsættende behandling af andre i al sin beskidte nederdrægtighed er uacceptabelt. Altid.

At læse Vinter i Prag gjorde mig klogere på de mere politiske omstændigheder omkring tiden op til, under - og såmænd også efter krigen: om forvaltning af nationale interesser, om personlige kæpheste, om uheldige forforståelser og om sparsomme forudsætninger helt generelt og jeg blev, igen, rystet og berørt af at høre de stadig lige barske beskrivelser af KZlejre, skinbyen Theresienstadt, flugt, fordrivelse og brutalitet. Tænk at nogle overlever dette.
At læse Vinter i Prag varmede mit nationale hjerte da Albright nærmest en passant - men alligevel - skildrer den danske modstandsbevægelses succes med at få skibet så mange af de i Danmark bosatte jøder afsted til sikkerhed i Sverige for dermed at undgå en desværre ikke så uvis skæbne i KZlejrene.
At læse Vinter i Prag lærte mig, at USAs store indflydelse på europæiske anliggender ikke altid har været så given som det ser ud idag: De amerikanske ledere havde simpelthen ikke indflydelsen til at påvirke begivenheder i Europa, fordi det folk de repræsenterede, ikke ønskede at blive indblandet.
At læse Vinter i Prag gav mig mulighed for at se på vores politiske historie og samtid med en amerikansk (ex)politikers øjne - fx når hun utvetydigt placerer ansvaret for 2. verdenskrig: "Som det gik, havde borgerne i Tjekkoslovakiet og mange af deres brødre og søstre i Europa ikke meget at skulle have sagt om deres egen skæbne, og de kunne kun se til, mens hovedrolleindehaverne troede, at de beherskede scenen..." Albrigth får på samme tid peget på de virkelige ansvarshavende for krigen - men også afsløret at dem vi ligger ansvaret for vores liv og land og verden i hænderne på har ret mange dagsordner at pleje og ikke altid oplever det fælles bedste som dit fælles bedste.

"En gang imellem overvejer jeg, om der i virkeligheden kun er to typer historier. Den ene ender med håb, den anden i fortvivlelse; omend det ikke altid er klart, hvad der er hvad. Der findes ingen dybere årsag til fortvivlelse end ondskabsfuldt håb (det beviste Hitler) og få egenskaber, der er mere værdifulde end den sorg og vrede, der udspringer af lidelsen. Den afgørende forskel er ikkke, om en historie slutter lykkeligt, men hvorvidt den i sin kerne bekræfter, at der er en mening med livet."

Albrights beskrivelser er en vellykket blanding af forskerens historiske efterrationaliseringer, den tidligere udenrigsministers aktualiserede, især udenrigs-,politiske analyser og flygtningens personlige forkærlighed for sit fædreland... Der er sine steder en lille snert af amerikansk floromvunden sprogbrug og med Albrigths forkærlighed for sit land og dets store fædre og ikke mindst hendes “hvad-nu-hvis-reflektioner” blødes den strengt historiske fremlægning på behagelig vis op og holder fint balancen mellem den tilstræbt objektive fremstilling af historien og den naturligt farvede personlige historie. På samme vis formår Albrigth at fremlægge detaljerede beskrivelser af fx luftkrigen, fly og våben uden at den kun almindeligt krigsinteresserede mister tråden ligesom at de særligt interesserede tilbydes persongalleri, tidslinjer samt noteapperat.

Afslutningsvist trækker Albright trådene op til idag og betoner, hvis det overhovedet skulle være nødvendigt, hvorfor de problemstillinger vi har været igennem over de sidste 400 sider stadig er bedrøveligt aktuelle. Hvorfor det er vigtigt at kende sin historie, ikke mindst på baggrund af denne, og hvorfor det er vigtigt at blive ved at stille spørgsmål: "Overalt [...] er folk stadig tilbøjelige til at acceptere stereotyper, ivrige efter at tro, hvad vi ønsker at tro [...]. I et forgæves forsøg på at undgå at tage ansvar og løbe risici er vi indstillet på at vente i stedet for at gå forrest. Når der opstår problemer i et fjernt folkeslag, er vi stadig tilbøjelige til at søge ly bag princippet om national suverænitet."

Emnet anden verdenskrig bliver måske aldrig uaktuelt? I hvert fald er kombinationen af den personlige (krigs)historie og (endnu) en anden verdenskrigsfremstilling, når, som i nærværende tilfælde, forløst med succes, evigt interessant og tankevækkende samt i dette eksempel stærkt læseværdigt. Personen Albrigth ikke mindst - så på forhånd, uden endnu at have læst den, vil jeg anbefale hendes første selvbiografi også, med titlen: Madam Secretary.

 

for at skrive en kommentar.